torsdag den 27. marts 2014

Anmeldelse: Sam Christer - Torinoklædets hemmelighed



Det var ikke den helt store entusiasme der plagede mig inden jeg gik igang med at læse Torinoklædets hemmelighed. Den er sammenlignet med Dan Browns bøger og ham er jeg egentlig ikke den helt store fan af. Bogens titel sendte mine tanker i retning af teenage- eller børnebøger, så det var ikke de store forventninger jeg havde til bogen da jeg startede læsningen.

Men lad dig ikke narre!! Allerede fra første side, er bogen spændende og svær at lægge fra sig igen. Vi følger morderen og hans tanker, imens han begår et brutalt mord på en enlig kvinde. Han har gjort det mange gange før og han er iskold. Gemmer sig under hendes seng og venter på hun sover. Så slår han til.

Kriminalbetjent Nic Karakandez, bliver sat på en sag om en myrdet kvinde – manuskriptforfatteren Tamara Jacobs. Det viser sig, at hun arbejdede på et filmmanuskrift omkring det berømte Torinoklæde. Et manuskript, som blev holdt hemmeligt til det sidste og meget tyder på, at Tamara Jacobs var i besiddelse af ekstremt lyssky oplysninger. Så lyssky, at nogen er villige til at begå utallige mord for at forhindre oplysningerne i at nå ud til offentligheden. Vi starter i L.A. og rejser en tur til Torino. Runder sågar Vatikanet et par gange. Vi kommer også ind og berører emnet mobning en lille smule og det skræmte mig lidt, at jeg tog mig selv i at ønske, at morderen fik ram på de kvinder der nedgør ham på det groveste.

Alt foregår i nutiden og bogen er skrevet i et sprog der bare flyder let. Lige sådan som jeg godt kan li det. Opklaringsarbejdet og morderens tanker, er det der fylder i bogen og der er kun en lille smule udenomshalløj i form af en voldelig ægtemand hos en af hovedpersonerne. Det får dog kun lov at fylde så tilpas meget, at det gør personen levende og ikke bliver irriterende. Dele af bogen grænser til det kvalmende, på den rigtig gode krimi-måde ;)

Jeg havde aldrig før hørt om Sam Christer, men Torinoklædets hemmelighed, bliver ikke den sidste bog jeg læser af ham. Det var en af den slags bøger, som jeg forsøgte at læse lidt langsommere for at få den til at vare længere.

Kunne jeg uddele 4½ krimiperler, så gjorde jeg dét. Den ligger og vipper mellem 4 og 5, men ender alligevel på 4.


Anmeldelse: Jens Østergaard - Ritualet

 

Så er Jens Østergaard endelig tilbage med 3. del i serien om Thomas Nyland.

Denne gang skal Nyland opklare et mord, begået på en kvinde i dennes eget hjem. Kvinden er blevet slået og mishandlet til døde. Samtidig med fundet af kvinden, bliver en 3-årig dreng, kidnappet fra en tankstation beliggende lige overfor den myrdede kvindes hjem. Det er uvist om de to sager hænger sammen, men meget tyder på det. Thomas Nyland mener at kunne se, at der er noget rituelt i mordet og han søger hjælp hos den temmeligt menneskesky Natalja, som vi kender fra de første to bøger i serien.

Jeg havde store forventninger til denne bog, da dens forgænger ”Drengen og dæmonen”, var helt suveræn og spændingsmættet til det yderste. Selvom ”Ritualet” også er virkelig spændende, så lever den ikke helt op til sin forgænger på spændingsplanet. Den holder dog alligevel et vist tempo hele vejen og den bliver aldrig kedelig. Jeg kan godt li, at der ikke er så meget udenomshalløj og at hele bogen koncentrerer sig om opklaringsarbejdet. Jens Østergaard formår, at skabe et rigtig godt indtryk af Thomas Nylands personlighed alligevel.

Skal jeg komme med et par kritikpunkter, så må det være, at jeg ikke helt kan få øje på hvordan Nyland får det rituelle ind i gerningsstedet. Det virker et eller andet sted en smule søgt. Jeg synes det er lidt ærgeligt, hvis hovedparten af Østergaards bøger absolut skal bære præg af ritualer eller slavisk folketro. Så hellere noget mere uhygge, som han mestrer så godt. Selve plottet, er set før synes jeg – det var en lille smule ærgerligt, men trods alt ikke noget der ødelagde helhedsindtrykket af bogen.

3 krimiperler herfra...



