torsdag den 16. februar 2017

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Domino


Sidste side er vendt i sidste del af Carin Gerhardsens serie om Hammarbypolitiet. 8 bøger er det blevet til og jeg har nydt dem alle. Denne var ingen undtagelse og jeg synes egentlig det er lidt trist at det er forbi.

Vi starter ud tilbage i 1997, hvor hele to dødsfald sker i samme lille by. Det ene er et brutalt mord på en syvårig dreng, begået af hans femårige kammerat. Drengen er dræbt ved slag i hovedet med en hammer. Fremme i nutiden, sker der endnu engang drab med samme fremgangsmåde.

Sjöberg, Gerdin, Petra og alle de andre på det tæt sammentømrede team, har en svær opgave foran sig. En opgave som bliver endnu sværere, fordi holdet er amputeret på flere måder. Gerdin har lagt sig syg, Hamad fungerer ikke psykisk efter overfaldet i forrige bog, hvilket også nedbryder Petra. Sjöberg er presset af den nye stedfortrædende chef, som gør alt der står i hendes magt, for at pille ham ned. Men holdet er stærkt og de står sammen om at opklare de brutale mord.

Efter min mening er det her en rigtig fin afslutning på en god serie. Jeg har altid nydt at læse Carin Gerhardsens bøger, som ikke er hverken hyggekrimi eller neglebidende uhygge. De ligger et sted midt imellem og har som regel et godt plot og masser af opklaringsarbejde. Det samme gør sig gældende denne gang og jeg blev både fanget af spænding og plot og rørt over de skæbner der har betalt en høj pris gennem årene. En lille smule langtrukket, synes jeg dog den blev engang imellem, når vi følger opklaringen, ved hvad de når frem til og alligevel får det hele gentaget når de briefer hinanden. Jeg mener der også kunne være skåret nogen ting væk fra historien omkring Hamad, men på den anden side, er det med til at øge spændingen i en anden sidehistorie, så alt i alt er jeg nået frem til, at det er fint nok.

Når jeg læser forfatterens ord tilsidst i bogen, så tolker jeg det som om, hun er færdig med at skrive. Ikke bare Hammarbyserien, men helt færdig. Hun skriver, at hun nu får tid til være sammen med hendes nære, nu hvor hun ikke skal svede ved sit skrivebord mere og at hun vil komme til at savne læserne. Jeg håber jeg tolker det forkert, for jeg vil rigtig gerne læse mere af Carin Gerhardsen og havde glædet mig til at finde ud af, hvad hun ellers kunne finde på. Der er ikke andet at gøre, end at krydse fingre 😊

Hvis du har kunnet lide de andre bøger i denne serie, så tror jeg ikke, du vil blive skuffet over Domino. Den har lidt af det hele, uden dog at tage mig ud på kanten af stolen. Den gav mig en lille klump i halsen tilsidst. Som sagt – en rigtig fin afslutning på en rigtig fin serie!!








tirsdag den 7. februar 2017

Anmeldelse: B. A. Paris - Bag lukkede døre


Uh altså, det her var en læseoplevelse udover det sædvanlige. Bag lukkede døre, er i genren domestic noir, som kendetegnes ved, at handlingen mestendels udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge. Titlen ”Bag lukkede døre”, siger egentlig det meste for denne bog.

Jack og Grace bor sammen i et stort smukt hus. De har været gift et års tid, men opfører sig stadig som nygifte og nyforelskede. Alt er perfekt i deres liv. Jack er en dygtig advokat, som aldrig har tabt en sag. Grace går hjemme og er tilsyneladende den perfekte husmor, som ikke har brug for andet end sin elskede mand. Udover Jack, er det vigtigste i Graces liv, hendes søster Millie, som har Downs syndrom. Millie bor i øjeblikket på en skole, men snart skal hun hjem og bo i kærlige omgivelser hos sin søster og svoger.

Men som den kvikke læser nok har regnet ud, så er der revner i det perfekte glansbillede. Grace har ingen veninder, Grace ejer ikke en mobiltelefon, Grace melder altid afbud til planlagte arrangementer. Grace bevæger sig ingen steder hen, uden Jack ved sin side! Hvorfor?
Bag lukkede døre er ikke en hæsblæsende thriller. Den foregår i et stille og roligt tempo og der pilles langsomt flere og flere lag, af den grusomme historie. Bogen er fortalt i jeg-form af Grace, hvilket gør, at vi kommer dybt ind i hendes tanker og følelser. Helt derind hvor frygten og fortvivlelsen bor. 

Gennem hele bogen ligger en mørk sky af gru og ondskab. Den gjorde mig ikke bange, men den gav mig klump i halsen og ondt i maven. Den fik mig til at krydse fingre for, at de rigtige sejrede til sidst.

4 store krimiperler fra mig, til denne creepy, men særdeles realistiske fortælling!


