søndag den 25. juni 2017

Anmeldelse: Harlan Coben - Holdt for nar


Æj altså, jeg elsker, når jeg får fat på en bog, som fænger fra start til slut. Når jeg simpelthen ikke har lyst til at lægge den fra mig, for at gå på arbejde, lave mad eller andre praktiske opgaver. Sådan en bog er ”Holdt for nar”.

Vores hovedperson, Maya Stern, har lige mistet sin mand. For få måneder siden, mistede hun også sin højtelskede søster, Claire. Efter begravelsen af Mayas mand, Joe, forærer Mayas veninde hende et nanny cam. En fotoramme, med et indbygget skjult kamera, som skal hjælpe Maya, med at holde øje med babysitteren, når Maya er på arbejde. En dag ser Maya sin afdøde mand på en af optagelserne. Hun er rystet og går i gang med at undersøge sagens sammenhæng. Hun stoler ikke på nogen, så hun må arbejde næsten på egen hånd, med at finde den rette sammenhæng.

Holdt for nar, er ikke en uhyggelig krimi, det var ikke en krimi der fik mig til at gyse, men den var til gengæld spændende og intens fra start til slut. Som læser, aner man hele tiden, at historien kommer til at tage en drejning, at man rent bogstaveligt, bliver ”holdt for nar”. Jeg gættede og gættede og selvom jeg kom i nærheden, så havde jeg ikke regnet plottet ud. Som altid med Harlan Cobens bøger, er der indlagt små livsfilosofier, som får mig til lige at standse op og tænke. Ikke dybe filosofier, der forstyrrer læsningen, men lige akkurat nok til, at give bogen et ekstra løft. Jeg havde lyst til at læse i den hver gang jeg havde en ledig stund. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den. Den helt perfekte sommerferiebog 😊🌞

Harlan Coben, har skrevet rigtig mange bøger og størstedelen af dem, er ikke en del af en serie, så man kan bare springe på.



Hvis du har lyst, kan du læse mine anmeldelser, af andre Harlan Coben-bøger, lige HER

søndag den 18. juni 2017

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne


Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.
Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.


I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊







VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK??? 







onsdag den 14. juni 2017

Anmeldelse: C. L. Taylor - Savnet



Savnet, går under betegnelsen ”thriller”. Jeg synes mere, vi har at gøre med noget domestic noir. Dog kommer vores hovedpersoner også ud i det offentlige rum, men jeg synes som udgangspunkt, at historien drejer sig, om de nære relationer. Men altså…. Hvad ved jeg egentlig om genrer? Nul og en ski, så det må jeg hellere lade vær, at kloge mig på!

I stedet kan jeg fortælle lidt om handlingen. Vores hovedperson og jeg-fortæller, Claire Wilkinson, har mistet sin søn. Det er 6 måneder siden han forsvandt sporløst. Claire og hendes mand, Mark, lever i håbet om, at Billy bare er stukket af hjemmefra, men som tiden går, rinder håbet stille og roligt ud. Claire er ved at gå helt i stykker og hun begynder at opleve black outs, hvor hun pludselig vågner et fremmed sted, uden at ane hvordan hun er kommet dertil, eller hvad hun har lavet under sit black out. Vi føler tydeligt hendes smerte og skyldfølelse. Hendes mand og anden søn, plages også af skyldfølelse og deres liv er ligeledes på vej ned i mørket. Bogen gennemsyres af sorg, tragedie og følelsen af, at der venter os en overraskende drejning.

Desværre kommer der ikke nogen drejning. Jeg ventede og ventede på, at historien skulle tage fart. Vel er Claires oplevelser og følelser gribende, men det bliver ret hurtigt kedeligt og langtrukket. Super ærgerligt, for jeg var ret vild med forfatterens forrige bog, Løgnen. Den var, efter min mening, af en helt anden og langt mere slagkraftig kaliber. Det mest spændende, er den sideløbende historie, i form af en chatkorrespondance mellem to personer. Vi er ikke helt er sikre på hvem personerne er, men vi begynder at få en anelse og der tegnes et billede, af en ubehagelig person. 


Slutningen er tankevækkende. I får lige et lille citat: 
”Men man er nødt til, at give slip på sine børn. Man er nødt til at lade dem vælge deres egen vej, og hvis de vælger den forkerte, kan man kun håbe, at de kommer til en og rækker ud efter ens hånd..”



søndag den 28. maj 2017

Her er lidt stille

Hej med jer, 

Jeg tænkte det lige var på sin plads med et lille hej fra mig. Jeg har været lidt stille herinde på det seneste. Jeg er igang med en bog, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg har kunnet samle mig ordentligt om den. Jeg ved ikke om det kan kaldes læsekrise, for jeg er ikke sikker på om det er mig og min hjernerystelse der er problemet, eller om det er bogen. Under alle omstændigheder, ser det ud til, at denne forlængede weekend har været positiv. Jeg er kommet godt igang, men bogen er lang, så nu håber jeg læselysten fortsætter. Jeg har fået så mange lækre bøger med posten de sidste par uger, som jeg virkelig glæder mig til at læse. 📖📚😍

Jeg håber I alle har nydt en dejlig lang weekend og er klar på en ny uge 💕

Tine 😊



søndag den 14. maj 2017

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Pigen uden hud



Da jeg var færdig med at læse Pigen uden hud, var jeg så heldig at være inviteret til bloggerarrangement på Politikens forlag, sammen med forfatteren til bogen og en håndfuld andre bloggere. Det var en virkelig god og meget interessant oplevelse. Ikke mindst er Mads Nordbo yderst sød, men også meget ydmyg omkring den store succes han har fået med sin bog. Han fortalte om sin dagligdag i Grønland og uddybede den form for ensomhed, der også mærkes så tydeligt igennem bogen. En ensomhed, som ikke gør ondt, men som tvært imod er både smuk og helende, når man befinder sig i den storslåede natur omgivet af den smukke is.

