mandag den 8. august 2016

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Du går ikke alene


Jeg troede egentlig, at Mari Jungstedt havde afsluttet sin serie om Knutas, Karin og Johan, efter hun havde skrevet bog med kæresten, Ruben Eliassen. Men nej, den serie ser ud til at fortsætte videre og videre.

I "Du går ikke alene"' er vi altså atter tilbage på Gotland sammen med de efterhånden meget velkendte personer. I denne bog er det dog Karin der på en måde er i fokus, da Knutas er på orlov ovenpå en hændelse som skete i forrige bog i serien. Når jeg siger, at hun "på en måde" er i fokus, så skyldes det, at vi også følger Knutas i hans hjem og med hans tanker og gøremål. Han er da heller ikke helt uden for drama, da det ser ud til, at nogen har et udestående med ham og udsætter ham for modbydeligheder.

En lille treårig pige, er med sin mor på arbejde. Pludselig er hun væk, og da det går op for hendes forældre, at hun ikke er at finde, bliver politiet tilkaldt. Der er ikke mange spor at gå efter, og det varer ikke længe, før endnu en pige bliver taget.

Sideløbende følger vi en mand, som opdager, at hans kone har et lidt lyssky sidegeshæft kørende om natten, imens han selv er på arbejde. Det gør ham selvfølgelig både ked af det og vred, så han søger hjælp i kirken, bag om ryggen på sin kone.

Personligt synes jeg nok, det var en god idé, hvis Mari Jungstedt startede forfra med en helt ny historie. Jeg synes der er tærsket nok langhalm på de her personer og det bliver simpelthen bare for kedeligt. I det mindste slap vi for Johan og hans evindelige problemer med kæresten, men i stedet er det så Karin og Knutas der er blevet kærester og deres indbyrdes forhold og usikkerhed på hinandens følelser osv, vi skal trækkes rundt i. Plottet er tyndt og nemt regnet ud. Der er ikke nogen snørklerier ved opklaringen, som vi skal delagtigøres i som læsere og alt i alt, er det en pænt tam historie. Den er dog ikke så lang og dermed let læst.




Anmeldelse: Stuart Macbride - Hilsner fra de døde


Hold kæft det her er en fed bog! Beklager sproget, men jeg er simpelthen nødt til at slå fast, at det her er en af de bedste bøger jeg har læst i længere tid! Den er forholdsvis lang, 446 sider, men ikke en eneste side for meget - faktisk nærmere for lidt.

Bogens hovedperson,  Kriminalbetjent Ash Henderson, er også bogens jeg-fortæller. Det er på alle måder, hans fortælleform, der gør bogen så fantastisk. Hans måde at tænke på, hans ligeglade væremåde og så hans tørre erkendelser af ting der foregår omkring ham. Ordet møgsvin, bliver brugt flittigt. Bogens handling, er alt andet end sjov, men alligevel, havde jeg smil på læben gennem næsten hele bogen. Det er de små detaljer der gør det hele og jeg er dybt imponeret af forfatteren, Stuart Macbrides fantasi! 

Hilsner fra de døde, foregår i en lille by i Skotland. Her har en syg morder med tilnavnet Birthday Boy, hærget gennem mange år. Hans tilnavn har han fået, da han tager pigerne 4 dage før deres 13 års fødselsdag. Året efter på datterens fødselsdag, modtager forældrene et hjemmelavet fødselsdagskort, med et billede af deres datter, levende, skrækslagen og bundet til en stol. Sådan fortsætter det år efter år og billederne viser tydeligt hvad pigerne har været udsat for. Først mange år senere, modtager de det kort, som endeligt giver dem vished om deres datters død. I 8 år, har politiet arbejdet på sagen, men uden spor og også uden lig.  

Hilsner fra de døde, er en af den slags bøger, jeg har lyst til at anbefale til alle. Den er rå og brutal, den er ond og makaber og samtidig er den sjov. Den er støvsuget for alt der omhandler parforhold og sex. Jeg ved godt det er lidt en floskel, men skulle jeg læse én bog denne sommer, så skulle det være den. Det er en af den slags bøger, der sætter sig dybt. Medfølelsen med Ash, som gemmer på den største mest hjertegribende hemmelighed af alle - hans egen datter er blevet taget af Birthday Boy. Da bogen begynder, har han netop modtaget kort nr 5, hvor hun er groft tortureret, men stadig i live. Han ved, at han vil blive taget af sagen, hvis nogen kender hans hemmelighed, så alle inklusiv hans ekskone, tror, at datteren er stukket af hjemmefra. Da bogen var slut, var jeg slet ikke færdig med den og jeg var fuld af uopklarede spørgsmål. Jeg håber lidt, at der er en del mere i serien og samtidig synes jeg det er lidt fedt, med noget at tænke over, som er overladt til min egen fantasi.




søndag den 31. juli 2016

Anmeldelse: Karin Slaughter - Mord for øje


Engang for lææænge siden, læste jeg en bog af Karin Slaughter. Mørk treenighed, eller noget i den retning, hed den. Det var en del af serien om Will Trent. Jeg kan huske, at jeg synes den var så tilpas underlig, at jeg ikke har haft behov for, at læse mere af Slaughter siden. Folk rundt omkring, er begejstrede for hende, har jeg selvfølgelig godt bemærket, men aaarh, jeg synes ikke helt jeg orkede mere underlighed. Men så kom hendes bog "De smukkeste", som var en stand alone. Jeg satsede, læste den og blev fuldstændig blæst bagover. Suveræn bog... så nu var jeg ligesom hooked og tænkte, at hun skulle have en chance mere. Som den opmærksomme læser jeg er (host), har jeg selvfølgelig fanget, at der er hele tre serier at vælge imellem, af Karin Slaughter. Jeg ville selvfølgelig godt springe over Will Trent indtil videre, så jeg lagde ud med første del i serien om Sara Linton. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var lige præcis en bog efter mit hoved!

Sara er børnelæge på et hospital i en mindre by, i de amerikanske sydstater. Som bijob, hjælper hun politiet som retsmediciner, når de har brug for det. Det plejer bare at være mindre problemer, men pludselig står Sara og politiet i Grant County, bogstavelig talt med et lig mellem hænderne. Den unge kvinde er ilde tilredt og er blevet mishandlet og voldtaget på bestialsk vis. 
Sara Lintons eksmand, Jeffrey, som er byens vicekriminalbetjent, er den, som sammen med sit team, skal forsøge at opklare det grufulde mord. I den lille by hvor alle kender alle, er det svært ikke at tage sagen personligt. Sara har en fortid, som hun forsøger at glemme, men som gør det endnu mere magtpåliggende for hende, at få fanget morderen. Hendes fortid er ved at indhente hende, selvom hun gør hvad hun kan for at undgå det.

Jeg er hermed meldt ind i klubben af Karin Slaughter-tilhængere. Jeg kan næsten ikke vente til at komme igang med næste del i serien. "Mord for øje", har alt det, der gør en krimi til noget særligt i mine øjne. Den har spændingen, den har det gode plot, som ikke lige er til at gennemskue. Jeg havde en idé om morderen, men var trods alt ikke sikker. Motivet var da også overraskende om end ikke noget, man kunne have regnet ud. Der er masser af blod og bestialske voldsomheder udpenslet i detaljer. Ingen tvivl om, at Slauhgter har haft fantasien i omdrejninger. Jeg synes det er fantastisk, når der ikke springes over hvor gærdet er lavest, og det gør der bestemt ikke her. Jeg er fan! 


torsdag den 28. juli 2016

Anmeldelse: Camilla Grebe - Når isen brister



"Når isen brister", handler om den unge kvinde Emma, som indleder et forhold til sin øverste chef, Jesper. Han ønsker det hemmeligholdt pga pressen, så ingen kender til deres hemmelighed. En dag hører Emma pludselig ikke mere fra Jesper og snart findes liget af en kvinde, i hans hjem. 

Hos politiet famler man i blinde, men da mordet ligner et tidligere uopklaret mord, beder de adfærdspsykologen Hanne Lagerlind, om hjælp. Hun er specialiseret i voldsomme gerningssteder og hjalp også politiet i den tidligere sag. 

Der er mange følelser i denne bog og jeg synes næsten den mere er en kærlighedshistorie end en krimi. Både mellem Emma og Jesper og mellem Hanne og Peter. Bevares, der er da også et psykologisk spil, men jeg synes på ingen måde det er særlig dybt eller enestående. Det tog mig ganske vist lidt tid, at nå frem til det twist der er, men desværre afsløres det lidt for tidligt, så vi hele tiden er et skridt foran gennem resten af bogen. Når politiet er på sporet af noget, eller når de er i vildrede, så ved vi allerde hvad der er sket. Det er ærgeligt, for det gør bogen kedelig og forudsigelig. 

