lørdag den 21. december 2013

Juleferie..

Alle julegaver er købt og endelig fik hele familien juleferie. Jeg har lavet en kande the og er landet i sofaen med min bog. Ungerne leger sammen i skøn forenelighed uden skænderier. Det er lige før englene synger. For bare en halv time siden, så det helt anderledes ud. De to ældste skændes om alt og den yngste hylede uafbrudt og blev ved at råbe til mig at jeg var dum. Jeg overvejede at spendere weekenden på hotel! Nu satser jeg på at julefreden har sænket sig over det lille hjem og så skal der bare hygges igennem. 

Rigtig glædelig jul til jer allesammen!!!

søndag den 15. december 2013

Anmeldelse: Lars Kepler - Sandmanden



Det var ikke mange minutters fred og ro jeg fik i min grundvold, imens jeg læste den her bog!! Pyw ha altså... Jeg følte, at jeg konstant sad og holdt vejret eller havde iskold rislen ned af ryggen. Sandmanden er en af den slags bøger, hvor forfatteren (i dette tilfælde forfatterne) formår, at få mig til at få dén dér følelse af, at der står en lige i nærheden og iagttager mig. En følelse af total uhygge der fylder kroppen!

Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent ind undercover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på denne opgave. Saga får en opdigtet diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.
Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen, er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med en tomhed, idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.

Skal jeg alligevel smide et minus på bordet, så bliver det samme minus som jeg nævnte da jeg skrev anmeldelse om forrige bog i serien ”Ildvidnet”. Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, da det er anderledes end jeg er vant til, men så virker det faktisk ret godt. Da bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os. De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er voldsomt ærgerligt at de gør det. Det skal de lade vær med!!
Jeg er ærlig talt lidt træt af, at den her bog er slut. 5 krimiperler herfra!!!!!



onsdag den 11. december 2013

Lig gemt i thebutik

Så var jeg ude at købe the idag... lignede det ikke bare lige mistænkeligt meget, at de forsøgte at skjule et lig midt i butikken - eller hvad??? Det tror jeg nok det gjorde!! Stod i vejen gjorde det osse, men jeg turde ikke bede manden flytte liget. Skulle jo nødigt henlede hans opmærksomhed på, at jeg var klar over hvad de havde i kassen. Mon han undrede sig over mit flakkende blik og skriget jeg gav fra mig da han langede posen med the over disken og jeg spurtede ud af butikken? Jeg tror det næppe... :) 

tirsdag den 10. december 2013

The Body Farm


Vidste I, at der findes et sted i USA, som hedder The Body Farm? Det gjorde jeg ikke før jeg så et program om det i TV. Jeg har blogget om det tidligere på Krimifan, men det er ved at være længe siden og jeg synes det er et spændende emne, som godt kan tåle at blive luftet en gang mere. 

The Body Farm ligger få kilometer fra downtown Knoxville, Tennessee. Det er et stort udendørs område, hvor lig ligger spredt ud over det hele. De er placeret i forskellige stillinger. Nogen ligger, andre sidder og der er sågar lavet forsøg med hængning.  Nogen af ligene  er overdækket med plastik, imens andre bare ligger frit. Nogen lig er nøgne imens andre er fuldt påklædte.  De fleste er placeret udendørs, men der er osse små huse hvor der er placeret lig.

The Body Farm, er en forskningsenhed hvor antropologer studerer ligenes forrådnelsesproces. De ansatte tager billeder af ligene hver dag, for derved at studere og dokumentere deres forrådnelsesproces i forskellige omgivelser, vejrforhold, årstider osv. I programmet får vi lov at se lig i forskellige stadier. Bl.a. ser vi et lig der har ligget i 3 dage. Det er overdækket med plastik og opsvulmet. Maddikerne vælter rundt over hele liget. Andre lig er indtørrede og sorte.

Lyder det makabert?? Det synes jeg på en måde det gør, men det er jo brugbar forskning og folk står i kø for at donere deres kroppe til stedet!  (Personligt ville jeg ikke bryde mig om at ligge og rådne for øjnene af en hel flok studerende). Selvom jeg synes det er lidt noget underligt noget, så synes jeg samtidig, at det var vildt fascinerende at se. Jeg har læst så mange krimier, med levende beskrivelser af forrådnede lig. Billeder som jeg indtil nu, har måttet bruge min fantasi til at forestille mig – nu kender jeg detaljerne ;)

Hvis I skulle ha lyst til at se flere billeder derfra, kan I Google The Body Farm. Der ligger en hel del billeder. Nogen meget klamme, andre knapt så meget. Jeg har forsøgt at finde noget lige midt imellem til jer. Jeg synes ikke det ville være fair, at smaske et af de rigtig ulækre op i hovedet på jer, sådan helt ufrivilligt og uforberedte ;)

torsdag den 28. november 2013

Anmeldelse: Sara Blædel - Dødesporet



Nu her, et par dage efter jeg er blevet færdig med Dødesporet, vil jeg ikke sige, at det er en historie der på nogen måde har sat sine spor i mig. Efter sidste side var læst, har jeg ikke tænkt mere på den udover hvad jeg skulle skrive i anmeldelsen.

Alligevel vil jeg sige, at jeg synes det er en rigtig god bog. Den var spændende hele vejen igennem og jeg kedede mig på intet tidspunkt. På den anden side blev jeg heller ikke på nogen måder, hverken rystet eller skræmt. Jeg savnede lidt noget mysterie og detektivarbejde, for det synes jeg ikke rigtigt der er noget af. Det er som om Louise og Eik får det hele serveret eller bare tilfældigt falder over tingene. Det er lidt ærgerligt, synes jeg.
Dødesporet handler en hel del om asatroen, hvilket er et spændenende emne, omend det vist er taget lidt til ekstremerne i denne bog. Drengen Sune forsvinder under et ritual i skoven, og Louise og Eik bliver sat på sagen. Drengens mor er syg og ligger for døden og alligevel vælger hans far, at lyve for politiet om hans forsvinden. Drengen kommer fra Hvalsø, som også tilfældigvis er Louises fødeby, så historien om hendes ekskæreste Klaus, der hængte sig, får vi fortsættelsen og endeligt afslutningen på.  Nu mangler vi så afslutningen på Eiks forsvundne kæreste. Mon ikke hun dukker op i næste bog og laver rod i Louises følelsesliv.

Dødesporet er en god bog. Den var hurtigt læst, for jeg havde lyst til at blive ved at læse når jeg først gik igang. Spændende og tempofyldt synes jeg osse den er. Desværre synes jeg ikke der er så meget krimi over den – mere i kategorien spænding, eftersom vi som læsere aldrig får lov at gætte med på noget som helst eller forholde os til hvem der kunne være morder. Derfor lander den på 3 krimiperler.


søndag den 17. november 2013

Interview med Chris Carter

 
Tine: Sidste gang du besøgte Danmark, hørte jeg et interview med dig, hvor du sagde, at de udspekulerede mordere som vi læser om i bøger og film, ikke eksisterer.