Matthew er journalist og rejst til Grønland for (måske), at finde sig selv efter en smertelig tid, der følger efter tabet af kæresten Tine og parrets ufødte datter. Mareridt om ulykken forfølger Matthew i drømmene, men heroppe i stilheden og den storslåede natur, er der tid til at lukke ensomheden og tankerne ind.

Det varer dog ikke længe før journalisten er omgivet af mennesker og mordgåder både i nutiden og fortiden. En dagbog skrevet af en betjent for 40 år siden, bringer ham på sporet af en ondskab så grum, at den er svær at rumme. Dagbogen trækker tråde til mord begået i nutiden og pludselig er Matthew selv i livsfare.

Jeg har ikke lyst til at fortælle så meget mere om handlingen, jeg er bange for, at komme til at skrive noget man selv skal læse sig frem til. Jeg vil dog gerne afsløre, at vi har at gøre med yderst brutale mord, med mænd der er flået som sæler, med bugen skåret op og indvoldene revet ud. Hvis jeg samtidig nævner, at mordene har sammenhæng med seksuelt overgreb på små piger, så er der vist ikke mange af os, der synes, at mændenes straf har været for hård. Eller hvad?

Jeg synes måske det er lidt meget at kalde Pigen uden hud, for en krimi. Spændingsroman er mere rammende hvis jeg skal kategorisere den. Det er lidt svært at sætte fingeren på, men det er som om opklaringsarbejdet, er mere et forsøg på at finde sandheden om fortiden og i bund og grund ved vi godt hvem der er den virkelige forbryder. Forvent ikke en højintens thriller med en masse uhygge. Forvent i stedet en oplevelse hvor du samtidig bliver klogere på Grønland, øens natur og dens befolkning. Til gengæld rummer bogen masser af spænding hele vejen igennem, men på et anderledes plan end ventet. Flåede mennesker… det virker bare SÅ meget mere autentisk i denne bog, end i andre krimier jeg har læst, hvor det samme er sket. Vi får beskrevet værktøjet som grønlænderne bruger når de flår sæler. Så bliver billedet på nethinden pludselig ekstremt skarpt 😨 Alt i alt, så er autentisk et meget rammende ord, når man stryger igennem denne bog. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og fik samtidig lyst til at besøge Grønland.  Jeg glæder mig virkelig meget til næste bog i denne planlagte trilogi.

Storslået spænding fuld af autencitet – så kort kan den beskrives. Jeg er vild med Pigen uden hud!

4 krimiperler fra mig












Vil du også følge med på Facebook? Klik H E R




onsdag den 3. maj 2017

Anmeldelse: JP Delaney - Kvinden før


Netop færdig med Kvinden før og jeg sidder tilbage med en underlig følelse af ikke at have fået udløst den spænding, jeg havde sat forventningerne op til. Den spænding som bogen selv bygger op undervejs. Til gengæld er der så enormt meget dybde i den, at jeg samtidig føler mig fyldt op af psykologiske spørgsmål og svar.

I kvinden før, følger vi to forskellige personer. Bogen er bygget op over to perioder, så den ene halvdel er det Før: Emma og den anden halvdel er det Nu: Jane. De skiftedes til at fortælle, så vi på den måde får et rigtig fint indblik i, hvad de hver især går igennem, i løbet af deres tid i huset på Folgate Street 1. Begge kvinder har oplevet svære ting for nylig. Den ene mistede sin lille datter ved en dødfødsel og den anden har været udsat for et groft overfald i eget hjem. Begge har brug for store forandringer i deres liv, hvilket måske er grunden til, at de indvilliger i, at flytte ind i huset på Folgate Street 1. Et hus, som har mere end 200 regler man skal overholde, for at få lov at bo der. Fx må der ikke være nips i huset og heller ingen bøger (aaargh). Der må ikke rode, der må ikke være billeder og man skal indvillige i, at svare på spørgsmål via den elektroniske husholderske, hvis man gerne vil opretholde alle funktioner i huset, såsom varmt bad eller strøm til komfuret.
Husets arkitekt er en flot mand og som læsere, finder vi snart ud af, at det er en helt særlig type kvinder han lader flytte ind i huset.

De første to trediedele af bogen, var der et konstant højt spændingsniveau. Jeg læste og læste og måtte bare vide hvad hemmeligheden var. For man ved der ligger noget og lurer, som man bare ikke har set komme. Der kommer da også et par uventede twists undervejs, men jeg må indrømme at min interesse faldt lidt hen mod slutningen. Som om jeg blev lidt ligeglad med hvordan det egentlig hænger sammen med ham Edward og om Emma i virkeligheden blev myrdet. Vi ved fra start, at hun er død, så jeg har ikke afsløret noget, ved at fortælle den del.

Jeg ligger og svæver lidt mellem 3 og 4 perler. Jeg må indrømme, at jeg sad lidt med følelsen af en spænding der ikke blev forløst. Som om den mere bare gik op i røg. Samtidig synes jeg psykologien i bogen var virkelig godt gennemtænkt. Specielt Janes bevæggrunde sidst i bogen, kom bag på mig. Jeg synes egentlig også, at idéen med det her elektronisk styrede hus, er ret genial.

En lille ærgerlig detalje ligger i bogens titel. Hvis man havde valgt den direkte oversættelse fra engelsk, så ligger der faktisk en dobbeltbetydning i titlen. I og med, at der er gået inflation i ordet ”kvinden” i bog- og filmtitler, er det nok begrundelsen for, at man har valgt at oversætte det til kvinden frem for pigen. Det betyder dog intet for læsningen, men jeg synes alligevel det er lidt synd.

Lille hurtig Saxo-søgning, gav dette resultat

Alt i alt en super god bog med et fedt koncept. Forvent dog ikke nogen vild thriller, men trods alt et par rigtig gode overraskelser undervejs. Jeg er temmelig sikker på, at det bliver en vanvittigt spændende thriller, når bogen bliver til film - og det gør den heldigvis!!

Dette kunne i øvrigt være en oplagt bog at læse i skoleregi for lidt ældre elever, da der er meget psykologi at analysere på, når bogen er slut.

3 krimiperler fra mig lander den på, Hvilket faktisk gør lidt ondt. Trods alt, er den oppe at snuse til de 4 😊



Klik HER hvis du har lyst til at følge med på Facebook også 😍

Kvinden før udkommer 15. 5. 2017

fredag den 21. april 2017

Anmeldelse: Clare Mackintosh


Jeg synes det er lidt svært, det der med at have læst en bog af en forfatter – været vildt begejstret for den og så gå og vente på næste bog, imens man håber den kan leve op til den første. Det er lidt unfair, for den næste bog er jo sin egen og bør vurderes som sig selv og ikke sammenlignet med en anden. Alligevel kunne jeg ikke lade være med netop dét, da jeg læste Jeg ser dig.

Vi følger Zoe Walker og hendes tanker. Vi er med hende da hun opdager en annonce i avisen med et billede af hende selv. Annoncen indeholder et link til en webside og et nummer, men intet andet. Dog er den placeret blandt sexannoncerne. Zoe bliver selvfølgelig bange, men snart opdager hun at andre kvinder er udstillet på samme måde. Da hun opdager at en af kvinderne er blevet myrdet, begynder hun for alvor at frygte for sit liv.

Samtidig følger vi den stædige og meget selvstændige betjent Kelly Swift. Hun bliver tilfældigt rodet ind i sagen og sætter sig for at blive en del af den, selvom den ikke ligger i hendes afdeling. Kelly spiller ikke helt efter reglerne og har derudover en historie i bagagen, som gør hende ekstra opsat på at opklare sagen.

Og levede bogen så op til den første bog af samme forfatter? Nej ikke helt. Jeg lader dig gå, er en forrygende god bog, med et ret vildt og uventet plottwist. Imens jeg læste denne bog, sad jeg hele tiden og ventede på det uventede – på den store overraskelse. Den kom bare ikke rigtigt. I hvert fald ikke før vi nærmede os slutningen. Jeg vil sige, at bogen fangede mig og spandt mig ind i sit net af mistanker til både den ene og den anden. Den der følelse af, ikke at kunne stole på nogen, end ikke jeg-fortælleren selv, sad dybt og altoverskyggende og gjorde, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg MÅTTE simpelthen bare vide, hvordan det hele hang sammen. Desværre blev det lidt langtrukket tilsidst, da det gik op for mig, at der ikke ville ske en drejning, som ændrede alt. Der kommer en overraskelse, men desværre alt for sent til at den har den helt rette effekt. Jeg synes dog stadig det var en god læseoplevelse og har man læst og sat pris på Jeg lader dig gå, så vil man sandsynligvis også synes om denne.

De to bøger er ikke en serie og kan læses uafhængigt af hinanden.


3 krimiperler af 5 mulige




Har du lyst til at følge min blog på Facebook

søndag den 16. april 2017

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Dobbeltgængeren





Somme tider overvejer jeg, om jeg skulle ændre mit perlesystem til 1-6 perler i stedet for 1-5. Den sjette perle skulle gives til de helt særlige bøger, som lige har det der sidste twist.. det der gør at den går fra fantastisk, til formidabel - til en af den slags bøger jeg har lyst til, at tvinge andre til at læse 😊 Sådan en bog er Dobbeltgængeren.

Retsmediciner Maura Isles står pludselig overfor liget af en dræbt kvinde, som ligner hende selv så meget, at der ikke hersker tvivl om, at det var hendes tvilling. Maura gør hvad hun kan for at finde ud af hvem kvinden var og for at finde deres biologiske mor. En rejse tilbage til fortiden, som er mere sort og dyster end Maura nogensinde kunne have forestillet sig.

Samtidig bliver en højgravid kvinde bortført og vi følger hendes tanker, imens hun ligger levende begravet i en kasse under jorden. Det er lidt svært at fortælle om handlingen, uden at afsløre noget, som man selv bør læse sig frem til. I stedet vil jeg rigtig gerne afsløre, at den her bog er fuldstændig forrygende. En af dem jeg ikke kunne slippe. En af dem der er så spændende at jeg ønskede den var dobbelt så lang, og som gjorde at jeg knapt nok turde gå ud at tisse eller slukke lyset for at sove, da jeg læste slutningen i aftenens mørke.

Dobbeltgængeren er en ekstremt gennemtænkt og intelligent krimi. Det var umuligt for mig, at regne plottet ud. Jeg troede jeg havde den, men så skete det komplet uventede.

På årets krimimesse i Horsens, havde jeg fornøjelsen af at møde forfatteren. Søndag morgen, spiste jeg morgenmad med hende på hotellet og jeg kan fortælle, at hun er helt utroligt sød og sympatisk. Tess Gerritsen er uddannet læge og det skinner tydeligt igennem på den positive måde, i visse scener i bogen.

Dobbeltgængeren er 4. del i serien om Rizzoli & Isles. 

5 kæmpe krimiperler




Jeg synes det kunne være dejligt, hvis du også vil følge med på min Facebookside 😁


fredag den 14. april 2017

Anmeldelse: Julie Hastrup - Mirakelmanden


Jeg har lige været tilbage for at læse min anmeldelse af Julie Hastrups forrige bog ”Farlig fortid”. Her skriver jeg afslutningsvis, at det er en af den slags bøger, der ikke er til at slippe. At den fulgte mig overalt og jeg læste hver gang jeg lige kunne se mit snit til det.  Præcist det samme gør sig gældende med Mirakelmanden.

Drabsefterforsker Rebekka Holm er tilbage, men ikke i arbejdsmæssig forstand. Hun er sygemeldt efter en voldsom episode, som skete i slutningen af forrige bog. Rebekka tager op til kæresten Niclas, som bor i Sverige. Her er det meningen hun skal på rekreation for at komme sig, men Rebekka kan ikke holde sig i ro. Hun keder sig og begynder at rode i Niclas’ døde ekskones ting. Ekskonen var journalist og Rebekka opsnuser hurtigt, at hun var i gang med en skræmmende historie da hun døde. Måske var historien endda grunden til, at hun døde. Men hvorfor? Rebekka går i gang med at rode i sagen og bliver ført på sporet af forsvundne børn på børnehjem og forsvundne psykisk syge fra behandlingshjem. Det står snart lysende klart, at nogen ønsker at dække alle spor – koste så mange liv, det koste må…

Bogen er bygget op omkring flere forskellige fortællere og synsvinkler. Det er med til at give den dybde og større forståelse for fortiden og hvad der hændte de mennesker vi følger. Bogen tager os med til en ø i Finland, som engang husede et behandlingshjem for sindssyge. Deraf kommer spændetrøjen på forsidebilledet. Dælme en uhyggelig stemning der fornemmes.

Det her er en virkelig velskrevet bog, der som sagt er virkelig svær at slippe igen. Jeg skulle hele tiden lige have lidt mere med. Vide hvad der skete de forskellige mennesker og finde ud af hvem den vanvittige morder er. Og sandheden overstiger fantasien, kan jeg godt afsløre. Fed bog, der fik mig til at holde vejret i spænding!

Mirakelmanden er 6. del i serien om Rebekka Holm. Den kan godt læses selvstændigt, men som altid, synes jeg man skal tage serien fra begyndelsen og få det hele med. 





Vil du være med på Facebook? 😊😊




fredag den 7. april 2017

Anmeldelse: Inger Wolf - Kragemanden


Jeg er ret vild med Inger Wolfs bøger og denne er ingen undtagelse. Min favorit har hele tiden været Hvepsereden. Det er det stadig, men jeg synes at der har været skruet en anelse ned for det rigtig uhyggelige et stykke tid. Med Kragemanden, er Frk. Wolf tilbage med de brutale mord og det snørklede plot, som hun er så god til at skrue sammen. 

Vores hovedperson er psykiateren Christian Falk, som i 1. del af serien, hjalp politiet som ekspert i seriemordere. Christians gode ven, Henrik, arbejder hos politiet og da der dukker et lig af en lille pige op, beder han om Christians eksperthjælp endnu engang. Mordet er brutalt. Pigen har fået ansigtshuden fjernet og en levende krage er placeret på gerningsstedet. Samtidig bliver en ung kvinde bragt ind til Christian på psykiatrisk skadestue. Hun er gået amok med en motorsav og fabler om krager. Christian er sikker på, at der er en forbindelse, men så forsvinder den unge pige…
Man fornemmer at forfatteren har noget på hjerte vedrørende medicinering af psykiatriske patienter, men i Kragemanden, kommer det ikke til at fylde i selve krimidelen, hvilket det gjorde i forrige bog. Emnet er interessant, men krimidelen er bedre.

Er du til en hurtigt læst krimi, med masser af spænding og et snørklet plot? Så tøv ikke med at gå i gang med Kragemanden. Hurtigt læst, fordi den er svær at slippe igen. Den holdt mig fanget i gætterier hele vejen igennem og blev ved at være spændende til sidste side. Bedst som man tror, at opklaringen er ved at være i mål, så sker det uventede som gør, at man ikke længere stoler på, at det hele nok skal gå.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, endnu ikke at være færdig med bogen. Jeg vil gerne have mere og den historie, som mangler at blive fortalt, har jeg svært ved, at skulle vente på.  
Kragemanden er 2. del af serien om Christian Falk. Den kan sagtens læses alene, men som altid anbefaler jeg, at man starter med bog 1, som i dette tilfælde er ”Brændte sjæle”.

Inger Wolf når hun er bedst - 5 ud af 5 krimiperler



Mig selv, Inger Wolf og min kollega Niels fra Krimifan.dk. 


Vil du følge min blog på Facebook, så klik på linket lige HER 😊

onsdag den 5. april 2017

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Atten grader minus



Endelig er han tilbage – Stefan Ahnhem. En af de forfattere, hvis bøger jeg altid venter på med længsel.

Atten grader minus, lægger hårdt ud med en fuld kriminalchef, som jagter en bil i havnebassinet. Føreren af bilen, viser sig dog at have været død i omkring 2 måneder og har forbindelse til en tidligere sag om et andet nedfrosset offer.

Der findes i det hele taget rigtig mange nedfrosne ofre i denne bog – ligene vælter i bogstaveligste forstand frem, og Fabian Risk, som i øvrigt også kæmper en kamp på hjemmefronten, får travlt med at finde rundt i sagen. Intet er som det ser ud og også her taler vi i helt bogstavelig forstand. Uden at røbe for meget, kan jeg godt afsløre, at identitetstyveri, spiller en stor rolle i denne bog.

Vores danske veninde, Dunja Hougaard, er på arbejde på den anden side af sundet. Hun kæmper en kamp i Helsingør, hvor hun er henvist til et job som gadebetjent i uniform. Hun forfølges af tidligere chef Kim (fucking) Sleizner – Dunjas ord – ikke mine, selvom jeg er mere end enig. Han gør alt hvad der står i hans magt, for at gøre livet surt for hende, hvilket desværre lykkedes ham lidt for godt. Arg altså, et møgsvin og jeg håber håber håber virkelig, at hun får skovlen under ham på et tidspunkt. Dunja finder et lig og kommer hurtigt på sporet af en bande, som udfører happy slapping på mest brutale vis. Det er dog ikke længere hendes sag og hvad der så sker, vil jeg ikke afsløre.

Bogen er fyldt med følelser, men ikke den glade af slagsen. Derimod er der masser af vrede. Flere steder fik jeg ondt i maven over hvor onde mennesker kan være, for selvom det er fiktion, er jeg ikke i tvivl om, at virkeligheden er ligeså grim. 

Atten grader minus, er endnu et fremragende stykke krimimesterværk fra Stefan Ahnhem. Igen formår han, at få det til at risle koldt ned af ryggen på mig. I forhold til de første to i Risk-serien, så er der dog et eller andet der gør, at den ikke kommer helt op i den øverste top på perlepladen. Jeg tror det er fordi der er lidt for mange tilfældigheder, som også involverer Fabians familie. Den ene del er dog realistisk nok, set fra en krimisynsvinkel, temmelig genialt faktisk. At både søn og datter er involveret er måske det der generer mig lidt. På den anden side, er det samtidig interessant og en god måde, at vise os det hele fra en anden vinkel.

Slutningen er cliffhanger på cliffhanger, så det er da lige på grænsen til uudholdeligt, at skulle vente et år på den næste :) 




Vil du også følge med på facebook? Det vil gøre mig glad :) 




Interview med Stuart MacBride

Jeg er ret begejstret for Stuart MacBrides bøger. På årets Krimimesse i Horsens, fik jeg fornøjelsen af, at interviewe ham. Det kom der følgende ud af: 




Tine: Kan du starte med at fortælle nye læsere lidt om dig selv?:

Stuart: Jeg hedder Stuart MacBride. Jeg skriver krimer, som hovedsageligt foregår i det nordøstlige Skotland. Jeg er en helt almindelig gennemsnits skotsk person, som bare har et, en smule, anderledes job. Jeg bor ude midt i ingenmandsland. Jeg har to killinger og to katte, fire høns og min kone har fem heste. Jeg ejer en lille traktor – ikke noget jeg normaltvis fortæller folk om 😊

Tine: Hvad bruger du traktoren til?

Stuart: Traktorting. Vi har en lille mark, så jeg burde nok have får og køer, men jeg har ikke fritid nok til nogen af den slags ting.

Tine: Ash Henderson-serien, er indtil videre den eneste af dine serier udgivet på dansk og derfor også den eneste jeg har læst. Jeg elsker brutaliteten i den og jeg elsker humoren der er brugt. Hvordan er du kommet på idéen til en person som Ash Henderson? Han er (i det mindste i begyndelsen) meget følsom, men på samme tid meget hard core og voldelig.

Stuart: Det er en smule underligt for mig, at komme til et sted, hvor de af mine bøger som folk kender til, er Ash Henderson-serien. Normalt er det altid min anden serie om Logan MacRae og Ash Henderson er en direkte modreaktion til Logan MacRae. Logan er en holdspiller, han overholder reglerne, han skal ikke bare have fundet den onde, han skal fange ham, men han vil fange ham på den rigtige måde. Ash Henderson er der imod meget mere af den gamle skole. Han er en der er vant til at løse problemerne med vold, selvom han, når vi møder ham i bøgerne, lider temmelig meget af gigt i hænderne. Derfor kan han ikke bare tæve løs på folk, som han normalt ville gøre. Han er tvunget til at håndtere sine problemer, som andre mennesker og løse sig igennem tingene. Og så er Logan 3. person hvor Ash er 1. person.

Tine: Er humoren vigtig for dig i dine bøger? Jeg grinede hele vejen igennem dem, selvom de er meget blodige og makabre.

Stuart: Jeg er ikke ude på at lave jokes. Det handler om hvordan folk agerer med hinanden. Jeg tror det er sådan folk er. I næsten alle krimier, er folk meget stramme og alvorlige og ”Vi skal løse dette problem”. Sådan er de i bøger, men rigtige politibetjente har ægte sans for humor og laver sjov og gør grin med hinanden hele tiden. Det var det jeg ønskede, da jeg begyndte at skrive bøgerne – jeg ønskede at de skulle være som virkelige mennesker.

Tine: Hvor de siger én ting, men tænker noget andet?

Stuart: Ja, det er ikke robotter efter retfærdighed, men virkelige mennesker, som udfører et virkeligt vanskeligt arbejde. Det er derfor der er humor i bøgerne, for sådan er det i den virkelige verden.

Tine: Her kommer et fjollet spørgsmål, men hvis du kunne tale med Ash, hvad ville du sige til ham?

Stuart: Jeg ønsker VIRKELIG ikke at tale med Ash 😅 Han gør hvad han mener, er det rigtige at gøre og han gør hvad han føler er nødvendigt på det givne tidspunkt. Jeg ville ikke have lyst til at gå ud og få en drink med ham. Jeg tror han vil være lidt for skræmmende. Også fordi jeg i princippet er hans gud. Jeg er den der straffer ham, for sine synder. Jeg tror ikke det vil være en særlig sikker position for mig at være i 😊

Tine: Hvis dit forlag er med på idéen, vil du så skrive flere bøger om Ash?

Stuart: Jeg ville elske, at skrive flere bøger om Ash. Det vil jeg virkelig. Jeg har en historie jeg gerne vil fortælle, som jeg gerne vil sige mere om, men jeg ved ikke om jeg får lov at skrive den om et år eller to, så jeg må hellere lade være at sige for meget. Jeg har tilbudt forlaget at skrive endnu en Ash-bog, men de følte, at de hellere ville have en stand alone, så den udkommer i UK om et par uger. Men måske Ash får sin tur. Jeg håber det.

Tine: Din største serie om Logan MacRae – er der ligheder imellem den og Ash Henderson-serien? Humoren, brutaliten, de blodige mord og de intelligente mordere?

Stuart: Jeg synes egentlig ikke, at bøgerne er brutale. Jeg vil i stedet sige, at bøgerne er ærlige.

Tine: Jo, men du ved… med dukker syet ind i maver osv…

Stuart: Ja, men du får kun det at se, som jeg synes du skal se. Så hvis Ash ser noget, så ser du alt hvad han ser. Vi kommer ikke tilbage til det senere – jeg vil have at du ser hvad der sker med hans øjne og i hans tanker. Når han fx slås med nogen, er det derfor du får det hele med, fordi jeg ønsker, at du skal opleve det sammen med ham. Jeg ønsker ikke at skynde mig at flyve henover det. Sådan her er det at være ham, det her er hvad han ser og det her er hvad han føler.

Tine: Det er det jeg så godt kan lide ved de her bøger. At du får alt med inclusiv så meget blod som muligt.. haha.. Derfor vil jeg også gerne vide, om den næste serie, som jeg ikke har læst endnu, indeholder noget af det samme.

Stuart: Ja det er meget det samme, hvor du får lov at se hvad Logan ser. Fx er der en af bøgerne, som sikkert udkommer i Danmark senere, hvor dele af teksten er på polsk. Logan rejser til Polen på et tidspunkt og folk snakker selvfølgelig polsk. Det gør Logan ikke, så derfor er der ingen oversættelse af, hvad der bliver sagt til ham. Du får, hvad han får. Hvis han forstår et par ord, så får du dem, men derudover er du i hans sko, så at sige. Med mindre du selv taler polsk, har du ingen idé om, hvad der bliver sagt til ham.

Tine: Så teksten står også på polsk i bogen?

Stuart: Ja ja, det hele er på polsk 😊

Tine: Din næste bog som bliver udgivet på dansk, er den niende bog i Logan MacRae-serien. Ved du hvorfor de har valgt at gøre det på den måde og vil du mene, at nye læsere går glip af noget vigtig baggrundshistorie, ved at starte her?

Stuart: Jeg tror det er fordi den markerer et skift i serien. Før denne, er det hele kriminalbetjent i Aberdeen. Den nye bog foregår efter det hele er lavet om indenfor politiet og Logan er nu tilbage i uniform. Han har stadig at gøre med mord, men det er ikke længere hans ansvar. Han skal nu samarbejde med de teams, som er ansvarlige for mord. Det er en slags afbræk i serien, hvor man kan gå tilbage og læse de andre, hvis man kan lide den. Forhåbentlig vil folk gå tilbage og læse resten.

Tine: Kan du afsløre en lille smule om, hvad vi kan forvente af "De savnede og de døde", som er næste bog der udkommer på dansk?

Stuart: Uh det er svært uden at afsløre for meget. Jeg brugte rigtig meget tid imens jeg skrev, sammen med de politifolk, som udfører det job, som jeg skriver om. Der er mange virkelige historier i bogen. Og som regel er det sådan, at jo underligere og sær en historie er, jo mere sandsynligt er det, at det er en af de virkelige. Liget af en ung pige, bliver fundet i en pool, som ligger helt tæt op af havet, hvorfra den er skyllet ind. Det går ud på at finde ud af hvem hun er og hvordan hun er havnet der. Jeg håber ikke det afslørede for meget.

Tine: Hvad arbejder du på lige nu?

Stuart: Jeg har lige færdiggjort andet udkast til en underlig spin off, stand alone til Logan MacRae-serien. I den sidste bog, som kommer lige efter De savnede og de døde, gør jeg noget virkelig virkelig forfærdeligt, ved en af hovedpersonerne. Vedkommende er efterlagt i et afsindigt dårligt sted i slutningen af den bog. Så den bog jeg skriver nu, er en slags bro over hullet mellem den og den næste Logan-bog. Det er ikke en Logan-bog, men den omhandler to af personerne fra Logan-serien.

Tine: Er der noget, du aldrig ville skrive om i en krimi?

Stuart: Dét er der, ja. Jeg fandt på et plot til en terrorbaseret roman. Jeg arbejdede mig igennem visse ting og jeg talte med forskellige mennesker. Grunden til, at jeg aldrig vil skrive den bog, er at jeg følte den ville være et blue print – et manuskript til, hvordan du kan bringe UK fuldstændig i knæ. Dræbe en forfærdelig masse mennesker. Det lyder dramatisk, men jeg ønsker virkelig ikke at trykke den bog. Det er den eneste gang jeg har tænkt, nej.. den cencurerer jeg, den vil jeg simpelthen ikke skrive.

Tine: Hvor langt kom du med bogen?

Stuart: Jeg kom så langt som til planlægningen, men tænkte, at det var en god idé til en bog, men det var ikke en god idé virkelig at udgive den.

Tine: Læser du selv krimier?

Stuart: Det gør jeg. Jeg læser rigtig mange krimier, men også alt muligt andet. Jeg kan rigtig godt lide at læse hvad man kalder chiclit, fantasy og science fiction og bare helt almindelig fiktion. Jeg elsker at læse.

Tine: Grådighed er overskriften på Krimimessen i Horsens i år. Hvad får det ord dig til at tænke på?

Stuart: Sushi! Det kan jeg spise indtil jeg føler mig virkelig utilpas og dårlig. Det er min grådighed. Helt sikkert min grådighed 😋

Tine: Hvis du skal sætte det ind i en krimisammenhæng, hvad ville du så tænke på?

Stuart: Alle krimier er baseret på, at ville have noget der ikke er dit. Nogens liv eller magt over dem, sex eller penge. Hvad som helst – det kommer alt sammen af grådighed.


Tine: Det var mit sidste spørgsmål. Tusind tak fordi jeg måtte interviewe dig. 

Interview med Geir Tangen

På årets krimimesse i Horsens, var jeg så heldig, at få lov at interviewe norske Geir Tangen, som er aktuel med krimien Maestro


Tine: Vil du starte med at fortælle nye læsere lidt om dig selv, og hvem du er som person?

GT: Jeg er 47 år gammel og kommer fra Haugesund, som ligger på vestkysten af Norge. Jeg har arbejdet som lærer siden 1996. Jeg begyndte at skrive i 2010 og i 2012, kasserede jeg et manuskript, som aldrig blev til noget. Så brugte jeg de næste tre år, på at skrive Maestro. Jeg har haft en krimiblog i Norge siden 2012 og jeg elsker krimi, hele genren og alt det som hører dertil.

Tine: Din bog Maestro er bygget over en sang af et norsk band – Kaizers Orchestra. Hvorfor og hvordan? Jeg har læst teksten, men forstår den ikke helt. Vil du forklare nærmere?

GT: Ja det vil jeg meget gerne. Jeg var ude med min søn og skulle køre ham hjem til sin mor. På vej tilbage igen, så hørte jeg denne sang, Maestro, i radioen. Så skete det, at jeg for første gang lyttede efter teksten. Ja, tænkte jeg, dér har vi min krimihistorie! En Maestro er en der styrer et orkester og som styrer alle mennesker omkring sig. Alle de tre bøger i den planlagte trilogi, handler om en af sangene fra Kaizers Orchestra, så det var udgangspunktet. Den næste hedder Hjerteknuser og den tredje hedder Død mands tango.

Tine: Bygger de så påhandlingen i sangene?

GT: Ja, jeg har hentet inspiration fra sangene. Jeg brugte de ting, som jeg synes er bedst og brugte dem i historien.

Tine: Du er selv krimiblogger og har dermed læst en masse krimier. Har du brugt din erfaring fra læsningen, til at beslutte hvad dine bøger skal indeholde og hvad de måske ikke skal indeholde?

