tirsdag den 30. december 2014

Anmeldelse: Sara Blædel - Kvinden de meldte savnet


Jeg har haft Kvinden de meldte savnet, liggende i et stykke tid. Jeg havde et par bøger der trak mere, for sandt at sige, så har jeg kedet mig igennem de foregående 3-4 bøger af Sara Blædel – dog med undtagelse af De glemte piger, som var helt okay. Det er som om det hele går lidt igen i alle bøgerne og det bliver trættende i længden. Opklaringen sker mere eller mindre ved tilfældigheder eller også er det veninden Camilla, som tilfældigvis lige kommer til at opklare halvdelen af sagen i forbindelse med, at hun bringer sig selv i fare. Der er ikke grænser for, hvad Louise, Camilla og deres pårørende kommer ud for. Desværre gør det samme sig gældende i denne bog og det er møg ærgerligt, for det er et super fedt emne der bliver taget fat i og jeg var faktisk fastholdt gennem hele bogen.

Kvinden de meldte savnet, starter brutalt med mordet på kvinden Sofie Parker. Hun bliver skudt i hovedet i sit eget køkken, for øjnene af sin mand og datter. Kvinden bor i England, men det viser sig hurtigt, at hun er dansk og har været meldt savnet i 18 år. Opklaringsarbejdet peger mod Danmark og Louise Rick bliver sat på sagen.

Med fare for at røbe noget af plottet, så synes jeg det er væsentligt at nævne bogens hovedtema, som er aktiv dødshjælp eller mere præcist, assisteret selvmord. Jeg synes det er et vanvittigt interessant emne og selvom der muligvis kunne være gået dybere med emnet, så synes jeg egentlig det er fint som det er. Bogen satte tanker igang hos mig og bedst som jeg var sikker i min holdning, var der en af hovedpersonerne der gjorde sig tanker, som fik mig til at se, at jeg ikke havde overvejet alle aspekter endnu. Jeg kan godt se problematikken ved assisteret selvmord, men i bund og grund, forstår jeg ikke hvorfor flertallet af danske partier, tilsyneladende er imod. Foregår det under ordnede forhold og med en fornuftig lovgivning på området, så kan jeg umiddelbart kun se det som noget positivt. Men hvem ved – måske er der stadig sider af sagen jeg ikke har overvejet :)

Kvinden de meldte savnet er ikke en bog fuld af overraskelser – tværtimod kommer intet uventet og som læser er man hele tiden et skridt foran i forhold til hvad der sker næst. Morderen og plot, havde jeg gennemskuet allerede omkring 100 sider inde i bogen, men det fik mig alligevel ikke til at kede mig. Bogen er letlæst og medrivende og jeg var godt underholdt hele vejen igennem, lige med undtagelse af slutningen, som godt kunne være skåret ned, så vi havde undgået at Louises nære igen er i livsfare.

Jeg kan godt høre, at det kommer til at lyde lidt negativt, men alt i alt synes jeg det er en rigtig fin og tankevækkende bog. En af de bedste fra Sara Blædel. Selvom emnet er tungt, så blev jeg af en eller anden grund, i godt humør af at læse den. Min favorit Blædel-bog er dog stadig Kald mig prinsesse :)

3 krimiperler får den. Med pil op :)  


 

tirsdag den 23. december 2014

Anmeldelse: Roger Hobbs - Ghostman

Inden jeg gik igang med denne bog, anede jeg ikke hvad en ghostman var. Jeg fandt hurtigt ud af, at vi er ude i den lidt gangsteragtige genre, hvilket lige gjorde mig lidt træt til at begynde med. Jeg ville nu alligevel forsøge at bevæge mig ud af min comfortzone og give den en reel chance. Det er jeg vildt glad for at jeg gjorde, for ja, det var anderledes end det jeg plejer at læse, men virkelig virkelig fedt.

Ifølge forfatteren Roger Hobbs, er en ghostman en fikser som hjælper kriminelle bander og bagmænd. En ghostman er ekspert i at forsvinde og i at hjælpe andre med at forsvinde. Vores ghostman er ekspert i bl.a. bankrøverier og samtidig er han en af de bedste til at forsvinde. Med forsvinde, menes der ikke bare at gå under jorden, men at ændre identitet så radikalt, at han ikke genkendes. Han kan ændre alder, mimik, måden at gestikulere på og sågar sin stemme og talemåde. 

