onsdag den 15. november 2017

Anmeldelse: Daniel Cole - Kludedukken


Altså, bare titel og omslag gør alene, at denne bog giver en fornemmelse af uhygge der kryber under huden. Når man så læser bagpå – hvilket jeg så faktisk ikke gjorde, fordi det undgår jeg helst – så stiger forventningerne lige et ekstra lille nøk.

Vores hovedperson er kriminalassistent William Fawkes, som dog går under navnet Wolf. Han bliver kaldt ud til en opgave, som viser sig, at være i lejligheden lige overfor hans egen. Et lig dingler fra loftet og viser sig hurtigt, at være en form for dukke, syet sammen af kropsdele fra 6 forskellige mennesker. Wolf genkender hovedet og holdet skal nu finde ud af hvem de øvrige 5 ligdele tilhører. Midt i balladen, sender morderen en liste med yderligere 6 personer, sammen med tidspunkterne for hvornår de skal dø. Så tikker minutterne ellers derud af og der er ikke sparet på hverken opfindsomme mordmetoder, malende beskrivelser eller overraskelser undervejs.

Jeg er ekstremt begejstret for den her bog. Den har den der lille snert af humor som jeg elsker og er i det hele taget virkelig vellykket rent sprogligt. Jeg valgte at høre den som lydbog, så den kunne være min tidsfordriv i bilen, på vej til BogForum og hjem igen. Den blev SÅ meget mere end dét, for jeg kunne slet ikke vente med at høre den, til jeg skulle køre hjem igen. Alt den tid jeg opholdt mig på mit hotel, kørte den også. Jeg havde lyst til at høre den hele tiden og lå vågen til langt ud på natten, selvom den også gjorde, at jeg næsten ikke turde sove alene. I øvrigt også en ret fremragende oplæser, hvis du skulle få lyst til at høre den som lydbog.

William Fawkes er en stærk hovedperson og endnu mere i samspillet med kollegaen Emily Baxter. Bestemt to personer, som jeg vil glæde mig til at følge. Jeg har læst mig til, at Daniel Cole er i gang med at skrive en toer. Tak for det. Så håber jeg ikke der går for lang tid, før vi får den på dansk.


5 krimiperler får den af mig.


Frk Tines krimitanker, kan du også finde både på Facebook og Instagram 

mandag den 13. november 2017

Anmeldelse: Sara Blædel - Ilkas arv


Jeg er en af dem, som synes rigtig godt om første del af ”Bedemandsserien”. Jeg har glædet mig til fortsættelsen og været spændt på hvad der videre ville ske for Ilka og om den, tilsyneladende lidt luskede nonne, virkelig har rent mel i posen. Hvor den første bog, hørte til i gruppen af bøger med lidt mere langsommeligt tempo, så er der skruet en hel del op for tempoet i denne.

Ilka befinder sig stadig i den lille amerikanske by, Racine. Hun har arvet sin afdøde fars bedemandsforretning, men det vil være en underdrivelse at sige, at det ikke går så godt for forretningen. For Ilka, betyder bedemandsforretningen heller ikke rigtig noget. Det betyder mere for hende, at finde ud af, hvorfor hendes far forlod Ilka og hendes mor for 33 år siden, og aldrig lod høre fra sig igen. Og Ilka kommer et godt skridt nærmere i denne bog. Da først én dør har åbnet sig på klem med snerten af hemmeligheder, så varer det ikke længe før skeletterne vælter ud af skabet.

Endnu engang har vi at gøre med en følelsesladet bog, men den kombinerer i højere grad spændingen og jeg var fanget ind fra start til slut. Jeg kan virkelig godt lide Ilka. Hun er stærk og sej, men samtidig følsom og såret og nu også styret af hævnlyst og en stærk indre vrede. En vrede som hun - måske - har arvet fra sin far.