Kom gerne og følg med på Facebook 💖




søndag den 5. februar 2017

Anmeldelse: Geir Tangen - Maestro


Her har vi at gøre med en helt ny krimiforfatter, men en som tydeligvis har styr på at skrive en krimi der fænger fra første side.

Den ene af vores hovedpersoner, journalisten Viljar Ravn Gudmundson, modtager en mail, der forudsiger et mord. Viljar tager det ikke rigtig seriøst, men sender det alligevel til politiet. Da mordet bliver en realitet, bliver Viljar mistænkt og beskyldt for at ønske opmærksomhed. Snart dukker endnu en mail op og det bliver hurtigt tydeligt, at der er tale om en bindegal morder, som ikke er bange for at efterlade sig spor, i jagten på den helt rigtige måde, at udføre sine brutale mord. Og lad mig bare slå fast, at her ikke er sparet på mord eller detaljer omkring dem. Som regel er der en eller anden grænse, for hvem der bliver slået ihjel og ”de gode”, bliver som regel reddet i sidste øjeblik. Sådan er det ikke her. Der myrdes løs til højre og venstre. Vi har at gøre med en morder, som har skrevet sin egen drejebog og hvor han selv er dukkeføreren, der planlægger hvordan tingene skal foregå. Viljar er ikke længere mistænkt, men jaget.

Jeg kan virkelig godt li den her bog og den her forfatter. Jeg synes også godt om bogens hovedpersoner, journalisten Viljar og politiefterforskeren Lotte Skeisvoll. Jeg oplevede bogen som spændende fra start til slut. Et enkelt sted, måtte hånden lige op foran munden i forfærdelse. Der er masser af små drejninger, som gør, at morderen ikke er sådan lige at regne ud. Jeg havde en i kikkerten længe, men var samtidig klar over, at det nok var et twist. Ganske rigtigt. Jeg blev overrasket, selvom det alligevel ikke var så overraskende endda.

Bogen manglede på ingen måde spænding, men alligevel savnede jeg noget uhygge. Jeg blev ikke skræmt på et eneste tidspunkt. Derfor lander Maestro på 4 krimiperler i stedet for 5.


Jeg sætter pris på at vide, at der er planlagt en trilogi. Så håber jeg der er skrevet lidt mere af det creepy ind i de næste to. Fantastisk med en ny og lovende forfatter på banen. Nårh ja... så er der også skrevet en sjov lille, men meget overraskende og original, gimmik ind i bogen :) 


Synes du det kunne være hyggeligt at følge med på Facebook også? Se med lige H E R  :)

torsdag den 2. februar 2017

Anmeldelse: Anna Grue - I lige linje



Der er et eller andet helt særligt over Anna Grues skaldede detektiv, Dan Sommerdahl. Efter 7 bøger i hans univers, synes jeg, at være kommet til at kende både ham og resten af omgangskredsen af venner, politifolk, ekskone og børn, ganske godt.
Jeg kan virkelig godt lide Dan. Jeg synes han er en fornøjelse at følge, men jeg kan også virkelig godt lide en god krimi og det synes jeg ikke helt jeg fik da jeg læste I lige linje. Anna Grue skriver i et dagligdags sprog og om et dagligdags miljø, men denne gang, gik der bare også lidt for meget dagligdags i krimidelen. I hvert fald for mig.

Handling:
I den lille fiktive by, Christianssund, findes en garvet cykelrytter død efter at være kørt af vejen og ned i et hul. Manden er rytter gennem mange år og ingen forstår, hvordan det lykkedes ham at overse afspærringerne på vejen. Intet tyder dog på en forbrydelse, så sagen henlægges som uheld. Ikke lang tid efter, findes en anden mand dræbt. En som også kan kædes til byens cykelklub. Dan får mistanke om, at det hele på en eller anden måde hænger sammen, så han går i gang med at snuse rundt. Dan kommer langt omkring – faktisk hele vejen til Oxford, hvor han både skal finde en forsvunden pige og sin egen far.

Følelserne får lov at fylde en del i denne bog. Noget tyder på, at Dan igen er på vej ud i noget stress eller depression. Han er halvsur, han kan ikke sove om natten og samtidig er hans mor ramt af en blodprop, har mistet evnen til at tale. Han spekulerer på, hvad han har opnået i livet, om det er godt nok og på hvorfor han er endt alene på randen til ensomhed. Derudover, følger vi også et par SOSU-assistenter, som begge arbejder på det plejecenter, som Dans mor nu bor på. Begge kvinder har også en masse følelser i spil.