Chris Carter (CC): De super intelligente mordere som vi læser om i bøger, dem som planlægger deres mord meget omhyggeligt – de eksisterer ikke. Langt det meste kriminalitet bliver begået pga af dumhed. Folk i lavere sociale lag i samfundet mister lettere besindelsen end folk der er højt uddannede, af den simple grund, at højere uddannede folk, nemt kan have en intelligent samtale og løse konflikter på den måde. Folk som ikke er særligt intelligente eller kommer fra en lav social klasse, de ved ikke hvordan man fører en sådan samtale, så de mister nemt besindelsen og bliver meget hurtigt aggressive. Det kommer selvfølgelig an på deres baggrund, men mange af de mennesker der er voldelige, de er vokset op i et voldeligt miljø. Enten på gaden i gangs eller med vold i hjemmet. Hvis du ser din far tæve din mor, så garanterer jeg dig for, at du  osse vokser op og tæver din kæreste, fordi du tror det er en normal ting. Så der er masser af drab derude på koner og endda på børn, men de superintelligente drab er meget sjældne. Og de bliver sjældnere og sjældnere, simpelthen fordi teknologien er kommet så langt. Selvom du planlægger virkelig godt, så arbejder de fleste kriminelle alene. Men politiet arbejder i teams – de har laboratorier, de har teknikere der arbejder, så de har hundredvis af folk der forsøger at fange dig og du er dig alene der forsøger at overvinde de hundredvis af mennesker. Så de eksisterer, men nogen af dem er ikke engang så intelligente, de skjuler bare deres kriminelle handlinger virkelig godt. De superintelligente eksisterer altså, men de er ekstremt sjældne.
Tine: Så jeg skal altså alligevel være bange for at der gemmer sig en morder bag gardinet i mit soveværelse?

CC: Tjaa.. det kommer an på... nogen mennesker dræber fordi de mister besindelsen og andre dræber fordi de er besatte af at dræbe. De er ægte psykopater. Psykopater er folk der ikke har nogen følelser. De har ikke empati med nogen. De opfører sig anderledes og som regel synes de selv de er bedre end alle andre på alle områder. De synes de ser bedre ud, er mere intelligente, de synes de er sundere –  de ser på folk og tænker ”puha, jeg vil ikke tæt på dig” fordi de synes de er så meget bedre end alle andre. Og pga det, kan de miste besindelsen hvis de ser en eller anden gøre et eller andet som fx pille næse - dét kan sommetider ophidse dem til et punkt, der får dem til at tænke ”Jeg slår dig ihjel fordi du piller dig i næsen” eller fordi du er så ulækker, eller noget i den retning. Så er der jo selvfølgelig osse de helt skøre mennesker der tror de hører stemmer eller som dræber fordi har læst et eller andet i bibelen, som har sagt at de skulle dræbe nogen.
Der er to forskellige slags mordere. Den offerbaserede og den handlingsbaserede. Den offerbaserede er den morder der altid søger efter et offer med det samme udseende. De skal alle være blonde, de skal alle have blå øjne eller de skal alle have en bestemt kropsbygning...  for det allervigtigste er offeret. Der er noget ved offeret der påvirker dem. Der er noget ved dét bestemte udseende der gør dem vanvittige.

Den anden type er handlingstypen. Der er offeret ligegyldigt. Det de kan lide er volden. De kan lide at skære, eller de kan lide at kvæle, så personen er ligegyldig – de har bare brug for at udføre kvælningen eller skære personen på en bestemt måde. De mordere er værre. De søger bare efter hvem som helst. De ved godt, at det de gør er forkert, men de kan ikke lade vær. Så de gør det og så stopper de måske måneder eller år, men så kommer det tilbage og så kommer de efter et nyt offer. Så nej.. du skal ikke være bange for de mennesker. De gemmer sig ikke under din seng... men de kunne måske finde på det.. haha :)
Tine: Jeg ville jeg spørge dig om det så betyder, at specialenheder som dem Hunter og Garcia arbejder i, så heller ikke eksisterer, men det kan jeg så regne ud at de gør?

CC: Ja det gør de! For selv med alt den teknologi vi har idag, er der en undersøgelse fra FBI der siger at på et hvilket som helst tidspunkt i USA, er der mindst 500 seriemordere på fri fod. De eksisterer, for det er de nødt til. Der er mord der er blevet begået 20 år tilbage som vi end ikke kender til. I den 6. bog jeg er igang med at skrive, er det præcist det der sker. Da de fangede manden, vidste de ikke at han var morder. Så finder de ud af, at han har myrdet i 20 år. Det kommer bare an på hvordan man skjuler det og om de finder en signatur på ligene, så de kan begynde at linke mellem dem og begynder at tænke ”Hey, det mord her har ligheder med det her” osv. Hvis der ikke er en signatur er det helt anderledes. Så vil man aldrig ane at det er den samme morder. På en eller anden måde, er du nødt til at ”fortælle” politiet, at det her er blevet gjort at den samme morder.
Tine: Har mordere ofte en signatur?

CC: Med signatur mener jeg selvfølgelig ikke, at de lægger en seddel med deres navn på :) Men ja.. og det er små detaljer som fx kriminelle der bruger kniv, så bruger de måske en speciel slags kniv eller de skærer på en bestemt måde så de kan identificeres via snittet. Så hvis der findes tre lig i Amerika dræbt med præcist den samme kniv på den samme måde, så begynder politiet at tænke ”Hmmm hvad er odds’ene for at det er tre forskellige personer der render rundt og dræber folk?” For du kan se det på snittene, at de er lavet fx fra højre mod venstre, fra venstre mod højre, top til bund... den slags. Mennesker er vanedyr, de gør som regel tingene på den samme måde, så de identificerer det på den måde, gennem disse små signaturer. Men før det kan ske, skal der mindst være 3 ofre. De kan ikke identificere ud fra et eller to. Ved det 3. offer, begynder mistanken at opstå, for de siger aldrig med sikkerhed bare ”Det er en seriemorder”. De siger ”Det ligner temmelig meget en seriemorder”. Så dukker der givetvis et 4. offer op. Og et 5. offer. Så derfor har de særlige enheder hvor de studerer de forskellige mord. Hvor blev ofrene fundet, hvor er de fra – somme tider er de fra samme område. Er der et mønster i de områder de kommer fra eller hvor de blev efterladt. Er der en bestemt længde imellem hvert mord. De særlige enheder har kriminalpsykologer ansat, som analyserer alle de her ting. Tidsrammen, eller hvor aggressiv en type mord, for det kan osse sige noget om morderen. Somme tider skærer en morder sit første offer to gange og sit andet offer tyve gange. Det kan betyde at han måske ikke kendte det første offer, men kendte det andet og at der var en masse vrede indblandet i drabet eller noget. Så det er derfor disse afdelinger eksisterer, for det er ikke at sammenligne med, at nogen bliver skudt med 16 skud i L.A. og politiet ved at det er et gangopgør. Det er der ikke så meget detektivarbejde i, men så snart der er tale om en seriemorder, er der allerede tre ofre og så er det bare om at komme igang med at lægge puslespillet sammen og få alle brikkerne til at falde på plads. Specialenhederne er nødvendige. I hvert fald i Amerika. Jeg tror ikke de er i England hvor jeg bor nu og sikkert heller ikke i Danmark. Amerika er et skridt foran når det kommer til kriminalitet. Jeg ved ikke hvad der sker derovre. Det er skørt.
Tine: Hvilken slags arbejde udførte du som kriminalpsykolog?

CC: Jeg skulle studere en masse af forbrydelserne der var blevet begået. Interviewe en masse af de kriminelle der allerede var blevet pågrebet. Når du taler med forbrydere der alle har begået den samme form for drab – fx kvælning – så er det klart at der vil være nogle ligheder, nogle ting eller mønstre og på den måde, kan vi lære at forstå hvad der sker i hovedet på dem eller hvad deres baggrund er. Hvis der sker et drab med samme drabsmetode, kan det hjælpe politiet, til at finde frem til drabsmandens baggrund. Vi skulle osse med ud på gerningssteder, for at se om vi kunne se et særligt mønster sammenlignet med andre forbrydelser. Vi skulle være med til at analysere gerningsstedet ud fra mængden af blod og mængden af vold der havde været. Vi ved, at hvis der er meget aggressivitet, er det som regel fordi drabsmanden kender sit offer. Det er ikke en totalt fremmed, for du kan ikke være meget vred på en du ikke kender. Det er svært. Med mindre han har gjort dig noget selvfølgelig. Så det var en kombination af ting jeg var med til. Der var en masse interviews og der var en masse analyser af gerningssteder. Forsøge at hjælpe politiet med at forstå og læse politiets rapporter. Vi læste osse gamle politirapporter for at se om vi kunne finde noget politiet havde misset. Det var et hårdt job!
Tine: Hvad er det værste du nogensinde har stået overfor irl?