Jeg er fascineret af den her fortælling. Jeg synes det er opløftende, med noget så anderledes som en krimi der har en bedemandsforretning som omdrejningspunkt. Det er et modigt skridt at tage, af en forfatter, som ellers har en stor fanskare til en populær krimiserie. Jeg synes det er lykkedes til fulde og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig igen. Og så lige en lille afsløring – bogen slutter med en cliffhanger, som gør det riiiigtig svært at vente på den tredje og sidste bog i serien!!












onsdag den 1. november 2017

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Pagten



Der er gået 5 år, siden Thomas Ravnsholdt – bedre kendt som Ravn, mistede sin kæreste Eva. Igennem de forrige bøger, har vi fulgt ham på godt og ondt, i tiden efter drabet. Politiet var sikre på, at Eva var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, i forbindelse med et indbrud i parrets fælles lejlighed. Ravn har nægtet at opgive sin søgen efter Evas morder, men er nu så småt ved at acceptere, at han aldrig når i mål. Og så dukker der pludselig spor op. Spor, som bliver serveret for Ravn i passende dosis, af den fængslede politimorder Igor Kaminsky. Oplysningerne bliver givet til ham via Evas chef, forsvarsadvokat Christopher Bruhn. Snart kommer Bruhn ud for en ubehagelig ulykke. Der er omstændigheder ved hans død, som drager Ravns opmærksomhed i retning af mordet på Eva. Hans jagtinstikter er tændt igen, og denne gang er der flere spor at gå efter.

Hvis du har læst alle bøgerne om Ravn, så har du sikkert lige som mig, ventet med længsel på en opklaring af mordet på Eva. Vi har hele tiden vidst, at der lå mere bag end bare et fejlslagent indbrud. I denne 5. bog, bliver vi endelig klogere og jeg afslører ikke for meget, når jeg fortæller, at morderen får et navn og et ansigt. Han får endda en personlighed og vi fornemmer brudstykker af en barndom med en tyranniserende far.

Der er spænding og fart på, fra start til slut. Jeg blev fuldkommen fanget ind i Ravns verden og kunne næsten ikke lægge bogen fra mig igen. Den fulgte med mig overalt hvor jeg vidste, at der lige ville blive lidt tid til læsning. Som det er sket flere gange før, når jeg læser Katz Krefelds bøger, så havde jeg det som om jeg så en indre film. I øvrigt passer Michael Falch ind i mit billede af rollen som Ravn, skulle serien nogensinde blive til film eller tv-serie :)

Jeg er endnu engang kommet rigtig meget i tvivl omkring uddeling af krimiperler. Jeg var opslugt i spændingen fra start til slut, den havde elementer af creepy og kvalme, som jeg sætter pris på i en krimi, men den var ikke decideret uhyggelig med et udspekuleret plot og en vanvittig intelligent morder. Ligeledes er den ikke umiddelbart en stand alone, da jeg vil mene, at man virkelig vil mangle baggrundsviden hvis man læser den, som den første. Har man der imod læst dem alle, så er jeg sikker på at man vil elske denne bog. Og Ravn. Han har udviklet sig væk fra drikkeriet og er blevet en pænt sej hovedperson.



4 perler og en kæmpe ros, fra mig til Pagten








Imens jeg sad og skrev denne anmeldelse, fløj der pludselig en ravn op og satte sig på lygtepælen foran vores hus. 


 Frk. Tines krimitanker, er både på Facebook og Instagram







søndag den 22. oktober 2017

Anmeldelse: Karin Slaughter - Den gode datter


De fleste vil, når de hører navnet Karin Slaughter, regne med, at det er en god grum krimi, de skal i gang med at læse. Jeg har kun læst tre Slaughter-krimier og de to seneste var særdeles uhyggelige og med lækre plots. Det gør sig desværre ikke gældende for denne.

De to søstre, Samantha og Charlotte, bliver udsat for en forfærdelig tragedie, som i bogstavelig forstand, smadrer deres lille familie. 28 år senere, har tragedien ødelagt søstrenes forhold til hinanden og Sam har forladt den lille by, Pikeville, for altid. Da tragedierne endnu engang vælter ned over Charlotte og truer med at ødelægge hende helt, ender Samantha alligevel med at komme tilbage for at støtte sin søster. Hemmeligheder fra den forfærdelige dag for 28 år siden, bliver stille og roligt trukket frem i lyset.

Det har taget mig flere uger at komme igennem denne bog. Ikke bare fordi det er en murstensroman på 539 sider, men ganske enkelt fordi den ikke formåede at fange mig særlig længe af gangen. Den lagde egentlig rigtig spændende ud og de første 150 sider var jeg begejstret. Så var det som om det hele ligesom gik lidt i stå og der kom mange gentagelser, fordi vi hører samme historie flere gange. Godt nok fra flere vinkler, men alligevel de samme hændelser. Historien er egentlig god og virkelig godt skrevet. Alligevel bliver det temmelig langtrukket og jeg kom til at kede mig efter få sider, hvilket også er grunden til, at det tog mig så lang tid at blive færdig. De ting jeg synes var de mest interessante, blev kun berørt sporadisk.

Skyld og tilgivelse er emner der vendes i bogen, ligesom kærligheden til forældre og søskende og behovet for at føle sig elsket, værdsat og at høre til i flokken. Indimellem er sandheden værre end hemmeligheden.


Måske er denne bog ikke skrevet som krimi. Det står heller ikke på den som betegnelse. Det er en følelsesladet bog, en velskrevet og dyb bog fyldt med overvejelser om livet, hvis man lige vælger at analysere en smule. Der er bare lige den hage, at den simpelthen blev for lang og spændingen og krimidelen for kort. 


Frk. Tines krimitanker er også på Facebook og Instagram



fredag den 29. september 2017

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Lucy


Lotte Dalgaard har skrevet 3. del i serien om journalisten Line Lyng. Denne gang skal Line grave i et par gamle uopklarede sager. Den ene omhandlende et brutalt mord på en rasteplads, det andet en forsvundet teenager, som nu efter 30 år, stadig ikke er dukket op. Det gør hun imidlertid kort efter. Da hun befinder sig på den britiske ø Jersey, må Line Lyng afsted.

Bogen er hovedsageligt fortalt af henholdsvis Line Lyng og den forsvundne pige Anna – eller Lucy, som hun kalder sig nu. Lucys historie er både interessant og spændende. En trist skæbne, for et ungt menneske, som har mødt den forkerte mand og er endt på værste vis, som fange i sit eget hjem.

Bogen er kategoriseret som spændingsroman, men jeg er desværre nødt til at sige, at jeg ikke synes der er meget spænding i den. Flere steder er den på vej til at blive det, men det er som om der sker for mange forskellige ting, uden der rigtig bliver gået i dybden med nogen af dem. Jeg kan godt lide opklaringsdelen i en krimi, men det er der ikke noget af her. Hovedpersonen er journalist og det vi oplever hende gøre, er mest af alt at interviewe. Her er mange gentagelser og jeg synes det bliver rodet når der springes så meget i tid og personer som der gør.

Lotte Dalgaard er virkelig god til at skildre den ”ægte” personlighed, med meget menneskelige følelser og behov. I en krimi, bliver det dog alt for meget for mig. Jeg er mest til det temmelig uhyggelige med masser af plots og opklaringsarbejde hvor jeg selv kan gætte med på hvem morderen er. Jeg har ikke behov for at høre om hovedpersonens sexfantasier og hendes mange tanker om mad og overvægt. Af den grund, savnede jeg flere forskellige ting i denne bog. Jeg tror til gengæld, at Lotte Dalgaard, ville kunne skrive en super god skønlitterær bog, som ikke gik under betegnelsen krimi, for hun forstår som sagt, at skildre det virkelige menneske på godt og ondt.


Er du mest til krimier med masser af følelser og personlige relationer, så vil Lucy måske være noget for dig.  


Du kan både følge Frk. Tines krimitanker på Instagram og på Facebook 

mandag den 25. september 2017

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Heksen



Hvad er en heks? I 1600-tallet, var det kvinder som blev anklaget for at være i besiddelse af overnaturlige, onde kræfter og som blev ført igennem vandprøven, tortureret og til sidst brændt på bål.

Op igennem tiden forsvandt disse hekseafbrændinger, men mennesker bliver stadig uskyldigt hængt ud offentligt, for ting de ikke er dømt for i retten. Men folket har dømt dem og det er ofte nok.
I Heksen, følger vi tre historier i tre forskellige årstal. Den ene er helt tilbage i 1672, hvor Elin fortæller sin næsten ubærlige historie om både kærlighed, jalousi og ubeskriveligt had. Den anden foregår for 25 år siden, hvor den 4-årige Stella blev dræbt og smidt i en skovsø. To 13-årige piger tilstod mordet, og da de senere trak deres tilståelse tilbage, var det for sent. De var dømt af både retten og folket.

Sidste historie foregår i nutiden og med alle de gode gamle og meget velkendte personer, i hele Camilla Läckbergs Fjällbacka-univers. Det er lidt som at komme hjem, når læsningen går i gang. Endnu en 4-årig pige forsvinder og så endda fra samme gård, som for 25 år siden. Kan det være et tilfælde? Måske, for der findes nu et flygningecenter i byen og mon ikke det må være en af dem? Dog bor flere af de involverede personer fra Stella-sagen stadig i byen, så alle sten skal vendes.
Det er lang tid siden jeg har læst en bog, der går så meget i følelserne. Den gav mig en konstant indre tristhed, ondt i maven og trak tårer op til mange gange imens jeg læste. Så mange forskellige personligheder, som livet har ramt for hårdt og brutalt.

