torsdag den 16. februar 2017

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Domino


Sidste side er vendt i sidste del af Carin Gerhardsens serie om Hammarbypolitiet. 8 bøger er det blevet til og jeg har nydt dem alle. Denne var ingen undtagelse og jeg synes egentlig det er lidt trist at det er forbi.

Vi starter ud tilbage i 1997, hvor hele to dødsfald sker i samme lille by. Det ene er et brutalt mord på en syvårig dreng, begået af hans femårige kammerat. Drengen er dræbt ved slag i hovedet med en hammer. Fremme i nutiden, sker der endnu engang drab med samme fremgangsmåde.

Sjöberg, Gerdin, Petra og alle de andre på det tæt sammentømrede team, har en svær opgave foran sig. En opgave som bliver endnu sværere, fordi holdet er amputeret på flere måder. Gerdin har lagt sig syg, Hamad fungerer ikke psykisk efter overfaldet i forrige bog, hvilket også nedbryder Petra. Sjöberg er presset af den nye stedfortrædende chef, som gør alt der står i hendes magt, for at pille ham ned. Men holdet er stærkt og de står sammen om at opklare de brutale mord.

Efter min mening er det her en rigtig fin afslutning på en god serie. Jeg har altid nydt at læse Carin Gerhardsens bøger, som ikke er hverken hyggekrimi eller neglebidende uhygge. De ligger et sted midt imellem og har som regel et godt plot og masser af opklaringsarbejde. Det samme gør sig gældende denne gang og jeg blev både fanget af spænding og plot og rørt over de skæbner der har betalt en høj pris gennem årene. En lille smule langtrukket, synes jeg dog den blev engang imellem, når vi følger opklaringen, ved hvad de når frem til og alligevel får det hele gentaget når de briefer hinanden. Jeg mener der også kunne være skåret nogen ting væk fra historien omkring Hamad, men på den anden side, er det med til at øge spændingen i en anden sidehistorie, så alt i alt er jeg nået frem til, at det er fint nok.

Når jeg læser forfatterens ord tilsidst i bogen, så tolker jeg det som om, hun er færdig med at skrive. Ikke bare Hammarbyserien, men helt færdig. Hun skriver, at hun nu får tid til være sammen med hendes nære, nu hvor hun ikke skal svede ved sit skrivebord mere og at hun vil komme til at savne læserne. Jeg håber jeg tolker det forkert, for jeg vil rigtig gerne læse mere af Carin Gerhardsen og havde glædet mig til at finde ud af, hvad hun ellers kunne finde på. Der er ikke andet at gøre, end at krydse fingre 😊

Hvis du har kunnet lide de andre bøger i denne serie, så tror jeg ikke, du vil blive skuffet over Domino. Den har lidt af det hele, uden dog at tage mig ud på kanten af stolen. Den gav mig en lille klump i halsen tilsidst. Som sagt – en rigtig fin afslutning på en rigtig fin serie!!








2 kommentarer:

  1. Blev lige i tvivl om det var her jeg skulle svare: 4 perler til DOMINO

    SvarSlet
  2. Har også nydt at læse hele Hammerby-serien og har netop læst "Det der ligger gemt i sneen" fra 2020. Bestemt anbefalelsesværdig :-)

    SvarSlet