CC: Der er én ting jeg aldrig nævner i mine bøger og jeg tror aldrig jeg kommer til at skrive om det og det er kriminalitet imod børn. Jeg har aldrig skrevet om kidnapning af børn eller drab på børn, fordi jeg har set nogen stykker og det er virkelig forfærdeligt. Når du ser nogen som vil molestrere og voldtage et to- eller treårigt barn, så er det skræmmende. Alle forbrydelser påvirker dig forskelligt, men når du kommer derud, så ved du, at igår var den person i live og det er hårdt. Men når det er et barn, så er det bare endnu værre, fordi det er en der ikke kan forsvare sig selv. De er så naive og du kan bilde dem hvad som helst ind. At få en 3-årig til at gå med dig, er nemt. De fleste kan gøre det. Du kan tilbyde dem slik, tale til dem på en sød måde og så går de med fordi de er så naive og så uskyldige. Hver gang jeg har skullet ud på et gerningssted med børn - somme tider endda med babyer – så blev jeg dybt berørt, og derfor skriver jeg aldrig nogensinde om det i mine bøger. Det er alt for traumatiserende.
Det værste jeg nogensinde har set, har at gøre med børn. Men alle gerningssteder er rædselsfulde. Selv dem der ikke har noget blod, selv dem der bare var kvælning. Det er rædselsfuldt. For når du ser et lig... tro mig – et lig ser IKKE ud som de lig du ser på tv og i film. Indenfor 5-6 timer begynder det at miste farve og øjnene begynder at falde ind i kraniet. Efter et par timer mister alle lig deres fysiologiske ting, så de tisser, skider og somme tider har de mandlige lig sædafgang. Så det er grimt... det sker virkelig – jeg ved ikke hvorfor, det er en fysiologisk ting, men det sker. Når de dør, giver kroppen slip. Så når du ser et lig, er det ikke som dem du ser i fjernsynet. Der er det en skuespiller der er sminket og ser smuk ud. I virkeligheden ser lig forfærdelige ud. De bliver lynhurtigt oppustede pga gasserne, så de ser helt deforme ud. Øjnene bliver store og falder ind i kraniet, læberne ændrer farve, så når du kigger på et lig, er det som en alien – det er komplet forandret. Det er forfærdeligt. Alt efter hvornår du ankommer til gerningsstedet. Efter to dage – hvis liget ikke er blevet fundet i to dage – så begynder de gasser der oppustede liget i starten, at eksplodere ud. Så er det ligesom en overmoden frugt. Du kan ikke røre den, for hvis du gør, så brister den og safterne sprøjter ud og det lugter frygteligt. Så hver eneste gerningssted er rædselsfuldt. Jeg har aldrig været på et gerningssted og tænkt  ”Hey det her er faktisk okay”, de er rædselsfulde. Selv dem uden blod. Specielt dem med børn. Og jeg har ikke selv et barn, så jeg kan ikke engang sætte mig ind i hvordan det må være at tænke ”Det kunne være min datter” eller ”Det kunne være min søn”, men det er bare sådan en lille krop og du ved at den var så naiv og intet vidste – dét er for mig det allerværste. Jeg hader det!!

Tine: Hvordan kan det være du stoppede som kriminalpsykolog?
CC: Det var fordi jeg ville være guitarist.. haha :) Nej.. jeg blev færdig med skolen ret tidligt. Jeg sprang to år over og startede på universitetet allerede da jeg var 16, så jeg var stadig temmelig ung da jeg blev færdig. Og det var et hårdt job. Du interviewer folk der har gjort nogen slemme ting. Nogen af dem er kede af det de har gjort, men andre er ikke, de er ligeglade. Så du taler med folk som vil dræbe og som bare er onde af natur og du gennemgår gerningssteder. Jeg var 21-22 år og begyndte at tænke ”Oh my God, skal jeg gøre det her resten af mit liv? Det er jeg for ung til, jeg er nødt til at finde på noget andet”. Jeg elsker musik og dengang var den tid hvor den Amerikanske Glamrock scene var i fuld gang. Du ved, Mötley Crüe, Poison, Skid Row, alle de bands. Det var fantastisk, for jeg elskede den slags musik og det ville jeg osse spille, så jeg fandt ud af, at du kunne få mange flere piger ved at være guitarist end du kunne ved at være kriminalpsykolog :) Så jeg opgav det hele, hvilket var en tosset idé, det ved jeg godt, alle de år på universitetet og alle de penge jeg brugte på universitetet.. men jeg smed det hele væk for en guitar og et par forrevvne bukser. Så skulle der spilles rock. Jeg var nødt til at gøre det. Heldigvis var mine forældre okay med det. Min far sagde, at hvis det gjorde mig lykkelig, så skulle jeg gøre det. Så jeg gjorde det. Og så var det som om det gik i ring, for selvom jeg ikke længere arbejder som kriminalpsykolog, så hjælper det mig idag. Jeg smed ikke alle de penge ud af vinduet, for jeg bruger det faktisk til noget den dag idag.

Tine: Hvis du ønskede det, kunne du så ikke vende tilbage til faget?
CC: Jo men tingene ændrer sig, så det ville være sværere at komme ind i det igen nu. Jeg ville nok være nødt til at gå på universitetet minimum et år igen for at genopfriske eller læse læssevis af bøger. Men jeg elsker at være forfatter. Jeg elsker alt omkring det. Elsker at skabe, elsker alt den research man er nødt til at lave om alting. Så længe bøgerne bliver ved med at sælge, bliver jeg ved med at skrive :)

Tine: Da jeg læste Dødsshowet, sad jeg hver gang og håbede på, at det var en bestemt af de to mordmetoder der ville vinde og hver gang var det den jeg håbede på, som vandt. (Det gør mig lidt syg i hovedet, jeg ved det ;)) Har du lavet research på, hvilke af de to mordmetoder i Dødsshowet, som folk ville foretrække at læse om?
CC: Nej det gjorde jeg ikke. Det er ren psykologi. Jeg researchede ikke for at finde ud af hvad folk ville foretrække, men jeg researchede for at finde ud af de værste måder at dø på. Der er en liste nævnt i bogen med de ti værste måder at dø på. Hvis jeg spørger dig lige nu, så vil mindst 6 af dem du nævner, være de samme som dem på listen, for mennesker er bange for de samme ting. Jeg skal fortælle dig hvilke. Hvis du beder folk om at nævne de ti værste måder at dø på – brændt levende – det vil folk nævne, fordi ilden der brænder dig, du dør ikke særlig hurtigt og det gør enormt ondt. Det er forfærdeligt. Begravet levende. Lagt i en kasse under jorden hvor de ikke kan trække vejret. Alle dødsmåder som er en langsom død, er folk bange for. Så Begravet levende, druknet, brændt, ædt levende af dyr. Så det vidste jeg sådan set godt. En ting jeg blev spurgt om i et andet interview var, hvorfor mine bøger har solgt så godt. Jeg tror det er fordi jeg aldrig bruger skyderi og jeg aldrig bruger knivdrab. Det er alt for nemt. Alle bliver skudt på den samme måde. Nej – gør noget interessant, gør noget anderledes. Folk er fascinerede af anderledes ting.

Så i det første mord i bogen, som står imellem vand og ild. Grunden til at jeg ikke valgte ild, var at jeg brugte ild i bog nr. 2 (Bødlen) hvor morderen sætter kvinden foran kaminen og brænder hende meget langsomt, så jeg ville ikke bruge ild igen. Men... jeg ville heller ikke bare bruge vand. Af to grunde. Hvis du bruger vand, kan de finde spor på huden når liget bliver fundet. Bliver du brændt er alle spor forsvundet, så når CSI analyserer liget er alle spor forsvundet, men med vand kan du finde spor. Det var altså derfor jeg ikke ville nøjes med vand og lavede et twist og brugte kausisk soda, som ætser personen helt. Ved det andet mord, ædt levende, lavede jeg et kæmpe research-arbejde for at finde ud af hvilket dyr jeg kunne bruge. Der er ikke noget insekt der kan æde et menneske levende. Der findes en art af myrer, men der skulle bruges omkring en milliard myrer og hvordan skulle han få fat i en milliard myrer, så det kunne jeg ikke bruge. Men igen... ud af de to – det mest interessante – ædt levende! I bogen spørger morderen Hunter, hvorfor han tror, at folk valgte ædt levende og han forklarer, at det er pga det ukendte. Ved begraves levende bliver personen lagt i en kiste under jorden og det vil være ganske forfærdeligt, men man ved hvad der vil ske. Ved ædt levende, vil det første du tænker være HVAD vil æde personen? Vil det være, rotter, myrer, edderkopper eller slanger. Så først og fremmest er der det ukendte. Begravet levende er kendt fordi du ved hvad der vil ske. Der er kun en ud af to muligheder. Enten i en kiste under jorden eller ingen kiste under jorden, men det er en af de to måder. Der er ingen andre måder at gøre det på. Mennesker er nysgerrige af natur, så jeg vidste hele tiden, at de ville ønske ædes levende frem for begraves levende. Havde jeg valgt begravet levende, så garanterer jeg dig for, at jeg ville ha fået e-mails om ”hvordan ville hun være blevet ædt... osv” :)
Ved det tredie mord, som er mases eller strækkes, så vidste jeg det osse, for du har set ting falde ned på folk der bliver mast. Du ved hvordan det ser ud, men du har aldrig virkelig set nogen blive strukket så deres lemmer bliver trukket af. Det er en gammel form for tortur og det er ukendt.

Tine: Så vi er ikke helt syge i hovedet når vi sidder og ønsker at de skal dø på en bestemt måde? :)
CC: Nej nej, det er ren nysgerrighed, det betyder ikke at du er sadist :) Faktisk har jeg fået masser af e-mails hvor folk har skrevet, at min bog har fået dem til at tænke, at hvad hvis der fandtes sådan en webside... ville jeg overhovedet logge ind og hvis jeg gjorde 1. ville jeg kigge på? og 2. ville jeg stemme? Folk har skrevet at de var i tvivl om de skulle stoppe med at læse min bog pga de tanker. Jeg har svaret dem, at det skulle de ikke. De læser masser af andre kriminalromaner og de læser om død og mord og det gør dem ikke til sadister af den grund. Please husk, det her er fantasi, det er fiktion, det er ikke virkelighed, det er bare en historie. Men ja, jeg bruger en masse psykologi i bøgerne. Jeg putter det ikke i dem, men jeg kender psykologien bagom det. I den nye bog der kommer næste år, vil der dog være en hel del psykologi. Den er meget psykologisk sammenlignet med de forrige, så det er lidt et sats.

Tine: Hvor får du inspirationen fra?

CC: Normalt når jeg er ved at nå slutningen af en bog jeg skriver på, så har jeg som regel en nogenlunde god idé til næste bog. Jeg tager på ferie, når jeg skal have inspiration. Så sidder jeg i solen ved poolen og tænker. Jeg tager ikke ud og fester eller noget, jeg bruger bare tiden på at lave absolut intet udover at tænke på idéer, som jeg kan bruge til en bog. Jeg brainstormer min hjerne i en uge og så skriver jeg. Jeg behøver ikke en kæmpe idé, men bare et lille plot. Fx i bog 2 – en morder som dræber sine ofre ved hjælp af de ting de frygter mest. Det var det eneste jeg havde. Hvis du er bange for edderkopper, så dræber han dig med edderkopper, er du bange for højder, så dræber han dig med højder osv. Det var den idé jeg havde og det er alt jeg har brug for. Så går jeg igang med at skrive. Det er bare sådan mit hoved fungerer. Det er lidt skørt, det ved jeg :) 
Tine: Hvis du kunne møde Hunter, hvad ville du så sige til ham?

CC: Hmm hvad ville jeg sige til Hunter.. se at få en kæreste, haha :) Nej jeg ved det ikke. Godt gået måske. Min forlægger sagde til mig igår, at man aldrig nogensinde ser Hunter ha det sjovt. Hvis han tager på stranden, så ringer hans telefon og han er nødt til at forlade stranden. Han har det ALDRIG sjovt. Han tager på bar og han får et par drinks, men så ringer telefonen eller nogen kommer ind :) Så jeg ved det ikke, måske ville jeg sige, gå ud til nogen flere barer og diskoteker og ha det lidt sjovere :) Han er meget lig mig på mange områder. Søvnløsheden kommer fra mig, selvom hans søvnløshed er større end min. Han er meget alene. Jeg bor osse for mig selv, selvom jeg altid har haft meget lange forhold, så har vi boet hver for sig. Jeg forlod Brasililien da jeg var 16 og rejste til Amerika og jeg var altid alene. Jeg besluttede at flytte til Los Angeles og skulle starte forfra igen med venner og så senere flyttede jeg til London og endnu engang var jeg alene og skulle starte forfra med venner osv. Så Hunter er meget lig mig på mange områder, men der er en ting vi ikke har til fælles selvom mange tror det. Jeg drikker ikke whiskey. Alle tror jeg drikker whiskey, men det gør jeg ikke. Jeg fik ham til at drikke whiskey, fordi whiskey er en mandedrink. Jeg drikker fesne drinks som vodka og tranebærjuice, men jeg kunne jo ikke sætte en kriminalkommisær til at drikke vodka med tranebærjuice :) Jeg har faktisk researched på whiskeyen, så Hunter drikker aldrig den samme whiskey i bøgerne. Der var engang en læser der skrev til mig, at han havde købt dem alle og takkede mig for navnet på en bestemt en af dem, for den var virkelig god. Jeg anede ikke hvordan den smagte. Folk gør nogen skøre ting. De tror Robert Hunter er virkelig og siger ”Jeg er forelsket i Hunter” og jeg siger ”Han er fiktion” :)

Tine: Ja, men når man har læst alle bøgerne, så kan det næsten føles som om han er virkelig – som om man kender ham :)
CC: Da jeg begyndte at skrive, anede jeg intet om at skrive, så jeg læste en masse om det. Der stod, at man var nødt til at have en stærk hovedperson, men jeg vidste ikke om min hovedperson var stærk. Det var på det tidspunkt, at min agent læste manuskriptet første gang og han mente at min hovedperson var stærk, hvis jeg bare lige ændrede et par ting. Jeg ved ikke hvad det er med ham, men han er meget rolig. I bog nr. 6, som jeg skriver på lige nu, er der en scene i et supermarked. Det er den allerførste scene hvor Hunter er med og morderen virkelig forsøger at få Hunter til at miste besindelsen. Og det gør han en lille smule, men ikke rigtigt. Jeg ville ikke ha en aggressiv kriminalkommissær. Du kan heller ikke være kriminalpsykolog hvis du ikke er rolig. Jeg havde ikke lyst til at skrive om en aggressiv person, for jeg er ikke en aggressiv person selv, jeg mister ikke besindelsen ret nemt, så jeg forstår det ikke. Derfor gjorde jeg ham til den han er. Roligere og mere stille.

Tine: Efter jeg mødte dig første gang i Horsens og efterfølgende læste dine bøger, så kunne jeg se din personlighed i Hunter.

CC: Det er sjovt, for det hører jeg tit og der er mange der siger at han har mørkt hår, men det har han ikke. Det er lyst. Det skriver jeg i bog 1 og det er første og eneste gang jeg nævner det.
Tine: Udseendesmæssigt forestiller jeg mig at Garcia ser ud som dig, men personlighedsmæssigt, minder du mest om Hunter.

CC: Jeg får tit spørgsmålet ”Hvis det var en film, hvem skulle så spille Hunter?” Hvis det nogensinde kom dertil, ville jeg blive lykkelig, indtil da lever jeg i håbet. Men folk siger tit, at de forestiller sig at det er mig der er Robert Hunter fordi de kigger på billedet bag i bogen. Lidt det samme skete for Lee Child som skriver bøgerne om Jack Reacher. Lee Child er meget høj og det samme er Jack Reacher, så folk så Lee Child i rollen som Jack Reacher. Nu har de så en film ude, med Tom Cruise i hovedrollen :) Han er meget meget lille! Så ja, rigtig mange mennesker associerer forfatteren med hovedpersonen og derfor tror mange at Hunter har mørkt hår. Jeg er fuldstændig holdt op med at beskrive ham. Jeg nævner kun hans højde. Alle vil gerne ha en helt, men vi finder alle kærlighed i et forskelligt ansigt, i et forskelligt udseende. Så derfor beskriver jeg ham ikke. Når du læser om Hunter og du ønsker at han skal være blond, så forestil dig at han er blond og hvis du ønsker han skal være mørkhåret, så forestil dig, at han er mørkhåret. Det er fuldstændig ligegyldigt for mig, for på den måde kan du forestille dig ham, sådan som du synes en helt skal se ud. Problemet med film er, at så associerer man altid med den skuespiller der spiller hovedrollen. Men jo, jeg ville elske, hvis jeg en dag fik en filmkontrakt på en af mine bøger. Det ville være fantastisk!
Tine: Er der noget du aldrig ville udsætte dine hovedpersoner for?

CC: Ja børnesagerne!! Jeg ville aldrig skrive en bog hvor Hunter skulle opklare et mord begået på et barn. Ikke fordi det ikke sker, for det sker alt for ofte i Amerika, men simpelthen fordi det ville være alt for svært for mig at skrive det. Det ville osse være svært for andre at læse det og jeg ville ikke have det sjovt imens jeg skrev!  Jeg ved godt mine bøger er grusomme, men jeg synes det er sjovt at skrive dem og komme op med idéerne. Der er enkelte scener hvor jeg er nødt til lige at stoppe, som fx da jeg skrev om selvmordet fordi det påvirkede mig en smule, men nej, jeg ville aldrig udsætte dem for noget med børn.
Tine: Har du planer for, hvor mange bøger i serien om Hunter og Garcia der skal komme?

CC: Nej det har jeg ikke. Jeg elsker at skrive og så længe folk gider læse bøger om Robert Hunter, bliver jeg ved med at skrive dem! Jeg spurgte mit forlag og de sagde ”Fortsæt, det går godt”, men hvis læserne begynder at kede sig, må jeg finde på noget andet. I bog 6 sender jeg Hunter til Virginia på en sag for FBI. Det er anderledes end det plejer at være og jeg ser det som et pust at frisk luft, med andre omgivelser og andre muligheder for fremtiden for Hunter. I det midste i et stykke tid. Jeg ved det ikke helt endnu.
Tine: Hvordan foretrækker du dine omgivelser når du skriver?

CC: Jeg har et lille kontor i mit hus hvor jeg sidder. Jeg ved at nogle forfattere kan sidde på caféer og skrive, men det kan jeg ikke. Jeg skal være alene. Jeg spiller små skuespil imellem personerne for at finde ud af om dialogerne lyder rigtigt osv. Jeg kan også finde på at falde for at se hvordan liget lander.. haha, så du kan godt se, det ikke ville være smart på en café - jeg ville ligne en tosse :) Larm generer mig ikke. Jeg kan sagtens skrive med musik eller fjernsynet tændt, men det distraherer mig at der går folk rundt omkring mig. Jeg sidder ved mit skrivebord, går lidt rundt i huset, kigger ud af vinduet, skriver lidt mere, researcher lidt på internettet, skriver lidt mere og sådan foregår det mere eller mindre. Ikke noget særligt. Et tomt rum med et skrivebord og en computer.
Tine: Læser du selv?

CC: Det gør jeg. Det eneste problem er, at jeg læser virkelig langsomt og når jeg så har skrevet og læst hele dagen og vil læse om aftenen, så læser jeg kun ca. 20 minutter før jeg stopper igen. Jeg har en kæmpe hylde med bøger i mit hus som venter på at blive læst, for jeg kan virkelig godt lide at læse. Jeg har osse altid bøger med mig på ferie. Jeg ville ønske jeg kunne læse lidt hurtigere.
Tine: Hvilken slags bøger læser du?

CC: Jeg læser en masse krimier og så læser jeg spionbøger. Så kan jeg osse godt li konspirationsbøger i stil med Dan Brown. Jeg læser ikke romantiske kærlighedsbøger og sådan noget, men jeg har læst et par af vampyrbøgerne.
Tine: Hvem er Chris Carter til daglig?

CC: En meget normal person. Mange mennesker har spurgt om jeg ikke skal ha Twitter og jeg har sagt, at det skal jeg ikke, for jeg er ikke interessant nok. Der er ikke noget jeg kan twitte om. Jeg vågner meget tidligt om morgenen og tager i fitnesscenter, går i supermarkedet, så kommer jeg hjem og begynder at skrive, så tager jeg en frokostpause og fortsætter så med at skrive hele dagen, så får jeg aftensmad og det er dét. Så går jeg en tur. Det gør jeg hver aften efter aftensmad. Så kommer jeg hjem og går i seng. Mit liv i løbet af ugen, er præcist det samme – jeg skriver! Så hvis jeg skulle twitte: ”Jeg skriver”, en time senere, ”Jeg skriver” og to timer senere, ”Jeg skriver”. Så der er intet interessant. Det er det samme hver dag. Stå op, fitnesscenter, supermarked, skrive, frokost, skrive, aftensmad, gå tur, gå hjem, gå i seng. Det er hvad jeg gør hver eneste dag. I weekenden går jeg amok :) I weekenden fester jeg og tager som regel på diskoteker både fredag og lørdag. Jeg elsker at feste, danse og møde mennesker, men i løbet af ugen er jeg meget meget normal.
Tine: Hvis din familie eller dine venner skulle beskrive dig, hvad ville de så sige?

CC: Min familie ville nok ikke sige så meget mere, for jeg har ikke meget familie tilbage. Mine venner kender mig jo mest fra weekenderne, fordi jeg kun skriver i løbet af ugen og ikke mødes med nogen, så de ville sige ”Han kan li at feste og han er altid glad”. Det er sådan jeg har det når jeg er i byen, så det ved jeg de ville sige. Jeg elsker livet. Jeg er bare en glad person. Jeg ved ikke med min familie. De kender mig ikke så godt længere. Jeg har været væk fra dem siden jeg var 16, men jeg tror de er stolte af hvad jeg har opnået.
Tine: Ren nysgerrighed - hvilke bands har du spillet med?

