mandag den 20. november 2017

Anmeldelse: Mats Strandberg - Hjemmet


Hjemmet er bog nr. 2 fra svenske Mats Strandberg. Første bog hed Færgen og begge bøger er præget af et overnaturligt element. Hvor den første handlede om vampyrer, har denne djævelen som omdrejningspunkt. Eller måske er det noget andet tilsvarende ondt - det finder vi ikke helt ud af. 

Vi følger flere forskellige personer undervejs, men vores hovedpersoner er Joel og Nina. Joel er vendt tilbage til den lille by, fordi hans mor er blevet dement. Han har passet hende et stykke tid, men nu har hun fået plads på demenshjemmet "Fyrreskyggen". På Fyrreskyggen arbejder Nina. Joel og Nina har en fortid sammen, som bedste venner, men det sluttede brat og på en uhensigtsmæssig måde. Snart begynder underlige ting at ske på Fyrreskyggen. De demente ældre bliver bange og utrygge og begynder at se ting, som ikke umiddelbart er synlige for andre. Efterhånden som hændelserne eskalerer, finder Nina og Joel ud af, at de er nødt til at stå sammen. 

Hjemmet har en uhyggelig forside, synes jeg. Jeg synes også at scenen ligesom er sat, for en uhyggelig historie. Desværre synes jeg simpelthen ikke der skete nok. Den krybende uhygge, som jeg havde sat mine forventninger op efter, udeblev desværre helt for mig. Jeg kan godt være med til det overnaturlige til en vis grænse, men når det kommer til djævlebesættelse og lignende, så står jeg altså åbenbart af. For mig blev bogen langsommelig og kedelig og jeg kunne simpelthen ikke svinge mig op til at finde noget som helst uhyggeligt eller spændende ved den. Til gengæld synes jeg de demente ældre er skildret virkelig fint og respektfuldt. Jeg har selv Alzheimers demens inde på livet, da min svigerfar er ramt af det. Bogen gav indblik i sygdommen og hvad vi kan forvente med tiden. På den måde blev jeg rørt af fortællingen. 

Bogen er betegnet som en hjertegribende gyser. Hjertegribende er jeg meget enig i. Gyser ... not so much. 

2 perler må den desværre nøjes med. 




Frk Tines Krimitanker er både på Facebook og Instagram. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at følge med der også! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar