fredag den 24. april 2015

Anmeldelse: Jo Nesbø - Blod på sneen


Dette er ingen traditionel Jo Nesbø-bog som vi kender ham fra serien om Harry Hole. Der er knapt så meget dybde i hovedpersonen – lejemorderen Olav – og der er knapt så meget tyngde. Næsten slet ingen faktisk. Blod på sneen er en både let og letlæst bog, men som jeg ser det, er det lige præcist det, som gør den så god. Det er en bog som gjorde mig glad imens jeg læste den, fordi der midt i alt alvoren, er smidt den ene efter den anden fantastiske sætning ind, som fik smilet frem. Jeg elsker simpelthen sproget i den, som bare er så flydende og nogen steder næsten grænser til det poetiske men samtidig er totalt humoristisk midt i alt det groteske.

”Jeg blev siddende og gloede på fiskebollerne, som flød rundt i noget, jeg ville tro var sæd, hvis jeg ikke vidste bedre. Nå ja, når jeg tænkte mig om, så vidste jeg faktisk ikke bedre”.

I Blod på sneen møder vi som sagt lejemorderen Olav Johansen, som er lejemorder fordi han, ifølge ham selv, er for dum til alt andet. ”Jeg har læst, at et menneskehoved vejer omkring fire et halvt kilo, og med en fart på halvfjerds kilometer i timen udgør det en samlet kraft, som man skal have bedre evner i matematik end mig for at regne ud”.  Olav får til opgave at slå sin chefs kone ihjel, men Olav går hen og bliver forelsket i hende og da han samtidig begår en brøler af rang, beslutter han, at tage hende med sig. Så let lader chefen dog ikke Olav slippe og de indleder en kamp, som ikke er slut før den ene af dem er død.

Egentlig er det lidt fjollet, at man sidder og kommer til at holde af og holde med en koldblodig lejemorder, som skyder familiefædre i hovedet uden at blinke og som saver hoveder af folk og kaster rundt med dem. Det tænkte jeg lidt over, og nåede frem til, at det nok mest handler om, at alle der medvirker i bogen her er mere eller mindre kriminelle og Olav er egentlig et godt og sødt menneske, som nok bare ikke er så super skarp. Det kan han jo ikke være når han ikke føler nogen form for anger og stadig bare lever i sin lyserøde drømmeverden parallelt med lejemorderverdenen.

Blod på sneen er ikke hvad jeg vil kalde en egentlig krimi, men der er masser af action, blod og kynisk udførte mord. Jeg synes det på alle måder er en lækker lille bog – min datter på 11 mener, at dens røde sider er seje :) En god historie, som er hurtigt læst og det er altså også ret fedt indimellem. Ikke alle bøger behøver være flere hundrede sider lange.

Arh, jeg tror sgu jeg giver den.. hmm bum bum 4 krimiperler fordi den gjorde mig glad. Men forvent ikke noget der overhovedet nærmer sig samme kaliber som fx Snemanden eller Politi, for så bliver du alvorligt skuffet. Tag den som et hyggeligt actiondrama som er ret fedt skrevet. Intet andet.




lørdag den 18. april 2015

Anmeldelse: Morten Ellemose - Killer Killer




”Jeg spørger igen: hvem vil de have, jeg skal slå ihjel? Deres datter eller deres søn?”

Dette spørgsmål stiller en grusom bøddel sit offer allerede på første side i Killer Killer. Og i den her bog, er der ingen der slipper væk i sidste øjeblik. Så er stilen ligesom lagt!

Jeg er ovenud begejstret og har lyst til at råbe ud til verdens krimielskere, at den her bog må I ikke snyde jer selv for. Især ikke hvis I er til den slags krimier der er fyldt med grusomme, blodige mord, beskrevet i klamme detaljer, men som samtidig har et plot der holder læseren fast i at spekulere og spekulere over hvordan filan det her hænger sammen, for man ved bare, at der er et twist et sted. Eller flere. Sådan er Killer Killer – uhyggelig og skræmmende på den fede måde. Som i når man læser en sætning til ende og hele kroppen nærmest stivner og det løber en koldt ned ad ryggen. Jeg elsker et grundigt gennemtænkt og genialt plot. Det må man sige vi har at gøre med her i fineste stil. Da sidste side var vendt, måtte jeg lige bruge lidt tid på, at få alle brikkerne til at falde helt på plads.

I Killer Killer møder vi vicekommisær Anatolli Barritch og profiler/assistent Karen Walsh. De forsøger at finde spor efter den vanvittige seriemorder, Angelface, som hærger i NewYork. Lig efter lig dukker op og det ene mere brutalt myrdet end det andet. Sporene peger alle mod af en af samfundets højtstående personligheder, religionshistorikeren Mordechai Rheingold. Han viser sig, at være kold og beregnende, men samtidig er han også den der kan hjælpe dem i retning af morderen. Barritch og Karen skal ikke spekulere for længe over om de tør stole på ham, for Angelface ligger ikke på den lade side.

Maver der er flænset op, så blod og indvolde flyder, hud der bliver høvlet af, ansigter ætset med syre og endda ting der er værre endnu... som nævnt tidligere, så er der ingen der slipper væk eller bliver reddet i sidste øjeblik her og selvom det er det der gør bogen så grum, så er det samtidig det der gør den så fed. At man ikke aner hvad morderens næste træk er, men man alligevel kan regne ud, at det ikke er noget godt - han er skridtet over ondskab.
Jeg har ingen problemer med at se Killer Killer filmatiseret til noget thriller eller gys.