Historien om heksen Elin, er det der ramte mig mest. Jeg blev dog ved at spekulere over hvordan det kunne have en sammenhæng med mordgåden i de to øvrige historier. En lille notits på bogens sidste side, forklarer det som jeg efterhånden selv nåede frem til, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg nok ikke helt der er sammenhæng i det. Jeg forstår godt hvad forfatteren vil med det. At drage paralleller til de uskyldigt dømte. Dem som bliver dømt af befolkningen og hængt ud som farlige mennesker. Det som mange flygtninge oplever i dag – dette tilfælde i Sverige. Jeg synes bogen blev meget lang. Også lidt for lang og jeg kom ind imellem til at kede mig med passager, som ikke virkede vigtige for handlingen. Der er for mange af de der episoder hvor en eller anden ”fornemmer” at have overset et eller andet vigtigt for opklaringen. Det bliver for urealistisk og jeg mener bogen kunne være kortet minimum 200 sider ned, for at gøre spændingen i opklaringsarbejdet mere intens. Lidt en kedelig krimi synes jeg det er.


Når det så er sagt, så er det en vanvittigt tankevækkende bog. Jeg tænker, at budskabet er, at man ikke skal dømme andre uden at kende deres inderste tanker og følelser. Bevæggrunden for deres handlinger, kan være noget helt andet, end det vi tror vi ved om det andet menneske. Og ved vi nogensinde hvad der foregår i andres inderste? Jeg tror det ikke. Ser vi bort fra krimidelen, så er det en hård bog. Så mange triste skæbner, så mange uskyldige ”gerningsmænd”. Hjertegribende, tårefremkaldende og yderst tankevækkende. 
En bog der ikke slipper sit tag følelserne, lige med det samme. 



søndag den 3. september 2017

Anmeldelse: Jane Harper - Tørke


Tørke, er en bog, som har vundet en hel masse titler, så jeg havde selvfølgelig sat snuden op efter et brag af en bog. En fuldstændig mageløs debut, står der udenpå den. Det er jeg ikke helt enig i.

Aaron Falk bor i Melbourne, men vender for en kort periode hjem til barndomsbyen, Kiewarra, for at deltage i begravelsen af en gammel ven. En lille flække i ingenmandsland, som han og hans far rejste fra, for at undgå ondsindet sladder. Da Falk var ung, døde en af hans gode veninder. Det er aldrig blevet opklaret hvordan hun døde. Om det var mord eller selvmord, men folkene i byen, giver stadig Falk skylden.

Vennen som er død, er Luke Hadler, som har skudt sig selv med et gevær, efter først at have skudt sin kone og søn. Aaron Falk, har ikke set vennen længe og har aldrig mødt hans kone. Alligevel er der noget i ham som tvivler på, at vennen har gjort noget så grusomt. Byen betjent, er også i tvivl og det varer ikke længe, før de to slår pjalterne sammen og begynder at grave i sagen. De støder på hemmeligheder, som folk har gemt på i årevis. Hemmeligheder, som nogen vil gå langt for at lade forblive hemmeligheder.

Varme og tørke præger historien og er skildret meget fint. Næsten så man kan fornemme det selv, her i kolde Danmark. Falk er en god mand og en jeg hurtigt fattede sympati for, men under huden på ham kommer vi ikke, hvilket er ærgerligt. Når personerne fortæller, bliver vi taget med tilbage i tiden og er med under de pågældende hændelser. Virkelig godt fundet på og anderledes end andre bøger med tilbageblik Desværre synes jeg ikke der ellers er så meget andet originalt ved bogen. God historie med en overraskende slutning, men ikke så overraskende, at den fik mig til at tabe underkæben. Langtfra.

Det kan være farligt at sætte forventningerne for højt til en bog der er meget hypet som denne. Ind imellem bliver man altså desværre skuffet. Bestemt en bog der er værd at læse, men forvent dig ikke den vilde uhygge eller spænding. Det sindsoprivende i bogen, ligger i det sørgelige der er sket med både familien Hadler og den unge Ellie fra fortiden. I hvor langt nogen mennesker vil gå, for at beskytte egen stolthed og eget nederlag.