CC: Jeg har altid gerne villet spille med mit eget band, men det blev aldrig til noget. Jeg kom meget tæt på, på et tidpunkt. Jeg var første guitarist i et amerikansk band der hed Warrant. De fik en pladekontrakt senere, men der havde jeg forladt gruppen. Det var dem der bl.a. havde hittet Cherry Pie hvis du husker det? Ellers havde jeg nok været med der. Men jeg blev studiemusiker og spillede for kendte sangere som Ricky Martin, Shania Twain, Michael Bolton og Björg. Så jeg har spillet for en del af de store, men jeg var hovedsageligt baggrundsband, så jeg var ikke berømt, men jeg rejste rundt med dem. Det var ikke den slags musik jeg selv kan li, men når du er studiemusiker, så er du lidt som en musikprostitueret. Det er ligegyldigt hvad det er for noget musik. Du spiller musikken og de betaler dig pengene. Ligegyldigt om det er jazz eller country, du vælger ikke selv, du har bare brug for arbejdet. Jeg har osse arbejdet for Julio Iglesias og det er helt sikkert ikke min type musik, men det var godt betalt. Jeg synes jeg var meget heldig, fordi jeg stadig gjorde det jeg elskede, nemlig at spille guitar - ikke det musik jeg elskede, men jeg rejste stadig verden rundt og spillede shows alle vegne. Jeg elskede det dengang. Det var gode tider.

Tine: Så vil jeg gerne sige tusind tak fordi jeg måtte få lov at interviewe dig :)
 
 

Skulle du have lyst til at se et live interview med Chris Carter fra årets BogForum i Bellacenteret, kan du gøre det lige her


torsdag den 14. november 2013

BogForum Update..

 

Nu er der ved at være gået en lille uge siden BogForum, uden I har fået nyt fra mig. Det er da egentlig for slapt! 
Jeg havde en helt forrygende weekend, som jo startede på bedste vis med interview med totalt yndlingsforfatter Chris Carter. Interviewet gik godt og jeg bruger i øjeblikket mine aftener på at oversætte den næsten halvanden time lange snak vi havde. Forhåbentlig ligger det klar til jer en af de nærmeste dage. 

Fredag aften, var jeg ude at spise middag med tre af mine bloggerkollegaer fra Krimifan.dk (Niels, Betina og Lone). Vi var så heldige at have selskab af en af Danmarks allerbedste krimiforfattere, Inger Wolf. Det var simpelthen så hyggeligt. Efter middagen var vi inviteret til fest på Forlaget Information. Det var osse hyggeligt som I kan se på billederne :) 

 




Lørdag formiddag, da jeg mødte op på standen hos Forlaget Jentas, som er dem der udgiver Chris Carter, blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at tage med dem ud at spise middag om aftenen. Sammen med Chris Carter!! Om jeg ville!! Jeg døde vist en lille smule lige dér :) :) Haha.. Chris Carter er en meget interessant mand at lytte til. Det er fantastisk at høre ham fortælle om mord og mordere, så jo mere tid jeg kunne få lov at få sammen med ham, jo bedre. Jeg var meget taknemmelig og det var selvfølgelig en fantastisk aften!! 


Søndag var det hele slut. Jeg synes tiden var fløjet afsted. Jeg fik ikke købt så forfærdeligt mange bøger, men har nu osse en del jeg endnu ikke har læst. Jeg fik et par anmeldereksemplarer hos Jentas, fik en signeret udgave af Sara Blædels nye bog "Dødesporet" hos Peoples Press og købte "Sandmanden" og "Evas sidste nat" som e-bøger på Saxos fine e-reol. Derudover slæbte jeg tonsvis af børnebøger og One Direction-merchandise hjem til mine piger :) 
Alt i alt en super fantastisk weekend!





lørdag den 9. november 2013

Krimilækkerier på BogForum

Jeg skrev forleden dag, at jeg havde en lille overraskelse i ærmet til jer. Nu kan jeg godt løfte sløret for hvad det er. Jeg var så heldig at få et interview med krimiforfatter Chris Carter. Jeg havde ham for mig selv i næsten halvanden time. Det var helt vildt spændende, at høre ham fortælle og jeg glæder mig til at dele det med jer når jeg vender hjem fra BogForum :) God weekend til jer alle!! :)

onsdag den 6. november 2013

En lille smule stille..

Jeg ved godt jeg har været en lille smule stille herinde. Jeg er startet på arbejde efter tre uger på langs på sofaen efter at være blevet opereret i fødderne. Så har der osse været nogen aftenmøder osv, så bloggen har været lidt forsømt. Imorges købte jeg Anna Grues nye bog og i eftermiddags, kom Sara Blædels "Dødesporet". Jeg har læst første kapitel og det var rigtig godt, så nu glæder jeg mig til at komme igang med resten. 

I weekenden er der BogForum i Bellacenteret. Det glæder jeg mig vildt meget til. Jeg kan afsløre, at jeg har en rigtig god overraskelse i posen til jer, men hvad det er, må I vente lidt med at få at vide :) Jeg satser på at poste billeder til jer derovre fra, hvis der dukker noget rigtig spændende krimilækkert op :) 

fredag den 1. november 2013

Anmeldelse: Liza Marklund - Noras bog


På bagsiden står der:

"Noras bog er en krimi om jagten på det lykkelige liv
I en fashionabel villa uden for Stockholm bliver en tidligere politiker, Ingemar Lerberg, fundet grusomt tortureret og bevidstløs. Hans hustru Nora er sporløst forsvundet.
Annika Bengtzon får til opgave at skrive om sagen for Kvällspressen, samtidig med, at hun prøver at holde sammen på sin egen familie med ny mand og sammenbragte børn. Det går ikke smertefrit.
På Kvällspressenbliver chefredaktør Anders Schyman udsat for voldsomme anklager fra en anonym blogger, og hans karriere står på spil.
Mens Noras mand synker dybere ned i koma, og Schyman-sagen eksploderer i pressen, fremtræder et mere og mere tydeligt billede af, at noget er helt galt bag de pæne facader i Stockholms whiskeybælte. Hvorfor vil nogen pine en gammel politiker halvt ihjel? Hvem ringede til alarmcentralen? Og frem for alt - hvor er Nora?"


Hvad... den kan da ikke stoppe allerede, tænkte jeg, da Noras bog var ved at nærme sig slutningen. Både fordi det var helt fantastisk, at være i selskab med Annika Bengtzon igen – hun havde været savnet, men osse fordi der stadig var mange løse tråde der manglede at blive afsluttet. Men bogen sluttede og enderne blev ikke bundet sammen. I hvert fald ikke dem alle sammen, hvilket jeg synes var ærgerligt. Det virkede lidt som om, slutningen var skrevet lynhurtigt, så det blev noget underligt roderi.

Annika er mere rolig i denne bog, men om det skyldes at hun er blevet mere moden, eller det faktum, at der bare ikke er særlig meget knald på i denne bog ved jeg ikke. Egentlig synes jeg ikke hun virker så forandret. Hun er stadig hurtig til at blive vred og hun har stadig let til tårer. Jeg har altid virkelig godt kunnet li hende og det kan jeg stadigvæk. Hun er så autentisk og så ligefrem. I denne her bog, fik jeg ondt af hende meget af tiden og resten af tiden synes jeg hun var super sej.

Jeg er lidt forvirret over denne her bog. Jeg synes det er en god bog – virkelig virkelig god faktisk. Men samtidig synes jeg den er meget rodet og jeg synes plottet er tyndt. Jeg synes heller ikke der er særlig meget krimi over den og egentligt er den osse blottet for spænding. Ikke et eneste tidspunkt tog jeg mig selv i at holde vejret i lutter spænding. Men det var lidt som at komme hjem, for alle personerne er så velkendte og jeg havde glædet mig sådan til at finde ud af hvordan det var gået Annika og Jimmy. Og hvad nu med Thomas, hvordan havde han klaret sig efter torturen i Somalia? Derfor vakler jeg mellem 3 og 4 krimiperler. Egentlig var jeg så glad imens jeg læste bogen, men når jeg tænker efter så mangler den alligevel bare noget, hvis man ikke har læst alle forgængerne. En bog bør kunne stå (næsten) alene synes jeg, og det kan Noras bog ikke helt efter min mening. Har man ikke læst de andre, ville man enten være lost eller kede sig. Har man læst de andre og kan li dem, så skal man glæde sig til endnu et stykke af Annika Bengtzons liv.  Den lander på 3 krimiperler selvom det gør lidt ondt.

