torsdag den 17. november 2016

Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset


Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  



Følg gerne med på Facebook også :)

lørdag den 5. november 2016

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Enhjørningen



Jeg synes på en eller anden måde, at Enhjørningen er svær at anmelde uden at afsløre for meget af noget der ikke skal afsløres, før man selv læser bogen. Det er ikke en af den slags bøger, hvor man som læser kan gætte med på hvem der har ”gjort det”. I stedet er det højt tempo og spænding på topniveau hele vejen igennem. Plottet afsløres drypvis og som læser, havde jeg virkelig svært ved at stoppe. Jeg skulle hele tiden liiiige have et kapitel mere med. Overvejede endda, at tage en fridag fra arbejde, for at få lov at læse færdig :)

Nå.. men hvis jeg alligevel skal forsøge mig med lidt af handlingen uden at ødelægge noget for andre, så har vi kort fortalt Michael Sander og Lene Jensen, som ligger i skilsmisse efter Michael har været i kassen med en anden kvinde. Michael og Lene arbejder på hver sin sag, men det står dog hurtigt klart at de er tæt forbundne. Trods ægteskabelige stridigheder, kan de to heldigvis sætte sig selv til side og arbejde – nogenlunde fornuftigt - sammen.

Lenes sag handler om en ung kvinde, som findes skuddræbt i en skov. Lene har en teori om, at kvinden er stukket af fra en nærliggende ø, som ejes af rigmanden Bertram Monell. Samme rigmand, har Michael arbejdet for ad flere omgange. Senest har han hjulpet ham med, at lokalisere hans døde søn.

Bogens titel Enhjørningen, henviser til en person som er genetisk perfekt, forstået sådan, at de har optimale evner og ingen arveanlæg for sygdomme. Altså ekstremt sjældne, som navnet antyder. Hvad ville der kunne ske, hvis en sådan persons arvemasse, faldt i de forkerte menneskers hænder. Og så er min mund ellers lukket.

Virkelig god bog. Ekstremt spændende og efter min mening placerer den sig lige i røven på første del i serien, Trofæ, som trods alt, stadig er min favorit.  


Følg med på Facebook :) 

søndag den 23. oktober 2016

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Syge sjæle


Følelsen hvor du synes det er svært, at skulle påbegynde en ny bog, fordi den du lige har lukket, var så afsindigt god, at du ikke kan få den ud af kroppen… kender du den følelse? Sådan har jeg det lige nu, efter at have vendt sidste side i Kristina Ohlssons nyeste bog ”Syge sjæle”. Gyser kalder de den. Hvad det mere præcist dækker over, når det gælder bøger, er jeg ikke sikker på. Én ting er dog sikkert – spændingen starter i første afsnit og så kører det ellers derudaf til bogen er slut. Fy for poks, hvor er det en nervepirrende bog. Den efterlod en konstant følelse af uhygge og gav det ene sug i maven efter det andet.

For ti år siden, forsvandt tre personer fra byen Kristianstad i Sverige. Tre uger senere dukker den ene af de forsvundne op igen. Lukas hedder han og er stærkt forslået, mishandlet og med et hoved så ødelagt, at hukommelsen er væk. Lukas forlader byen og vender ikke tilbage før 10 år senere. Hans forældre bor hvor de også boede dengang, og Lukas finder spor der tyder på, at han har været på jagt efter en morder før han forsvandt. Eller er det ham selv der er ondskaben – morderen?

Samtidig med at Lukas vender tilbage, vender også barndomsvennen David tilbage til byen. Med sig, har han sin gravide kone Anna. De har købt den gamle præstegård og er i gang med at sætte den i stand. Men der florerer en historie om en seriemorder der engang boede i præstegården og da Anna kommer ud for en masse uhyggelige og uforklarlige ting, begynder uhyggen for alvor at krybe ind under huden.

Jeg er simpelthen fuldstændig betaget af den her bog. Jeg synes den er intet mindre end suveræn. Forfatteren formåede at skabe følelsen af uhygge imens jeg læste, og samtidig er det sådan en bog, der lod en lille snert af samme uhygge, sidde i kroppen på mig, selv når jeg havde lagt den fra mig. Jeg elsker, at min hjerne kørte på højtryk konstant, fordi det er en af den slags bøger, som lægger op til, at man som læser, skal gætte med. Så jeg gættede og gættede og jeg kom da også i nærheden af sandheden, men aldrig tæt nok på, til at regne sammenhængen ud. Jeg ville ønske, jeg stadig havde den her bog til gode. Jeg har stadig længsel i kroppen efter at læse mere… og den slutning altså.. aaargh….


5 kæmpeperler til ”Syge sjæle”, hvis titel i øvrigt rammer fuldstændig spot on!!


Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook?

torsdag den 13. oktober 2016

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Selfies




Hvis man spørger mig, så er Selfies den hidtil bedste bog af Jussi Adler-Olsen. Udover ”Kvinden i buret” og ”Flaskepost fra P.”, har jeg ikke været en del af den ovenud begejstrede fanskare, men med denne her, har Jussi skabt noget helt igennem godt. ”Selfies” er spændende fra ende til anden og samtidig er den både interessant og humoristisk.

Og netop humoren, er et af Jussis kendetegn. Normaltvis er det dog hovedsageligt samtalerne personerne imellem, som er sjove, men i denne her, er det også personkarakteristikkerne, der er trukket helt ud i alle vores fordomme. Bistandsklienterne Denise, Jazmine og Michelle, er beskrevet så fuldendt, at jeg ikke kunne lade vær at smile. Bogens titel ”Selfies”, bygger udfra min tolkning, på disse tre pigers opførsel, som i bund og grund også kan vendes til selvfede eller selvoptagede. Det er dog ikke ren sjov det hele, for på trods af, at der tegnes et billede af en flok trælse tøser, så husker forfatteren at fortælle os om deres baggrunde. Ikke noget der bliver gået meget i dybden med, men nok til, at jeg som læser, fik en lille klump i halsen, over den skæbne de har fået.

Pigernes socialrådgiver, Anne-Line Svendsen, har også fået nok af pigernes attitude, løgne og sociale bedrageri. Hun sætter sig for, at skille sig af med dem, én gang for alle. Så er historien ligesom i gang.

Carl Mørck og Assad, har også deres at slås med. De står med et nyt mord, som har så mange lighedspunkter med en af de gamle sager de efterforsker, at det ikke kan være et tilfælde. Samtidig forsøger de at hjælpe deres kollega, Rose, som er gået helt i hundene med psykisk sygdom. Roses fortid er så grim, at det er lige før det trækker tårer. En del af handlingen i ”Selfies”, udspiller sig via Roses tanker, hvilket gør det endnu mere autentisk.

Så vil jeg ikke afsløre meget mere. Jeg er vild med den her bog. Det er som om Jussi har ændret på noget i sin skrivestil, selvom det på sin vis, stadig er det samme omkring humoren. Måske er det bare fordi denne her har et dybere og mere snørklet plot, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg elsker, når jeg kan mærke min hjerne køre på højtryk hele vejen igennem en bog, for at finde frem til hvordan det hele hænger sammen.

Kanon god bog. Jeg stikker den 5 store krimiperler.




Har du lyst til at følge med på Facebook også? Klik lige HER for at komme direkte videre :)





fredag den 30. september 2016

Anmeldelse: Jakob Melander - Elektra




Fredag d. 23. september, var jeg til bloggerarrangement med Jakob Melander, Bibelselskabet og en lille håndfuld andre bloggere.
Bibelselskabet, er jo ikke det selskab, Jakob Melander normalt udkommer på, så de lagde ud med at fortælle hvordan aftalen var kommet i stand. De fortalte, at de ønskede at udgive en krimi, med en slags nyfortolkning, af nogle af de bibelske historier. De kontaktede Jakob, som synes idéen lød som en sjov udfordring. 

Jeg vil gerne lige slå fast, at hvis man som jeg, på ingen måde er kristen og ikke tror på hverken gud eller Jesus, så vil dét med den bibelske historie, ikke være noget du skænker en eneste tanke. Jeg kan da godt se, at der er en drejning omkring Kain og Abel, men jeg havde aldrig tænkt tanken, hvis ikke andre havde nævnt det på mødet.

Vores hovedperson er nok mest Andreas, som er tidligere politibetjent, søn af politichefen og som mistede sin bror i en skudepisode for 10 år siden. Der er dog en hel del flere jeg-fortællere med, men Andreas er den vi kommer tættest ind på livet af. Andreas er stadig optaget af drabet på sin bror, som aldrig er blevet opklaret. Da der sker et røveri, med stort set samme udgang, sætter Andreas endnu engang liv i sagen, hvilket mildest talt ikke falder i god jord hos politiet.

Samtidig bliver en højtstående politiker slået ihjel og Andreas bliver kontaktet af dennes far og søster, som også er Andreas’ ekskæreste. Hun gør ham stadig blød i knæene, så han har svært ved at takke nej til deres ønske om, at hjælpe dem. En sideløbende historie om ekskærestens far Johannes, som foregår i Grækenland i 1973, giver ekstra dybde til historien og trækker selvfølgelig sine spor frem til de sager der står for opklaring i nutiden. 

Alt i alt en super god historie, som holdt mig interesseret hele vejen igennem. Den er virkelig velskrevet og i et sprog der er hverdagsagtigt og bare flyder og får personerne til at fremstå troværdige. Undervejs havde jeg egentlig tænkt, at bogen skulle lande på 4 krimiperler, men da vi nåede slutningen, blev det hele ligesom lidt for let efter min mening. Det er ikke opklaringsarbejdet der får Andreas og politiet på sporet af gerningsmanden. Det er et brev/dagbog, hvor det hele er skrevet ned og upti vupti, så har de stykket det hele sammen, inklusiv gerningsmandens følelser, motiv og hvordan alting i øvrigt ellers hænger sammen. Det er lidt en skam, synes jeg, for plottet er egentlig super godt og temmelig brutalt. Derfor lander Elektra på 3 krimiperler. Det er dog stadig en virkelig god og tankevækkende bog om hvad både kærlighed og dybt sort had, (måske) kan drive mennesker til.




Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)




fredag den 23. september 2016

Chris Carter gæster Danmark til oktober

Det er ved at være rigtig længe siden, at Chris Carter har besøgt os her i Danmark. Nu skal vi heldigvis ikke vente ret meget længere. Plusbog.dk har inviteret ham til henholdsvis Herning d. 25. oktober og København d. 26. oktober. 

Frk. Tines krimitanker (altså mig ), deltager naturligvis i Herning, sammen med Forlaget Jentas  Jeg glæder mig! Mon vi ses? 


Læs mere på forlagets Facebookside,hvor du også finder links til billetbestilling. 

lørdag den 10. september 2016

Anmeldelse: Lukas Hviid Petersson - Corvus Corax



Jeg har lidt svært ved at skrive anmeldelse af denne bog. Jeg føler mig lidt som Thomas Blachman der afviser de unge håbefulde talenter med hård hånd. Forfatteren til Corvus Corax er kun 14 år. Derfor er det endnu sværere at komme med en ærlig mening om bogen. Jeg brød mig simpelthen ikke om den. Sproget var alt for umodent med alt for mange detaljer og beskrivelser af ligegyldigheder. Jeg sad hele tiden med følelsen af, at læse en dansk stil fra en folkeskoleelev med en livlig fantasi. Bevares, for en 14-årig er det super flot skrevet, men helt objektivt set fra min side og vurderet som en almindelig krimi, så spiller det bare ikke.

Bogen foregår i det amerikanske, hvor en række prostituerede bliver myrdet. Betjenten Mike, er på sagen og udover at arbejde med den professionelt, så har han samtidig sin egen lille hemmelige efterforskning kørende, hvor han får hjælp af en tidligere prostitueret.

Der er en del fortællere i bogen og jeg fandt det svært at hitte rede i, hvornår det var den ene og hvornår det var den anden, da det ikke fremgår af teksten hver gang. Plottet er rodet og tyndt og der er ikke styr på realiteter. Alt i alt vil min konklusion være, at forfatteren skal øve sig i en del år endnu, før han kaster sig ud i flere ”voksenbøger”.  Jeg tænker han kan blive god med tiden, for han kan tydeligvis et eller andet. Personligt er jeg til de makabre krimier og Lukas Hviid Petersson, har fat i noget af det grumme hist og pist.