Det mest gribende i bogen, var for mig, den midaldrende Hanne og hendes følelser for politimanden Peter, hendes manglende følelser for ægtemanden Owe og hendes angst for fremtiden i forbindelse med sygdommen demens, som har ramt hende. Meget fint og rørende beskrevet.



mandag den 18. juli 2016

Anmeldelse: Palle Schmidt - Fanden på væggen


På Bagsiden står der:

Detektivbureauet Jankowski I/S kæmper for at overleve. Helena forsøger at holde butikken kørende, mens den tidligere militærmand David er gledet ud på en deroute af vold. Yasin bruger mere tid på afpresning og et skrantende familieliv end på arbejdet. Den tidligere kriminelle Frank ser magtesløs til, mens det sidste han har, smuldrer mellem fingrene. Og den pensionerede politimand Schebel har sin helt egen agenda.

Da en gammel sag om et kidnappet barn dukker op, virker det som en gave fra himlen, men efterhånden som de graver dybere, åbnes en Pandoras æske af rædsler og det viser sig, at sagen snarere er en enkeltbillet til helvede.

Ovenstående er egentlig meget præcist beskrevet, men jeg må være ærlig og sige, at når det tager 240 sider at nå frem til noget spænding og når vejen dertil er krydret med ituslåede parforhold og ulykkelig kærlighed, så er jeg altså tabt inden jeg når så langt. Der bliver brugt for meget tid på ting og tanker, som ikke er vigtige for handlingen. Sproget i bogen er ført som dagligdags talesprog, hvilket er super fint, så længe det er personerne der taler sammen. Det bliver for meget, når resten af historien også er skrevet på den måde – når mødre der har mistet deres børn begynder at ”tude” og ”vræle”, når ingen nogensinde kigger, men altid glor, når man ikke tænder en cigaret, men stikker en cigaret i flaben osv… jeg ved godt det er småtingsafdelingen, men for mig bryder det flowet i teksten, og det får mig til at stoppe op og tænke på ordvalget, frem for at fordybe mig i historien.

Men nu skal det heller ikke være negativt det hele, for når spændingen først starter, så kommer der fuld smæk på, og fra at sidde og hænge med bogen, så var der pludselig masser af spænding, som holdt mig ude på kanten af stolen. Historien tager en drejning jeg ikke havde set komme, og de sidste 100 sider af bogen, er aktion og ondskab fra ende til anden. Jeg vil undlade at fortælle hvad det går ud på, af frygt for at afsløre noget. Det fungerer bedst, når det kommer som en overraskelse. Der er stadig nogle løse ender når bogen slutter, så mon ikke der er en toer på vej. Fx hvad sker der med Yasin, hvad var det egentlig helt han havde gang i ham Schebel og får det følger for den person der ser ud til at have del i det hele? Det glæder jeg mig til at finde ud af. I næste bog vil jeg dog ønske, at der er skåret noget af alt det ligegyldige væk, og der i stedet bliver skåret ind til benet, fra starten af.



Vil du også være med på Facebook :)





søndag den 10. juli 2016

Anmeldelse: Julia Heaberlin - Kvinden i graven


Psykologisk thriller, står der i forlagets beskrivelse af Kvinden i graven. Jeg har ikke helt styr på definitionen af en thriller, men i min optik, er det noget uhyggeligt og det er denne bog ikke. Det psykologiske spil er til gengæld i topform hele vejen.

Bogen er bygget op med en enkelt fortæller, som dog fortæller sideløbende i både nutid og tilbage i 1995. Fortælleren er bogens hovedperson Tessa/Tessie. Når vi er tilbage i 1995, følger vi hendes tanker under besøgene hos den psykiater, som hjælper hende igennem den svære tid efter hun som 16-årig, bliver fundet i en grav. Her har hun ligget begravet sammen med en død pige og knoglerne af yderligere to piger. Omkring graven, havde morderen plantet sortøjede blomster, hvorfor pigerne hurtigt får tilnavnet ”De sortøjede piger”.