Bogen starter med et røveri mod et kasino og en topsikret pengetransport. Jeg synes egentlig ikke jeg vil gå så meget mere i detaljer, af frygt for at ødelægge noget af overraskelsen i det. Lad mig bare sige, at så er vi lissom igang og det går ikke stille for sig. Som nævnt før, er jeg ikke den store tilhænger af gangsterhistorier. Jeg har boet 1,5 år i gangsternes by Chicago og var dengang vild med gangsterfilm. Det har tilsyneladende alligevel ikke helt forladt mig, for hold kæft hvor blev jeg bare fanget af den her. Når jeg tænker over det, er det ikke fordi der er vildt meget dybde eller noget egentligt plot. Bogen er bare så hæsblæsende, så nervepirrende og så anderledes på den fede måde. 
Ifølge forfatteren, er Ghostman ikke en helt, men et ensomt menneske. At hans største problem er, at han må leve med de psykologiske og følelsesmæssige konsekvenser af ikke at have nogen identitet. For mig at se, er det der har allermest dybde i den her bog, hovedpersonen Jack Delton aka Ghostman. Han virker til at trivedes med sin tilværelse, selvom han indimellem er nødt til at se sig i spejlet, for at sikre sig, at han rent faktisk eksisterer :) Men det gør han og han er totalt sej. Et lille crush på Ghostie undgår man nok ikke som kvindelig læser :) :) 

Da jeg først var igang, havde jeg bare lyst til at læse i den hele tiden. Jeg måtte vide hvad der mere skete og hvordan den endte. Jeg mangler den lidt nu hvor sidste side er vendt og jeg synes den fortjener 5 krimiperler! 





fredag den 12. december 2014

Anmeldelse: Lars Kepler - Stalker


Kan de gøre det bedre end Sandmanden og kan den overhovedet leve op til den vanvittigt spændende og uhyggelige krimi som forgængeren er?? Sådan tænkte jeg inden jeg gik igang med Stalker. Og ja... det kan den sagtens. Her er tale om en bog i moppedrengskategorien, men den er ikke en eneste side for lang. Allerede fra de første sider, løb det mig koldt ned ad ryggen og sådan blev det egentlig mere eller mindre ved. Stalker har et sindssygt pace, så jeg blev næsten helt stakåndet imens jeg læste.
Hypnotisøren Erik Maria Bark er tilbage. Han starter ud med at blive bedt om at hjælpe i en sag. Yderst uhyggelig med kvinder der bliver filmet gennem vinduet i deres hjem, for derefter at blive brutalt myrdet. Filmen bliver sendt til politiet samtidig med at mordet foregår. De har ikke en chance for at nå at identificere offeret før det er for sent. Selve mordene får vi serveret på første parket og der er ikke sparet på hverken detaljerne eller uhyggen. Jeg følte næsten offerets angst. Ganske simpelt gennemført gys. Erik ender som mistænkt og må have hjælp fra Joona Linna, som er særdeles nedbrudt, men stadig sej. Ind imellem bliver han næsten FOR sej og overmenneskelig, men af en eller anden grund, så gør det bare ikke så meget når det er Joona :)

Stalker er uden tvivl på min top 3 over årets bedste krimier. Den har taget min nattesøvn og den har givet mig en fesen angst for sprækker i gardinerne :) Jeg elsker det...
Jeg plejer at sige at jeg vil rystes når jeg læser en krimi. For dælen det blev jeg her og 5 krimiperler er fuldt fortjent!




 

torsdag den 27. november 2014

Mo Hayder - Dukkebarn

Dukkebarn foregår hovedsageligt på en lukket sikringsanstalt og det i sig selv danner grobund for isnende uhygge. Jeg har et svagt punkt for den slags bøger, for jeg synes simpelthen det er så skræmmende og Mo Hayder formår da også at beskrive stemningen så levende, at jeg tydeligt så billederne for mig som en indre film.
Til at begynde med, var det lidt svært at hitte rede i hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. Snart viser det sig dog, at der ikke er meget drøm eller overnaturlige kræfter indblandet, men ren og skær sindssyge. Handlingen er let at følge med i og spændingen stiger i takt med sidetallet.

Kort fortalt, så handler Dukkebarn om den lukkede afdeling på Beechway sikringsanstalt, hvor oversygeplejeren GB efterhånden må tage alle nattevagterne selv. Både patienter og ansatte er skrækslagne for noget de kalder maren. Den kommer om natten og bringer uhygge og død med sig. GB begynder at undre sig over sammenfald de gange en patient er fundet død, så han kontakter politikommisær Jack Caffery. Caffery sætter en efterforskning igang og snart åbnes der for hidtil skjulte hemmeligheder.
Samarbejdet mellem GB og Caffery er velfungerende. Jeg synes det er dejligt at læse en bog med to sideløbende opklaringsarbejder, hvor hovedpersonerne faktisk arbejder sammen og fortæller hinanden om deres opagelser og bekymringer. Ofte i krimier, kører de hver sit ræs og som læser irriteres jeg over at sidde inde med en viden, som hovedpersonerne ikke har og som egentlig ikke gør stort meget andet, end at trække historien i langdrag.