 

mandag den 24. marts 2014

Krimifan på Krimimessen 2014



Nu nærmer tiden til krimimessen i Horsens sig med hastige skridt. Ikke helt hastige nok, hvis du spørger mig, men ventetiden er snart ved at være forbi. Som tidligere skrevet, skal jeg arbejde på Krimifans stand hele weekenden. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Programmet for hvilke forfattere der gæster vores stand er på plads og ser ud som følger:

LØRDAG d. 5. April

Kl. 11 –  Inger Wolf og Jens Østergaard
Kl. 12 - Jacob Knudsen

Kl. 13 – Jussi Adler-Olsen

Kl. 14 – Kaaberbøl og Friis

Kl. 15 – Sara Blædel
Kl. 16 – Sofie Sarenbrandt


SØNDAG d. 6. April

Kl. 11.30 - Chris Carter
Kl. 12 –  Ninni Schulmann

Kl. 13 –  Sissel-Jo Gazan

Kl. 13.45 –  Carin Gerhardsen

Kl. 14.30 – Frank Jensen

Kl. 15.00 – Kurt Kragh


Ved starten på hver forfatters besøg, vil der blive trukket lod om et signeret eksemplar af en af forfatterens bøger. Lodtrækningen kommer til at ske blandt spørgsmål, som gæsterne har skrevet ned til forfatterne, så det kan godt betale sig at dukke op når din yndlingsforfatter kommer forbi. Yderligere vil der være mulighed for at vinde et mini-interview med en af to forfattere. Sara Blædel-interviewet er allerede blevet vundet, men du har stadig mulighed for at vinde et interview med Jacob Knudsen. Se krimifan.dk for flere detaljer.

I løbet af begge dage, vil du kunne deltage i konkurrencer med fine bogpræmier og vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for, at Krimifans stand bliver sjov at besøge :) 

Jeg glæder mig til at møde en masse krimiglade mennesker i løbet af weekenden og håber at mange af jer har lyst til at kigge forbi og sige hej :)  


søndag den 9. marts 2014

Anmeldelse: Anna Grue - Sidste forestilling



Jeg var skeptisk da jeg skulle igang med denne bog. Jeg havde den før udgivelsesdagen, men det tog lang tid før jeg sprang ud i at læse den. Det skyldes, at jeg var slemt skuffet over forgængeren ”Et spørgsmål om penge”, så jeg frygtede lidt at denne bog skulle være samme niveau. Heldigvis viste det sig, ikke at være tilfældet. Bogen lægger hårdt ud med et brutalt og detaljeret mord, lige som jeg godt kan li dem. Den fortsætter med et rimeligt pace, men desværre er det som om den går lidt i stå hen ad vejen og jeg begyndte at kede mig en lille smule og tænke om der ikke snart skulle ske nogen flere mord eller noget seriøst uhygge bringes for dagen. Vi får da osse et mord mere, men jeg synes det sker lidt for sent og lidt for forventet.
Når det så er sagt, så synes jeg faktisk at det er en rigtig god bog. Den er meget let læst, så selvom den er lidt lang og har lidt meget udenomssnak, så er man hurtigt igennem den. Hvis man har læst de foregående 5 bøger i serien, så er det på en måde lidt som at komme hjem :)
Jeg var overraskende godt tilfreds med at være tilbage i selskab med Dan Sommerdahl. Rart at der i denne bog ikke køres så forfærdeligt meget rundt i Dan og Mariannes forliste forhold, som der blev i forrige bog. Der kan stadig skrues ned for det, men det er bedre. Det irriterer mig en lille smule, at det bog efter bog er det samme show med Dan der ikke må blande sig i politiets arbejde, men gør det alligevel. Selvom det muligvis ville være urealistisk, så savner jeg lidt at de i stedet indgår noget samarbejde af en art eller at Dan bliver ansat i politiet på en eller anden led.

Plottet var ikke sådan lige at gennemskue – i hvert fald ikke motivet, men hvem morderen er, var rimeligt nemt at regne ud. Til trods for dét og selvom det lå lige til højrebenet, så var jeg alligevel usikker på det flere gange og jeg blev fastholdt i at gætte med på morderens identitet, et godt stykke ind i bogen.

Det er lidt en hyggekrimi synes jeg, men jeg kunne rigtig godt li den. Jeg vakler lidt imellem 3 og 4 perler, men lander alligevel på 3. Grunden er, at den går lidt i stå og så fordi det der trækker op, nok meget er genkendelsen i alle personerne. Har man ikke læst de andre i serien, kan den nok være lidt til den tynde side. Jeg glæder mig alligevel til næste bog, for jeg kan virkelig godt li Dan Sommerdahl og hans gode ven Flemming :)



lørdag den 8. marts 2014

Fokus på Jens Østergaard



Jeg er lige blevet færdig med at læse Jens Østergaards 3. bog i serien om Thomas Nyland - "Ritualet" hedder den. Den udkommer 28. marts og indtil da, må I vente med at læse min anmeldelse af bogen. 
Har du ikke allerede læst noget af Jens Østergaard, så kan du udnytte ventetiden med at læse de to første bøger i serien, så du er klar til Ritualet. Du kan læse min anmeldelse af "Drengen og dæmonen" lige her

I hele marts måned kører Litteratursiden.dk i øvrigt debat om "Drengen og dæmonen". Her kan du stille spørgsmål til Jens om bogen og hans forfatterskab eller blot starte en debat om emnerne der berøres i bogen. Mulighederne er mange og der er allerede godt gang i spørgsmålene derinde. Har du spørgsmål til Jens, så finder du siden lige her :)

Yderligere, vil du kunne møde Jens Østergaard på Krimifans stand på årets krimimesse i Horsens. Her vil du kunne finde ham sammen med Inger Wolf, lørdag kl 11.00 :)