Da vi møder Tessa i nutiden, finder hun de selvsamme sortøjede blomster, plantet under sit soveværelsesvindue. Igennem de sidste 17 år, har hun jævnligt fundet disse blomster plantet på sin grund. Det har selvfølgelig fået Tessa til at tvivle på, om den mand der nu sidder på dødsgangen for mordene, er den rigtige morder. Hun har derfor sagt ja, til at samarbejde med en advokat, som er overbevist om mandens uskyld.

Jeg vil sige, at jeg var godt underholdt igennem hele bogen. Den der følelse af, at om lidt sker der et eller andet og hvem kan man egentlig stole på, var vedvarende. Jeg blev mere og mere nysgerrig på, hvem der egentlig var morderen. I og med, at bogen mere eller mindre, er bygget op på hovedpersonens tanker og fortællinger, er der selvsagt ikke noget opklaringsarbejde. Vi følger dog til dels med i de opdagelser retsmedicinerne gør og det er medvirkende til, at holde spændingen og nysgerrigheden kørende. Jeg er ikke stor fan af kærlighedshistorier i krimi, men i denne bog var det til tider det, der optog mig mest. Måske fordi uhyggen udeblev og det ikke føltes som en rigtig krimi. Vi får dog vores opklaring af mordene og så endda med et fint twist.

Normalt læser jeg helst ikke bagsideteksten på en bog inden jeg går i gang. Jeg vil helst blive overrasket. Det gjorde jeg heller ikke med ”Kvinden i graven”, men da jeg læser den nu hvor jeg skal skrive anmeldelsen, spekulerer jeg på om den der har skrevet bagsiden, mon overhovedet har læst bogen. Den indeholder i hvert fald et par ting som ikke er korrekte, ligesom det også virker som om det er gået lidt hurtigt med korrekturen i bogen. Det er ærgerligt.

Når jeg kun lander den på 3 perler, skyldes det, at bogens fortælling ikke efterlod mig med noget særligt. Ikke noget der var tankevækkende nok, til lige at skulle fordøjes efter endt læsning. Det behøver der heller ikke altid at være, men der var generelt ikke rigtigt noget der rystede mig igennem læsningen, selvom Tessies oplevelser er grumme.



Vil du være med ovre på Facebook også? Klik H E R

søndag den 3. juli 2016

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Lærlingen



Endelig er der nyt fra Tess Gerritsen og denne gang, er det den længe ventede fortsættelse til Kirurgen. Ekstremt velskrevet krimi, så jeg har været spændt på, om Lærlingen kunne leve op til sin forgænger. Det vil jeg mene, at den godt kan, selvom gyserniveauet er lettere reduceret.

Jane Rizzoli er tilbage – det samme Kirurgen. Vi møder ham første gang i fængslet, hvor han har siddet siden Rizzoli sendte ham derind, efter han nær havde slået hende ihjel. Vi følger hans tanker om at finde en ny samarbejdspartner til sine brutale mord – med andre ord, en lærling. Vi følger hans planlægning af flugt og jeg røber ikke noget uventet ved at afsløre, at det selvfølgelig lykkedes ham.

Jane Rizzoli, som jeg egentlig ikke brød mig særligt om, er bange og nedbrudt. Hun er stadig cool, sej og fandenivoldsk, imens hun forsøger at opretholde sin værdighed og sin stolthed. Ved nyheden om, at Kirurgen er på fri fod, øges hendes frygt selvfølgelig betydeligt. Hvor forrige bog i serien var gennemsyret af uhygge, er frygt nok det, der præger stemningen i denne bog mest. Den er så levende beskrevet, at den nåede helt ud i kroppen på mig. Vi møder en blødere side af Jane Rizzoli – en side som faktisk klæder hende. Jeg tog mig selv i, at synes rigtig godt om hende.

Som nævnt tidligere, er der skruet ned for gyserniveauet og jeg blev ikke skræmt som i forgængeren. Til gengæld har den masser af udpenslede og blodige detaljer. Masser af creepy udspekulerede mord, som grænser til det kvalmende, men på den gode måde, hvis man kan sige det sådan.

Jeg er vild med den, jeg er bister over at den er slut og jeg glæder mig som et barn til fortsættelsen kommer. Det skulle den efter sigende gøre til efteråret.



Vil du også være med på Facebook?