Jeg kunne virkelig godt lide Dukkebarn og specielt hovedpersonen GB, som er beskrevet så fint, at jeg helt kom til at holde af ham. Jeg er nødt til at give bogen 5 krimiperler for en uhygge der lurer hele vejen igennem og for et kreativt plot jeg ikke havde gennemskuet.
Dukkebarn er 4 del af en serie med Jack Caffery som hovedperson. Jeg har ikke læst nogen af de foregående. Selvom den trak enkelte tråde til forrige bog, så havde jeg intet problem i at læse den som en selvstændig historie.



torsdag den 13. november 2014

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Den grænseløse


Carl, Assad og Rose er tilbage i Afdeling Q. Denne gang må de til Bornholm, hvor en politibetjent begår selvmord efter, at han i 17 år, har efterforsket den samme sag. En sag som han bare ikke kunne slippe igen – sagen om en ung pige som blev fundet hængende i et træ, efter at være blevet påkørt af en bil. Sagen trækker tråde ind i noget nyreligiøs bevægelse og de tre fra Afdeling Q kommer på prøve i deres forsøg på at opklare sagen.

Bogen er bygget op, så vi til dels følger Carl, Assad og Rose og dels får fortalt en sideløbende histore hovedsageligt via kvinden Pirjo, men til tider også via andre personer. Det fungerer fint, men jeg må sige, at det ind imellem virker lidt overflødigt og historien i det hele taget er temmelig langtrukket. Efter min mening går der alt for meget snak og lidt for lidt spænding i Den grænseløse. Var det nu bare et helt almindeligt stykke skønlitteratur og ikke en krimi, så synes jeg egentlig at det er en yderst velskrevet bog. God humor og gode peronskildringer. En bog som man bliver glad af at læse. Men jeg vil ha krimi og jeg vil ha spænding. Jeg vil rystes og blive bange imens jeg læser. Jeg vil ud på kanten af stolen og holde vejret i spænding. Det kom jeg da også en lille smule i Den grænseløse, men først da vi var ved at være 50-100 sider fra bogens slutning og det er bare for sent for mig. Jeg har været ualmindeligt længe om at komme igennem denne bog, da jeg blev ved at miste koncentrationen og foretage mig andre ting end at læse – den fangede mig simpelthen ikke.
Det er ikke nogen dårlig bog, slet ikke, men forvent ikke at blive rystet hvis du er til hårrejsende krimi.


mandag den 10. november 2014

Min weekend på BogForum

Jeg ved godt, at det vrimler med updates om BogForum alle vegne lige i øjeblikket. Jeg lover at gøre det kort og mest i billeder :) 
Tidligt fredag morgen, stod jeg op og kørte afsted mod Ørestaden og Bella Centeret. Jeg ankom kort efter åbning og mødtes med et par af de andre faste bloggere fra Krimifan.dk. Vi ses kun to gange om året, når der er enten BogForum eller krimimesse, så det var fedt at se dem igen. 
Der er så vanvittigt mange ting og mennesker at kigge på, så den første dag gik hovedsageligt med at tulle rundt og indtage stemningen. Jeg havde da også lige et par ledige timer, som gik med at passe standen hos Forlaget Jentas. Så hyggeligt. 

Fredag aften var jeg ude at spise, sammen med de andre Krimifan-bloggere. Vi spiste inde i København og planen var egentlig, at tage ud at drikke et par øl senere. Vi var dog alle så trætte ovenpå de mange indtryk, så vi droppede byturen og gik på hovedet i seng. 


Lørdag var jeg klar igen. Lagde ud med at høre Christian Frost blive interviewet af ingen ringere end Mads Christensen. Den mand forstår jo at gøre alting sjovt, så det var lidt af en oplevelse. 

Umiddelbart efter, var der endnu et højdepunkt for mig. Det var tid til, at høre min gode ven Niels, interviewe en af mine yndlingsforfattere - Inger Wolf. Se det var jo en fremragende cocktail :) De talte om Ingers nye bog "Det perfekte sted at dø" og klarede det begge helt fantastisk. 

Men nu er der jo også andet end krimi på BogForum og jeg havde sat mig som mål, at blive fotograferet sammen med Christian Bitz, det pæne stykke mand :) Desværre for mig og sikkert mange andre, var Christian B. aflyst. What??? Så var der ikke andet for, end at improvisere! 

Bagefter var det ved at være frokosttid og dermed også tid til at mødes med de andre Krimifan-bloggere og en af folkene fra People's Press, som står bag Krimifan.dk i det daglige. Vi fik snakket lidt om fremtidige tiltag for Krimifan og glæder os alle til Krimimessen i Horsens hvor vi selv skal stå på en stand. 
Og apropos stand, så havde jeg sagt ja til, at hjælpe ved en reception hos forlaget Jentas. Jeg skulle skænke øl til gæsterne. Det drejede sig om hjemmebryggede Chris Carter-øl som forlaget selv havde produceret. 



 


Herefter var det tid til at tage ud at spise. Forlaget inviterede, som tak for hjælpen på deres stand. På billederne ses Rikke fra Krimifan/Andrups Bookshelf, Chris Carter og mig selv. Jeg tror billederne taler for sig selv, men vi havde en temmelig sjov aften... 


Her skulle vi smile falsk.. 

Her undrer vi os..


Pegebilledet.. 


Hvor dælen er mine briller-billedet.. 