GT: Ja. Det har jeg 😊 Jeg har læst ca 2-300 krimier de sidste 3-4 år, og Maestro er på mange måder en hyldest til krimigenren – det er min lille kærlighedserklæring til krimigenren. Jeg har plukket fra de bedste og har taget lidt fra alle hylder af det jeg synes var bedst og brugt det på min måde. Det handler jo om to ting. Det handler om, at jeg er vældig glad for denne genre og drømmer om at skrive noget, som på en måde kunne være en hyldest til denne genre. Det handler også om at lære, for det er et fag. At skrive krimi er et fag. Det ville være helt forkert ikke at undersøge, hvad det fx er, som Jo Nesbø kan. Hvorfor kan folk lide at læse hans bøger. Hvad er det med Jussi Adler-Olsen, som gør, at tusindvis af mennesker sidder og venter på næste bog? Det må jo være et eller andet de gør og det har jeg forsøgt at fange ind i Maestro.

Tine: Du er i gang med 2. del af en trilogi. Ved du allerede nu, hvad der kommer til at ske i bog 3?

GT: Ja det ved jeg. 2. bog kommer ud til maj i Norge, så den er færdig. Det er bog 3, jeg sidder og arbejder på nu. Der har jeg planlagt alt frem til slut og er nu et par kapitler inde i selve skriveprocessen. Jeg arbejder altid sådan som forfatter, at kapitel for kapitel, er ganske nøje planlagt først, og så sætter jeg mig ned og skriver bagefter. Forfattere arbejder meget forskelligt. Nogen sætter sig bare ned og skriver og så bliver det som det bliver, imens andre har nogen stikord eller en synopsis på bare 5-6 linjer om hvad hvert kapitel skal indeholde.

Tine: Kan du løfte sløret en lille smule for, hvilket emne bog 2 handler om?

GT: Ja, det kan jeg godt. Bog 2 – Hjerteknuser – har sin handling ud fra Viljar Ravn Gudmundssons søn, Alexander. Han er 17 år og har ADHD. Han er til en fest, en ganske våd fest med masser af alkohol. Han vågner dagen efter, med en død pige i sengen. Alt peger imod Alexander, som selv intet husker fra aftenen. Der er 7-8 kapitler i bogen, som har en anden synsvinkel, så for hver synsvinkel, drejer historien sig, og bliver en anden. Så mordet er den ene side, men så er der også et personligt drama, som opstår mellem Lotte Skeisvoll og Viljar Ravn Gudmundsson, som forvandler deres liv drastisk. Hvad det er skal ikke afsløres, men i hvert fald dukker der flere og flere døde mennesker op, som alle har med festen at gøre.

Tine: Hvornår kommer den på dansk, ved du det?

GT: Den er som sagt færdig og udkommer i Norge til Maj. Jeg forestiller mig foråret 2018 i Danmark, men jeg ved det ikke.

Tine: Jeg kan godt lide, at det hele ikke er så lyserødt – at de gode ikke altid bliver reddet i sidste øjeblik. Er det en stil du bevidst har valgt? Fortsætter du samme brutale stil i de kommende bøger?

GT: Ja det har jeg. Hvis du kigger på en forfatter som Jo Nesbø, som er en af mine absolut favoritter, så gør han noget af det samme. Du som læser, regner jo med, at du kan stole på mig som forfatter. Du tænker at det skal nok gå godt, men så opdager du, at nej det gør det ikke, hvilket øger spændingen for læseren. Det handler dog ikke bare om at chokere læseren, men også om hvordan mine hovedpersoner skal udvikle sig.

Tine: Nu har du allerede nævnt en af de krimiforfattere, du selv sætter størst pris på, men er der flere?

GT: Ja jeg er jo vældig glad for Jo Nesbø. Så synes jeg også rigtig godt om Jussi Adler-Olsen og de første 4 af hans bøger. Det er noget med humoren hos Adler-Olsen som jeg godt kan lide. Jeg synes det er spændende og lidt hyggeligt, at bruge humoren i krimi. Så de to står højt, sammen med Arne Dahl, som lige har udgivet Skyggezone på dansk. Han er meget litterær når han skriver og bruger et meget smukt sprog. Når du føjer det til spændingen, bliver det virkelig godt. Det var en svensk, en dansk og en norsk 😊

Tine: Hvilken er den bedste krimi du nogensinde selv har læst?

GT: Det var Panserhjerte af Jo Nesbø. Da jeg havde læst den, så tænkte jeg ja!, sådan nogen bøger har jeg også lyst til at skrive. Jeg kan måske ikke gøre det så godt som ham, men jeg er inspireret af hans måde, at skrive på.

Tine: Overskriften på årets krimimesse i Horsens, er Grådighed. Hvad får det ord dig til at tænke på?

GT: En af de syv dødssynder. Grådighed, får jo folk til at begå kriminelle handlinger, men det er også noget med, at vi lever i en tid hvor vi er meget grådige på, at alt skal dreje sig om os selv. Vi kom ud af en tid, hvor man prøvede at passe på hinanden og ind i en tid, hvor vi prøver at passe på os selv. Det er jo også en form for grådighed. Jeg tror det er vigtigt, at både jeg som forfatter og andre forfattere, sætter fingeren på det.

Tine: Sidste spørgsmål – er du glad for, at Lord Bendtner er kommet til Rosenborg?

GT: Ha ha ha.. nej, det er jeg jo ikke, for jeg er ikke Rosenborg-fan. Jeg er med FK Haugesund, så jeg ville jo gerne, at Bendtner var kommet til Haugesund i stedet for Rosenborg. Men for norsk fodbold, så er det strålende 😁


Tine: Det var mit sidste spørgsmål og så vil jeg gerne sige tusind tak, for at jeg måtte få lov at interviewe dig!