Jeg er ked af at vide, at den næste bog i serien, bliver den endegyldigt sidste.


 

søndag den 27. oktober 2013

Fødselsdag og Halloween


Min mellemste datter havde fødselsdag igår. Hun insisterede på, at det skulle være halloweentema, så jeg havde købt diverse tallerkener, servietter, edderkopper og alverdens andet bordpynt. Jeg havde endda strukket mig så langt, som til at købe et stort edderkoppespind som hang mellem lamperne over bordet. 
Nå men det jeg egentlig ville vise jer, var kagerne. Vi havde ikke gjort noget ud af, at maden skulle se klam ud eller ligne døde ting og sager. Helt almindelig brunch igår og boller og lagkage idag. Men lagkagen havde vi lavet med orange flødeskum og sort glasur og så var den pyntet med edderkopper + lidt guldstøv og glimmer :) 
Imorgen skal hun dele halloween-muffins ud i sin klasse. Jeg er ikke nogen haj til at bage og jeg hører ikke til i nærheden af Den store bagedyst, men jeg elsker at bruge farver og fint pynt og glimmer. Det er osse sjovt, at få lov at pynte noget lidt uhyggeligt ind imellem. Med 3 tøser i huset, blir det oftes meget lyserødt og lilla :) 


torsdag den 24. oktober 2013

Ny bog fra Liza Marklund


Noras bog kom ind af min dør idag. Det er titlen på Liza Marklunds nye bog. Det er en bog jeg har set frem til i lang tid, for jeg kan rigtig godt li Liza Marklunds bøger. Den første af dem gjorde stort indtryk på mig. Den havde et uventet twist tilsidst og den bog sidder stadig i min bevidsthed nu, mange år senere. 

De efterfølgende bøger i rækken var sådan lidt en blandet oplevelse for mig. Ikke sådan vildt krimiagtige eller uhyggelige. Måske osse til tider lige lidt for politiske. Alligevel spændende nok til at jeg holdt ved. Da vi nåede "Nobels testamente" tog det fart. Herefter blev de på en eller anden måde anderledes og så var jeg helt solgt. Det var osse Liza Marklunds bøger, der gjorde, at jeg fandt ud af, hvor fedt det er at læse serier. 

Hendes forrige bog "Sort hvid", var anderledes end de andre. Den fik knapt så gode anmeldelser - måske fordi den ikke var så meget krimi - men jeg kunne virkelig godt li den. Derfor har jeg glædet mig til "Noras bog". 

Noras bog udkommer imorgen fredag d. 25. oktober. 
Der bliver ikke meget læsning til mig i weekenden, da mellemsteællingen har fødselsdag. Jeg lover at skynde mig alt hvad jeg kan, så I kan få anmeldelsen af den, her på siden så hurtigt som muligt :) 

God weekend derude!! 

mandag den 21. oktober 2013

Anmeldelse: Chris Carter - Dødsshowet



Endnu engang, har jeg siddet gennem en hel bog af Chris Carter og undret mig over hvordan det kan lade sig gøre at være så sindssygt opfindsom og fantasifuld. Der er nok nogen der vil mene, at Robert Hunter er lidt for dygtig til at regne ting og sager ud, men jeg er mere imponeret over Carters evne til at komme op med idéerne. Jeg fatter det simpelthen ikke. Manden må jo være intelligent til det ekstreme, for magen til gennemtænkte plots og mordmetoder, der er så uhyggelige at man til tider næsten ikke kan holde ud at læse dem, er der kun få der mestrer.

Dødsshowet er ingen undtagelse. Det er lige før jeg vil sige, at Chris Carter har overgået sig selv med denne her. Selve plottet er måske ikke mere snedigt end så mange andre, men morderen og hans iskolde og modbydelige mordmetoder, fik mig til at holde vejret og opleve en snert af kvalme flere gange. Chris Carters skrivestil er levende og let. Alle tankerne og samtalerne lyder realistiske og der er intet ligegyldigt udenomssnak. Bogen er bygget op med masser af små kapitler, som oftest slutter med et eller andet spændende, vi som læsere, er nødt til at følge op på med et kapitel mere. Selve mordene er beskrevet til mindste detalje, så intet er oveladt til læserens fantasi. Man skal ikke være sart, hvis man går igang med denne bog!
I Dødsshowet, bliver Kriminalkommisær Robert Hunter, ringet op på sit kontor. Opkaldet kommer fra en mand som beder ham indtaste en ip-adresse på sin computer. En side dukker op og en mand er spærret inde i et glasbur. Han er bundet til en stol. Morderen beder Hunter vælge om manden skal druknes eller brændes – valget er Hunters. Vælger han ikke, gør morderen. Uanset hvad, vil manden på skærmen dø. Og det kommer han til – en meget pinefuld død endda. Morderen fortsætter sit dødsshow, men næste gang er det ikke kun for Hunter og Garcia, denne gang er det ude i offentligheden på en internetside. Han beder det amerikanske folk stemme på hvor vidt ofrene skal dø eller have lov at leve... og folk stemmer!!

Et lille uddrag:
Pludselig dukkede ordet SKYLDIG op med store bogstaver nederst i midten af skærmen. Et sekund efter, omkring halvvejs nede ad skærmens højre kant, viste ordet BEGRAVES sig fulgt af tallet nul og en grøn knap. Lige nedenunder dukkede ordet ÆDES op, også fulgt af tallet nul og en grøn knap. ” Hvad fanden foregår der?” spurgte Garcia. Hunter holdt næsten op med at trække vejret. ”Det er en afstemning”. Manden i røret lo. Han kunne høre dem tale sammen. ”Wow, De er meget hurtig i opfattelsen, kriminalassistent Hunter. Deres ry er velfortjent. Det er en afstemning, for denne gang er vi live på internettet.  Jeg har tænkt lidt over det” fortsatte manden. ”Og besluttet , at det ville være meget sjovere hvis vi lod andre være med. Så idag kan alle der ser det derude, stemme. De behøver bare at klikke på en knap. Den første af de to dødsmåder der når tusind vinder. Det lyder da sjovt, gør det ikke?” Pludselig skiftede nullet under begraves til 1 og så meget hurtigt til 2. Manden lo højt. ”Ups, det var ikke mig. Helt sikkert. Så er kapløbet vist igang.” Linien blev tavs.

Dødsshowet er 5 bog i serien om Robert Hunter og Carlos Garcia. Jeg synes dog sagtens man kan læse den uden at have læst de foregående bøger først, men dem må man altså ikke snyde sig selv for. Der er ikke mange der når op på siden af Chris Carter når det kommer til mord og uhyggelighed.

1, 2, 3, 4, 5 krimiperler!!!!!


Dødsshowet udkommer 1.11. 2013

torsdag den 17. oktober 2013

Anmeldelse: Lars Kepler - Ildvidnet



Jeg er lidt bagud af dansen her med Ildvidnet – jeg ved det godt. Som tidligere nævnt, så købte jeg bogen på sidste års BogForum, men da jeg ikke var specielt glad for forgængeren ”Paganini kontrakten”, så var der andre bøger der fik lov at snige sig foran i køen. Nu hvor Den nyeste ”Sandmanden” får så meget omtale, så var jeg jo nødt til at få denne her læst. Og det fortrød jeg heldigvis ikke. Super god bog. Dog osse temmelig sært bygget op synes jeg.