Efter et par timer på diverse mærkelige steder i jagten på at finde et godt sted at blive hængende, var vi alle godt trætte og sagde godnat. 
Søndag og sidste dag på BogForum. Jeg lagde ud med at lave et interview med Chris Carter, som hovedsageligt gik på spørgsmål der dukkede op i forbindelse med hans seneste bog "Ondskab". Det interview kan du læse her på bloggen om forhåbentlig ikke alt for lang tid. 
Bagefter var det ved at være sidste udkald for at få set de sidste ting og købt de sidste bøger. Det blev ikke til mange krimier til mig. Faktisk kun en enkelt, som jeg endda endte med at købe som e-bog. Jeg har så mange der ligger og venter på at blive læst, så jeg købte mest bøger til mine piger. Udbyttet kan du se lige her:

Så blev det tid til det triste, nemlig at sige farvel til alle de søde mennesker, som jeg ikke ser igen før til marts når der er Krimimesse. Vi krammede og vinkede til den store guldmedalje og så vendte mig og Skodaen snuden hjem mod Århus. På gensyn til næste år! 

søndag den 2. november 2014

Hvad er en god krimi??



Lige i øjeblikket er jeg i gang med en bog, som nu 300 sider inde i bogen, endnu ikke har fanget mig. Jeg har været længe om at nå igennem de 300 sider, for jeg har den ikke så meget inde under huden, at jeg hele tiden lige skal læse lidt mere. Det har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er der gør en krimi god. Hvad er det der appellerer til folk og hvorfor appellerer nogen bredere end andre, selvom bogen er samme genre? Jeg synes faktisk det er svært at sætte fingeren på hvad det præcist er der gør, at jeg enten kan li en bog eller ikke bliver fanget af den. 

Af en eller anden grund, er jeg mest til bøger der er så nutidige som muligt. De må gerne indeholde emner der er oppe i tiden, men de må ikke komme til at virke som om de har et budskab som er vigtigere end selve historien og så skal de heller ikke blive for politiske.
Det kan næsten ikke blive uhyggeligt nok for mig. Jeg er ikke til splatteragtigt klamt, men bare sådan gennemgribende uhyggeligt. Ting som højst sandsynligt aldrig ville ske i virkeligheden, men som alligevel ikke er urealistisk. Forfatteren Chris Carter, som osse er uddannet kriminalpsykolog, siger at den slags udspekulerede mordere som vi læser om i romaner og ser på film, de eksisterer ikke i virkeligheden. Men i fiktion kan jeg ikke få det udspekuleret nok.

Men hvad er det så der gør forskellen? Mine personlige favoritter er Chris Carter, Inger Wolf,  Donato Carrisi og Elsebeth Egholm, Lars Kepler og Cody McFadyen. Lige bortset fra Donato Carrisi, så har de alle skrevet serier. Og jeg er vild med serier. Elsker at følge personernes udvikling og følelsen af at kende dem, når jeg åbner en ny bog i serien. Men der er så mange andre forfattere der skriver serier i samme stil. Hvorfor er det så ikke dem der er mine favoritter? Camilla Läckberg, har osse været en af mine favoritter, men på det seneste synes jeg hendes bøger er kommet til at handle for meget om familien Falch frem for at være gennemtænkt krimi. Det samme gælder for Sara Blædel og Mari Jungstedt. Måske det er et af punkterne? Personerne er vigtige, men de må ikke fylde alt for meget. Historien skal være gennemtænkt og plottet udspekuleret. Ikke alt for mange tilfældige sammentræf. Så er det lissom ”for nemt” synes jeg. Jeg har osse tænkt på, om det er vigtigt at jeg kan lide hovedpersonerne. Det tror jeg nok at det er. Og så alligevel ikke. Det er vigtigt, at jeg kan gætte med og spekulere på hvem morderen kan være. Jeg vil ikke kunne gætte det alt for tidligt, for så forsvinder spændingen.

Jeg tror konklusionen må være, at jeg simpelthen ikke kan sætte en finger på hvad det er der fanger mig, før jeg sidder med bogen i hænderne. Heldigvis kan smag ikke diskuteres og der er lige så mange holdninger til, hvad en god krimi er, som der er læsere :)
 
I den kommende weekend er der BogForum i Bellacenteret. Jeg glæder mig som et lille barn til at være omgivet af bøger, forfattere og andre bloggere i hele 3 dage!! Mon ikke der kommer en stemningsrapport i løbet af weekenden, derfra :)
 
Husk også, at Frk. Tines Krimitanker er på Facebook. Du kan finde mig og følge med på siden lige her
 
 

mandag den 27. oktober 2014

Anmeldelse: Chris Carter - Ondskab


Bum... så gjorde han det lige igen – skrev en krimi i absolut topklasse! Ondskab udkom på engelsk d. 29. juli og allerede 3 dage senere, strøg den direkte ind som nr 5 på Sunday Times bestsellerliste!
Jeg havde glædet mig voldstomt til denne bog, men jeg var samtidig en smule nervøs over at gå igang. Chris Carter havde meldt ud flere gange, at Ondskab, var en del anderledes og uden det samme pace som hans foregående bøger. Jeg synes egentlig han har lydt mere nedtrykt end optimistisk, når han har talt om hvordan læserne mon ville modtage den. Han havde ikke behøvet, at bekymre sig.

Denne gang bliver Robert Hunter udlånt til FBI. De har fanget en mand, som nægter at tale med andre end Hunter. Manden viser sig at være Lucien Folter – Hunters roommate fra psykologistudiet. Dengang var de bedste venner og Hunter indvilliger i at tale med ham, da han er overbevist om, at der må være tale om en fejl.
En stor del af bogen, foregår med interviews af en seriemorder som er så grum og ondskabsfuld, som de sjældent er set. En seriemorder, som kender psykologien bag de kriminelle handlinger og ikke mindst den, som FBI-agenterne bruger på ham. Han indrømmer blankt, at have en lang række menneskeliv på samvittigheden, men ligene er gemt godt af vejen og han nægter at fortælle hvor de befinder sig, med mindre Hunter og FBI samarbejder med ham, om hans krav. Han sidder med alle kortene på hånden.

Selvom bogen er anderledes end de foregående, så vil jeg bestemt ikke mene, at den ikke har et pace. Tværtimod. Jeg tog mig selv i flere gange, at holde vejret imens jeg læste og gribe så hårdt om bogen, at mine hænder gjorde ondt. Ondskab er ikke bare spændende og vanvittigt ond, den er også hjerteskærende trist og den afslører langt om længe hvorfor Hunter er den enspænder han er.

Ondskab er den første af Chris Carters bøger som skal udgives på det amerikanske marked. Jeg ved, at han har haft mange kvaler omkring det, da han ikke mente, at denne var den rette bog for dem at starte med. Jeg er sådan set enig med ham, men ikke pga af det manglende pace eller at bogen er anderledes end de andre – udelukkende fordi jeg mener, at alle der endnu ikke har læst Chris Carter, bør starte fra en ende af. Når det så er sagt, så synes jeg sagtens man kan læse denne uden at have læst de andre først.
Ondskab, er endnu en yderst intelligent og velskrevet krimi, som er kendetegnende for Chris Carter. I mine øjne, er det her måske hans bedste bog til dato!

5 krimiperler!




søndag den 19. oktober 2014

Anmeldelse: Chelsea Cain - One Kick



When Kick Lannigan was 6 years old, she was abducted by a pedophile couple. They held her captured for 5 years until she was rescued by coincidence.  The book starts out with the rescue and then continues ten years later when Kick is a grown up 21 year old woman.

Kick’s got issues. She has difficulty living a normal life. She is keeping to herself and only hangs out with her two friends - James and her dog Monster. Kick has practiced self-defense and knows how to kill and hurt people in countless ways. She’s always carrying a gun for protection and has promised herself, that no one should get her into a car against her will ever again.

Kick is obsessed with abducted children. When two kids are abducted within a month, she starts to look into their cases. She’s getting help from James who has some hacking-skills :) Kick comes home one day and finds a stranger in her apartment. He scares her, but he wants her help with finding the missing kids. Kick agrees reluctantly and soon she finds herself deep in her past that she tried so hard to forget.

One Kick is exciting and ugly from page one. It took me from feeling sad and angry, to wonder about how screwed up Kick has become. She and the stranger – John Bishop – becomes some kinda friends. Both of them are very strong characters and very likable. They kept me attached throughout the book. One Kick is Chelsea Cain’s first book about Kick Lannigan, but I definitely hope that there are more to come.

The topic on the book – childabduction and pedophilia - is really rough and I have to admit that I was afraid I wouldn’t be able to read through the book. Luckily there’s no details what so ever about the pedophilia and no details about the movies that Kick is forced to make when she is a kid. It’s all left for you to wonder about which is bad enough.

One Kick is read to the end, but it will stay with me for a while longer for sure.
 


torsdag den 16. oktober 2014

Task Force Carter..


The Dark Pages er krimidelen af Simon & Schuster, som udgiver Chris Carter. De opfordrede for nylig alle Carter-fans om at ansøge om medlemskab til noget de kaldte Task Force Carter. Da jeg er stor Carter-fan, ansøgte jeg selvfølgelig og krydsede derefter både fingre og tæer. I dag fik jeg så mail om, at jeg var blandt de heldige der var blevet udvalgt. Jeg synes simpelthen det er SÅ fantastisk og jeg glæder mig helt utrolig meget til at komme igang og finde ud af, hvad det helt præcist går ud på :) Min dag blev lige endnu bedre...

I den anledning, kan jeg lige minde om, at det ikke varer længe før du kan læse min anmeldelse af Chris Carters nye bog - Ondskab. Den udkommer på Forlaget Jentas d. 28. oktober :)
 

onsdag den 8. oktober 2014

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Gengældelsen


Når en forfatter har skrevet en helt igennem forrygende bog, så kan jeg godt være lidt skeptisk når jeg skal igang med næste bog i rækken. Er forventningerne sat for højt? Sådan havde jeg det også da jeg skulle igang med Gengældelsen, som er efterfølgeren til bestselleren Trofæ.

Bogen lægger hårdt ud, med beskrivelsen af en terrorhandling lige midt i Tivoli. En handling som slår mere end tusind mennesker ihjel. Så er stilen lissom lagt og tempoet også for den sags skyld. Det er en bog med fart på og den er vanvittigt spændende fra start til slut. En af den slags bøger jeg ikke kan vente med at læse liiiige et kapitel mere i, men som jeg samtidig ønsker ikke får en ende foreløbig. En af den slags bøger hvor siderne mere eller mindre vender sig selv.

Endnu engang er vi i selskab med Lene Jensen og Michael Sanders. Sidstnævnte har jeg nok et mindre crush på, så det er skønt selskab :) Steffen Jacobsen har formået at skabe et par stærke hovedpersoner, hvilket jeg synes er vigtigt for at skabe en troværdig og medrivende historie. Jeg savner dog stadig at vide lidt mere om Michael Sanders som er lidt en enspænder. Jeg plejer at sige, at jeg ikke gider alt for meget kærlighed og helst slet ingen sexscener i en krimi, men lige i det her tilfælde, sad jeg lidt og håbede på, at der kom lidt romance mellem Michael og Lene. Slutningen set i netop dét perspektiv, ærgrer mig en smule. Det gør den af flere årsager, som jeg ikke kan nævne uden at afsløre for meget :) Alt dét er dog kun mindre detaljer i en krimi med et enormt højt tempo.

Som det måske fremgår af ovenstående, så er hovedtemaet i Gengældelsen, terror. Terror imod Danmark. Det er beskrevet så livagtigt, at jeg indimellem var nødt til lige at standse læsningen og lade tankerne få frit løb - hvad nu hvis... kan det virkelig lade sig gøre? Ville det være så nemt? Er terroristerne så langt fremme i deres udvikling af terrorvåben? Det er skræmmende og samtidig ret vedkommende for det der sker omkring os lige nu, med Danmark der deltager i antiterroraktioner osv. Jeg kunne ikke undgå at blive en lille smule bange. Ja, det er bare en bog, men hvor nær virkeligheden er det egentlig?

Hvis du har læst Trofæ og kunne li den, så må du ikke snyde dig selv for Gengældelsen. For mig var den ikke til at slippe igen og det er en af den slags bøger der lige skal bundfælde sig når den er slut. Steffen Jacobsen skriver ganske enkelt forrygende og i et flydende sprog, med masser af tør humor på den fede måde!

Mindre end 5 krimiperler kan ikke gøre det :)


søndag den 28. september 2014

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Tvillingesagen


På bagsiden står der:
Et par 13-årige tvillingepiger forsvinder på vej hjem fra fritidsklubben og der er ingen spor efter dem. Journalist på Regionalavisen Nordsjælland, Line Lyng, dækker sagen og kommer efterhånden meget tæt på moren, der slides op af sorg, håb, angst og uvished.

Efterforskningen trækker ud, Line Lyng bliver mere og mere personligt involveret i sagen, og derhjemme mistrives hun i forholdet til sin flotte men fordrukne kæreste.

Tvillingesagen er en krimi fra de små Nordsjællandske lokalsamfund, hvor hverdagen ellers var så tryg. Samtidig er det historien om den svære kunst, at bryde de dårlige vaner uden at miste sig selv.

Om det kan betegnes som en krimi, ved jeg ikke helt. Der er intet opklaringsarbejde overhovedet. I hvert fald ikke noget vi involveres i og opklaringen tilsidst, beror da også udelukkende på tilfældigheder. Det er lidt som om forfatteren vil lidt for mange ting med denne bog. Sagen om de forsvundne tvillinger er i sig selv spændende og når man selv har børn, så rører den dybt. Måske endnu mere, når ens egen datter deler navn, med den døde pige der findes først :) Det satte en del tanker og følelser igang i mig. Men udover at koncentrere sig om sagen, så kommer vi også ind omkring incest og en hel del omkring alkoholisme. Yderligere skal vi også lige berøre emnet racisme. For mig blev det lidt for meget, da jeg egentlig helst vil høre om krimidelen i en bog og er lidt ligeglad med personernes parforhold og familieliv. Forstå mig ret, det er selvfølgelig helt fint, at vi får del i hovedpersonens baggrund, følelser osv, men her kommer Lines parforhold og ikke mindst hendes sexliv, til at fylde alt for meget.