5 kæmpe store krimiperler

 
 
Frk. Tines Krimitanker er også på Facebook :)


lørdag den 11. april 2015

Anmeldelse: Therese Philipsen - Lange sorte negle

 
Therese Philipsen er tilbage med endnu en bog i serien om Liv Moretti og Per Roland.
Denne gang arbejder de på hver sin sag, selvom den garvede krimilæser nok fra start er klar over, at sagerne selvfølgelig hænger sammen :)
Liv bliver kaldt ud til en kirke, hvor liget af en pige er fundet i en af gravene. Hun er gravet ned oven på den oprindelige kiste/urne. Ræven har gravet om natten og en kvinde får sig en ubehagelig overraskelse, da hun kommer forbi og ser pigens arm stikke op af jorden på graven. Liv opdager snart, at flere af gravene indeholder lig, som ikke hører til.
 
Samtidig får kriminalkommisær Per Roland, fint besøg fra USA. Molly Crawford fra FBI, som Roland kender fra sin tid derovre. Hun er i Danmark fordi FBI jagter en seriemorder - en mand som kidnapper helt unge kvinder, voldtager dem, mishandler dem og tilsidst slutter af med at dræbe dem. Manden har voldtaget og dræbt igennem mange mange år og nu er han i Danmark. Men hvorfor?
 
Historien har et par twists undervejs, hvilket er fedt. Plottet er egentlig helt okay og bogen er spændende og til tider også barsk. Alligevel er der et eller andet der gør, at den bare ikke er en af den slags bøger der går ind under huden, men det behøver samtlige bøger man jo heller ikke at gøre. Jeg synes den blev en anelse langtrukket til sidst. I slutningen går Liv fra at være indelukket og lidt speciel, til at være noget der minder mest om amerikansk happy ending. Det virkede på en måde lidt utroværdigt på mig. Måske især fordi jeg lige har læst "Så kommer han og ta´r dig", af samme forfatter - dog under pseudonym - den havde et helt andet tempofyldt spændingsniveau.
 
Alt i alt en god og spændende bog. 3 krimiperler får den.


mandag den 6. april 2015

Anmeldelse: Maurizio De Giovanni - Krokodillen



"Døden ankommer til Spor 3 klokken 8.14 med syv minutters forsinkelse. Den blander sig med pendlerne og bliver kastet frem og tilbage mellem rygsække, attachétasker, trolleyer og kufferter, men ingen mærker dens kolde ånde. Døden tager små, forsigtige skridt, den forsvarer sig mod de andres hastværk. Nu er den nået til den store ventesal med skrig og skrål og lugt af optøede croissanter. Den ser sig omkring, tørrer med en rask bevægelse en tåre væk under venstre brilleglas og putter lommetørklædet tilbage i brystlommen på jakken. Larmen og menneskestrømmen viser vej til udgangen midt mellem alle de nye butikker. Døden kan ikke kende stedet, men det hele har jo også forandret sig i årenes løb. Den har forberedt alt ned til mindste detalje, og denne søgen efter udgangen bliver det absolut eneste tøvende øjeblik."

Sådan starter ”Krokodillen” og sådan fortsætter den på sin vis også – stille og roligt med en undertone af iskold hævn.

Vi møder Kriminalkommisær Giuseppe Lojacono, som er placeret på et lille kontor i en by der ikke er hans. Han er blevet overflyttet grundet falske anklager om samarbejde med mafiaen. At sige at det har ødelagt hans liv, ville være en underdrivelse. På den nye station, ønsker ingen hans deltagelse, ligesom de heller ikke nærer noget ønske om at tale med ham.  Skæbnen vil, at det er Lojacono der har vagten, da en teenager bliver fundet dræbt med et enkelt skud i panden. Her støder han på Statsanklager Laura Piras, som ser hans potentiale. Hun beder ham hjælpe sig med opklaringsarbejdet og snart er de i gang med jagten på en morder, der tilsyneladende er fuldstændig usynlig og ikke efterlader sig andre spor end en stak tårevædede lommetørklæder.

Krokodillen er egentlig en krimi uden noget særligt pace. Den er på ingen måde hæsblæsende eller nervepirrende og der er ingen udpenslede makabre gerningssteder. Alligevel formåede forfatteren at holde mig fanget hele vejen. De små korte kapitler på ikke mere end 2-4 sider, sammenholdt med glimt af liv og tanker hos både morder og ofre, gjorde, at jeg nærmest bare fløj igennem bogen. Den er fuld af følelser uden at de egentlig er beskrevet – det skinner ligesom bare igennem. Hovedtemaet er sorg, vil jeg mene. Sorg over mistede børn og liv der ikke længere er værd at leve.

Krokodillen er spændende hele vejen og selvom den er stille og rolig, fornemmer man alligevel at der skal være fart på med at få fundet morderen og jeg tog mig selv i at holde vejret og sætte læsetempoet op flere gange. Ca halvvejs inde i bogen, bliver det tydeligt hvad kronen på morderens værk er, og det er næsten en ubærlig tanke. Om han når sit mål eller ej skal jeg lade være usagt.

Alt i alt en rigtig god og spændende bog, som gav mig en knugende fornemmelse i maven. Nu et par dage efter den er læst, kan jeg stadig mærke følelsen når jeg tænker på handlingen. Krokodillen er den første bog i serien om Lojacono. Han er et ret fint bekendtskab, så jeg håber meget, at der kommer flere bøger fra Maurizio De Giovanni på dansk.

4 krimiperler til Krokodillen fra mig


Følg Frk. Tines krimitanker på Facebook