Handling:
Bogen lægger hårdt ud med spænding og uhygge nærmest fra første side. Vi er med på Birgittagården - et hjem for stærkt adfærdsvanskelige piger - da Miranda bliver myrdet og hvor vi følger Elisabets tanker, i minutterne op til hun får sit kranie smadret med en hammer. Kort tid efter ankommer Joona Linna til Birgittagården. Han finder hurtigt ud af, at en ung pige ved navn Vicky er stukket af. Hendes seng er fyldt med blod og under hendes hovedpunde ligger en blodig hammer. Retsmedicineren mener ikke hun kan have gjort det og behandleren på Birgittagården mener heller ikke, at hun har en sådan adfærd. Men alle spor peger på hende, så da hun kort tid efter formodes død, kræves eftersøgningen af hende indstillet. Den stædige Joona, nægter dog som sædvanligt, at lade andre fortælle sig hvad han skal gøre.

Når jeg siger, at historien er sært bygget op, så mener jeg det sådan, at det meste af historien er skrevet lidt i stil med amerikanske tv-serier hvor vi hele tiden ser små korte afsnit, som så afbrydes (hvor der i USA ville have været en reklameblok), for derefter at fortsætte igen nøjagtigt samme sted. Jeg er vild med små korte afsnit i krimier, men normalt plejer de at blive brugt, til at hoppe videre til en ny scene, (jeg ser en indre film når jeg læser) for at pirre læserens nysgerrighed og gøre spændingen endnu større. Egentlig fungerer det måske fint nok på denne måde. Det er bare anderledes. Ligeledes, synes jeg de har en tendens til, at opsumere det vi lige har læst, hvilket osse er i stil med amerikansk tv.  Det bliver en lille smule irriterende i længden og jeg synes i det hele taget, at de første 2/3 af bogen kunne være kortet ned. Men derefter tager det fart og den sidste del af bogen tog næsten pusten fra mig. Den var spændende og den var uhyggelig og hvor starten af bogen gik i et meget langsomt tempo, så forefår sidste del i lyntempo!
Til allersidst slutter den så alligevel meget brat af og forfatterne føler et behov for at løbe os igennem alle detaljerne omkring mordet. Detaljer som egentlig ikke var nødvendige for os at få. Og så er den skid lissom slået og der starter en ny historie, som så er starten på næste bog. Jeg må indrømme, at jeg sad med en meget mærkelig følelse i kroppen. Når jeg er færdig med en bog, så må den godt lige få lov at bundfælde sig inden jeg går igang med en ny. Men her fik de bare lige vupti afsluttet den egentlige historie og startet en ny. Det lod mig tilbage med en følelse af, at den første histore var skubbet i baggrunden og det var den nye der fyldte nu. Den nye som jo så slet ikke nåede at komme igang. Lige nu er jeg faktisk virkelig glad for, at jeg ventede så længe med at læse Ildvidnet og bare kan hoppe direkte videre til fortsættelsen. Ellers var jeg godtnok blevet meget skuffet. Men når det så er sagt, så kunne jeg virkelig virkelig godt li bogen og jeg er tossevild med Joona stadigvæk :)

4 krimiperler fra mig :)

 
Lars Kepler er pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril

 

mandag den 14. oktober 2013

Det er ik størrelsen, det er gørelsen... eller er det??


Der har været mange indlæg og debatter rundt omkring, om hvorvidt man bedst kan li, at læse sine bøger på den ene eller den anden form for elektronisk apparat eller om man foretrækker en helt almindelig trykt bog i papir. Jeg vil gerne fortælle hvad jeg foretrækker, men først skal det handle om et par dilemmaer jeg er rendt ind i på det seneste.

Forleden dag, havde jeg en fridag og i den forbindelse skulle jeg ind i byen om formiddagen. Så kan jeg godt li, at gå ind på Baresso og få en iceblend og læse lidt imens jeg drikker den. Den her dag, havde jeg bare lige et problem. Jeg var igang med at læse Lars Keplers Ildvidnet. De af jer der kender den, vil vide, at det er en af de større bøger. I hvert fald ikke sådan en man bare lige lægger ned i håndtasken. Ikke i min håndtaske under alle omstændigheder. Jeg købte den på sidste års BogForum og den har stået i reolen lige siden. Dels fordi jeg har hjernerystelse og derfor ikke får læst helt så meget som jeg plejer, og dels fordi forgængeren "Paganini kontrakten" var lidt for kedelig for min smag, så derfor har den fået lov at hænge... men BogForum... det bringer mig videre til næste dilemma.

Samtidig med at jeg går her og er vildt træt af, at jeg må undvære min læsning denne formiddag, så tænker jeg ved mig selv, at jeg helt sikkert skal købe næste bog i rækken som e-bog. Nu står jeg her og skal på BogForum i Bellacenteret om en lille måneds tid. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted. Sidste år slæbte jeg sindssygt mange poser med bøger hjem. Både krimier til mig selv, men osse masser af børnebøger. Men hvad gør jeg nu?? De seneste måneder har jeg tænkt, hver gang jeg så en bog jeg gerne ville læse, at den kunne jeg købe på BogForum. Jeg har bare lige glemt at tænke på, at jeg egentlig helst vil ha mine bøger som e-bøger. Men det er jo ikke e-BogForum. Jeg har ikke set nogen steder derovre hvor man kan købe e-bøger.. jeg synes egentlig det er et ret fesent dilemma jeg er løbet ind i. Skal jeg så slet ikke købe bøger, men bare nøjes med at kigge og finde ud af hvilke jeg skal hjem og shoppe online? Aaargh, det er altså ikke helt det samme vel..
Men mon ikke jeg alligevel kommer til at købe et par papirsbøger? Under alle omstændigheder, så i hvert fald til børnene :)

Og så tilbage til start og hvordan jeg selv foretrækker at læse mine bøger. Egentlig gik jeg i lang tid og troede, at jeg foretrak papirsbøger og var nødt til at ha dem stående i reolen når jeg havde læst dem. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg faktisk mest er træt af den reol med alle de bøger. Jeg synes det ser rodet ud. Jeg er stadig glad for visse serier af visse forfattere og vil blive ved at købe deres bøger og stille dem op i rækken i reolen. Alt andet vil nok føles forkert :) Jeg læste min første e-bog lidt ved et tilfælde hvis man kan sige det sådan. En sød mand fra et forlag, skrev til mig, at han havde en bog klar, men kun som e-bog indtil videre. Jeg skrev tilbage at jeg ikke havde en e-bogslæser, men om man kunne bruge en iPad. Det anede jeg ikke om man kunne på daværende tidspunkt. Det kan du sagtens svarede han og så var jeg igang. Og jeg må jo indrømme, at jeg er ret vild med det. Jeg synes det går hurtigere. Måske er det bare rent psykologisk fordi man ikke hele tiden kan se hvor meget der er tilbage. Måske er det fordi teksten er større så det er nemmere at læse. Jeg ved det ikke, men jeg kan li det. Og det er nemt at ha det med. Jeg bruger iBooks og læser hovedsageligt på min iPad, men indimellem er jeg et sted, hvor jeg ikke har den med og hvor jeg lige har lidt tid i overskud. Så synkroniserer den med iBooks på min telefon og så kan jeg læse videre på den. Se dét er skisme da brand smart!! Jeg har stadig intet imod at læse en bog af papir, men fik jeg valget, så tog jeg e-bogen... med mindre det altså liiiige var lige de bestemte forfattere som godt må komme med hjem i reolen ;)

Hvordan har I andre det? Hvad foretrækker I at læse på og hvorfor? Bliver I aldrig trætte af at se på bøgerne der hober sig op i reolen?