Tvillingesagen, er hvad jeg vil betegne som en rigtig hyggekrimi. Den bliver aldrig super spændende, men heller ikke kedelig og er man til forfattere som Mari Jungstedt, er jeg sikker på, man også vil være vild med Tvillingesagen. Den er letlæst og perfekt til en kold efterårsweekend :)


lørdag den 27. september 2014

Review: Chris Carter - An Evil Mind



Let me start with a huge thank you, to Jamie Groves at Simon & Schuster, who was so kind to provide me with a sample of the English version of ”An Evil Mind”. This review is for Jamie. The Danish edition will be on the blog as soon as the book is published in Danish :)

And then he did it again… wrote an absolute top class crime novel! An Evil Mind, was published in English on July 29.th and already 3 days later, it went straight to number 5 on the Sunday Times bestseller list!
I had been looking SO much forward to this book, but at the same time, I was quite nervous on getting started. Chris Carter had mentioned several times, that An Evil Mind was a lot different and without the same pace as his previous books. I actually think, that he’s been sounding more down than optimistic about it, when he has talked about how the readers might react to the book. He didn’t have to worry!
This time Robert Hunter is working with the FBI. They caught a man who refuses to talk to anyone but Hunter. The man turns out to be Lucien Folter – Hunters roommate from psychology study. They used to be best friends and Hunter agrees to talk to him, since he’s convinced there’s gotta be some kind of mistake.
A big part of the book goes with interviewing a serial killer so cruel and evil, as they are rarely seen. A serial killer who knows the psychology behind the crimes and also the psychology, the agents are using on him.  He admits to have a huge line of human lives on his conscious. The bodies are extremely well hidden and he refuses to reveal where they are, unless Hunter and the FBI is cooperating with him on his demands. He is holding all the cards!!
Although this book is different than the previous ones in the series, I definitely won’t say that it doesn’t have a pace. Almost the opposite. I kept holding my breath and grabbing the book so hard, that my hands hurt. An Evil Mind is not only exciting and extremely gruesome, it’s also heartbreakingly sad and it finally reveals why Hunter is the loner he is.
An Evil Mind is the first one of Chris Carters books to be released on the American market. I know that he’s been having some agonies about it, since he didn’t feel that this was the right book for them to start with. I sort of agree with him. Not because the book is having a slower pace or that it is different than the others - only because I think that everyone who hasn’t read Chris Carter yet, should start from the beginning with book 1. With that said, I think An Evil Mind can easily stand alone.
This book is yet another extremely intelligent and well written crime novel that’s characterizing Chris Carter. In my opinion, this is one of his best books so far.

I give it 5 crime beads :)



 

torsdag den 25. september 2014

Anmeldelse - Thomas Rydahl - Eremitten


Eremitten handler kort fortalt om liget af en lille babydreng, som bliver fundet i en bil på stranden på Fuerteventura. Politiet har svært ved at redde trådene ud og finder alternative løsninger til at lukke sagen. Danskeren Erhard Jørgensen, som har været bosat på øen gennem en årrække og kendt af øens beboere, som en eneboer og lidt af en særling, nægter at lade sagen ligge. Han kan ikke acceptere, at moderen til drengen, måske aldrig får vished om, hvad der er sket hendes baby. Erhard begynder sit eget uoficielle opklaringsarbejde og på sin vej, støder han på ikke så få forhindringer. Erhards handlinger er i bund og grund kærlige handlinger, som sker for at hjælpe og beskytte andre, men på en eller anden måde, ender det hele tiden nærmest i endnu større suppedas end hensigten.
Jeg har lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg skal anmelde denne bog. Lad mig sige det som det er – jeg drønkedede mig hele den første to trediedele af den. Jeg var ved at opgive og lægge den fra mig flere gange, men jeg havde jo selv sagt ja til at læse den, så jeg synes også jeg burde læse den færdig. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for slutningen af bogen er der hvor det hele sker – der hvor begivenhederne tager fart og bogen langt om længe begynder at minde en lille smule om krimi.

Dét der gør det svært for mig at finde ud af, præcist hvad jeg mener om den, er, at det egentlig er en super velskrevet bog. Den giver et virkelig godt billede af Erhard som er bogens nogen-og-70-årige hovedperson og den er velformuleret og skrevet med en vis portion humor og tragikomik. Desværre synes jeg også, at der er alt for mange udenomstanker og ligegyldigheder med. Tilsidst tog jeg mig i blot at skimme siderne og springe hele passager over. Hvis jeg nu ikke havde læst bogen som krimifan med hang til bloddryppende bestialske bøger, men bare som et stykke skønlitteratur, så tænker jeg, at min bedømmelse ville være en anden. For mig blev Eremitten for langtrukken og den smule action og spænding den indeholder, kommer først ca 400 sider inde i bogen og da var jeg altså desværre for længst stået af. Synd for ellers super gode skriveegenskaber.


fredag den 19. september 2014

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Savnet


Ravn er tilbage og han har været savnet ;)
Denne gang bliver Thomas Ravnholt aka Ravn, rodet ind i en sag, som omhandler en dansk mand der har været forsvundet i 6 måneder. Vi følger mandens færden i begyndelsen af bogen, så vi ved godt hvad han har foretaget sig. Vi ved dog ikke hvorfor og hvad der videre er sket ham. Bogen er bygget op i 3 dele. Den ene foregår i Berlin i 1989 kort før murens fald. Her er vi med en stasi-officer på overvågning af en familie.
I 2. del som foregår i 2013, følger vi den forsvundne mand, Mogens. I sidste del, som foregår i 2014, følger vi Ravn og søsteren til Mogens, som gør hvad hun kan, for at overbevise Ravn om, at han skal hjælpe hende med, at finde Mogens. Kvinden er smuk og Ravn er ikke så svær at overtale :) Snart er et efterforskningsarbejde igang, som ikke umiddelbart ser ud til at blive nemt, da der ikke er mange spor at gå efter.

Bogen starter ud på en spændende og medrivende måde, men så var det lidt som om den gik i stå for mig. Jeg synes den blev ved at køre rundt i det samme og jeg begyndte at savne noget action. Der er grusomme scener fra stasitidens Østtyskland og der er grusomme scener om tortur i nutiden - jeg blev fanget af begge dele. Men så  var det lidt som om der ikke rigtig skete mere. Jeg begyndte at spekulere på sammenhængen mellem historierne fra fortiden og dem fra nutiden. Der plejer at være en rød tråd imellem den slags historier, men det var svært at få øje på den her. Jeg regnede med, at den ville komme til sidst, men jeg synes mest bare det var tilfældigheder der rådede. Derved blev plottet lidt tyndt for mig. Skurken ender også med at være lidt ”Terminator-agtig” og overlever uden større besvær en omgang rå vold hvorefter han nemt finder Ravn uanset hvor han befinder sig. Til sidst i historien, troede jeg lige den tog den vildeste drejning jeg ikke havde set komme. Det rislede mig ligefrem ned ad ryggen. Det viste sig dog, at det ikke hang sådan sammen alligevel. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med virkelig mange spørgsmål omkring motivet. Er han blevet sindssyg, manglede han penge og hvorfor hans obsession med vand og Renate? Hvorfor gemte Mogens pengene?

Jeg kan virkelig godt lide Ravn og den måde Michael Katz Krefeld skriver, men denne gang blev jeg ikke revet med, som i forrige Ravn-krimi ”Afsporet”.
3 krimiperler får den



lørdag den 30. august 2014

Anmeldelse: Inger Wolf - Det perfekte sted at dø


Det perfekte sted at dø, er en af de bøger jeg har ventet mest på i år. Skulle det have forbigået nogens opmærksomhed, så er jeg stor Inger Wolf-fan :)
Denne gang bliver Daniel Trokic sendt til Japan og selvmordsskoven Aokigahara. Her skal han forsøge at opklare mordet på en ung dansk forsker, som er fundet hængt i den uhyggelige skov. Mordet er blevet arkiveret som selvmord, så Trokic har ingen hjælp at hente hos det japanske politi, som ikke er interesserede i at hjælpe ham, grundet stolthed og frygten for at tabe ansigt i de højere lag hos politiet. Trokic indlogerer sig, på et lille hyggeligt hostel, hvor den dræbte boede og hvor alle hans kollegaer fra forskerteamet også bor. Angst, hemmeligheder og overtro, blander sig med løgne, hyggelig atmosfære og folk som holder af hinanden, samtidig med, at ingen stoler på hinanden. Imens jeg læste, nåede jeg at mærke det hele. Stemningen blandt de indlogerede, er beskrevet så fint, at jeg næsten følte jeg var en flue på væggen.

Det perfekte sted at dø, er en super god bog. Den holdt mig fanget fra start til slut og blev på intet tidspunkt kedelig. Beskrivelsen af skoven og søen, er så levende at jeg næsten kunne se den for mig og mærke stemningen omkring dem. Yderligere var jeg efterfølgende nødt til, at google Aokigahara og se billeder derfra. Der er både smukke billeder af skoven, men også masser uhyggelige billeder af folk, som har hængt sig i træerne. Trokic viser lidt flere følelser end han plejer. Både hans egne dæmoner fra fortiden i Kroatien, men også hans følelser for politikvinden Angie, som han mødte i forrige bog ”Under en sort himmel”. Heldigvis får sidstnævnte ikke lov at fylde for meget, så vi har stadig en rendyrket krimi, uden alt for meget føleri :)
Plottet i bogen, er, som altid i Inger Wolfs bøger, rigtig godt gennemtænkt og snørklet, så det ikke er sådan lige at regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Det perfekte sted at dø, er ikke så makaber som flere af hendes tidligere bøger, men uhyggen er der – både i form af stemningen fra omgivelserne, men også den der snigende fornemmelse af, at lige om lidt sker der noget grumt.  

Efter sigende, skriver Inger Wolf i øjeblikket på en bog, som ikke er i Trokic-serien. Det glæder jeg mig meget til, men samtidig håber jeg ikke vi har hørt det sidste til Daniel Trokic og Lisa Kornelius :)

5 krimiperler fra mig til Inger :)