Mine tanker:
Når jeg går i gang med en Anna Grue-krimi, så ved jeg godt, at der er dømt hyggelæsning og jeg forventer ikke dybe plots, masser af blod, gru og uhygge. Hendes bøger plejer dog alligevel at indeholde lidt mere mordgåde og spænding end denne. Det blev simpelthen for tyndt for mig. Jeg tog mig selv i at blive irriteret over måden hvorpå Dan og Christianssund politi, hele tiden arbejder parallelt. Vi får på en eller anden måde, mange af tingene to gange. De opdager de samme ting på næsten samme tidspunkt og hvis Dan opdager noget først, holder han det til at starte på, for sig selv. Jeg lod mig også irritere over at vennen Flemming, som også er kriminalbetjent i byens politi, uden videre plaprer ud om fortrolige oplysninger omkring mordet, til både Dan og ekskonen Marianne og over hvordan Dan ser det som en selvfølge, at Flemming holder ham opdateret om hændelser, anholdelser osv. Det bliver simpelthen en smule for urealistisk, ligesom der også er lidt for mange tilfældige sammenfald.


I lige linje, blev en meget blandet læseoplevelse for mig, fordi jeg på den ene side kedede mig med handlingen og på den anden side hyggede mig i selskab med Sommerdahl-universet. Nu er det altså, det uhyggelige og uforudsigelige, der trækker mest i mig, så derfor lander jeg på to krimiperler denne gang. 



Har du lyst til, også at følge med på Facebook?

søndag den 29. januar 2017

Anmeldelse: Lars Kepler - Kaninjægeren



Endelig kom der længe ventet ny krimi fra Lars Kepler. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en lille smule forelsket i Joona Linna og han har været savnet.

I denne bog, starter Joona ud i fængsel og jeg må komme med endnu en indrømmelse – jeg har faktisk glemt hvorfor. Det havde dog ikke nogen betydning for handlingen, og bogen starter lige på og rå, med en spændingsscene der gav hjertebanken og et uhyggeligt, blodigt, brutalt mord. Så ruller spændingsbussen ellers derudaf og holder tempoet i jævn høj fart hele vejen.

Det brutale mord, er på ingen ringere, end Sveriges udenrigsminister. Saga Bauer sættes på sagen og tadaaa, ja rigtig gættet, hun får en meget højtstående herre, til at sørge for, at de får lov at benytte sig af Joonas hjælp og skarpe hjerne. Det varer heller ikke særlig længe, før han har opdaget, at hvad man først efterforsker som terror, i stedet viser sig, at være en gal mands værk. Et uhyggeligt og gennemtænkt værk, som bunder i hævn på grusommeste vis.

Her i huset, har vi en sødeste kanin. En meget tam dværgvædder, som bor i vores stue og er meget højt elsket af hele familien. Når man har sådan en størrelse, så er der lige et par steder i bogen, som stikker i ens kaninhjerte. Bortset fra det, så synes jeg det er fremragende læsning, med alle de brutale udspekulerede mord. Jeg havde kuldegysninger og tog flere gange mig selv i, at holde vejret grundet det høje spændingsniveau.

Jeg er vild med den her bog. Jeg ønskede ikke at den skulle slutte, på trods af, at den er intet mindre end 576 sider lang.
Kaninjægeren er 6. del i serien om Joona Linna og Saga Bauer. Den efterlader os, med en cliffhager, som gør det pisse irriterende (pardon my French), at skulle vente på bog nr 7 :) :)


5 kæmpe krimiperler fra mig. 


Har du lyst til at følge med på Facebook? Så klikker du bare lige HER :)

fredag den 20. januar 2017

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - Pigen og vogteren


I denne 5. del i serien om kriminalpsykolog Katrine Wraa, skal vi en tur ind i psykiatriens verden. Psykoterapeuten Alice Milford findes myrdet i sit hjem og da Alice var fortaler for terapi frem for psykofarmaka, kan nogen i medicinalbranchen muligvis have interesse i, at skaffe Alice af vejen? 
Der var også mange kontroverser i hendes privatliv, hvor hun bl.a. datede direktøren for et stort medicinalfirma, hvilket ikke var velset i hverken hans eller hendes kredse. Hun var også i gang med at skrive en bog, sammen med sin plejedatter, hvilket gav problemer i forholdet til hendes biologiske datter, som altid har følt sig svigtet af sin mor. 
Katrine har det svært efter tabet af kæresten Jens, men er på vej til overfladen igen. Hun hyres derfor til at arbejde på sagen sammen med kriminalbetjenten Naja Skytte. Til at starte med er forholdet en smule anstrengt, men det viser sig hurtigt, at de to er et godt match.

I bund og grund, synes jeg, at det er et spændende emne der berøres i bogen her. At alt for mange børn og unge - ja alt for mange mennesker generelt, får udskrevet psykofarmaka, hvor samtaleterapi måske (måske ikke) kunne være vejen frem i stedet. Jeg var egentlig også rigtig godt underholdt gennem det meste af bogen. Jeg kan godt lidt Katrine Wraa og jeg kan rigtig godt li hendes nye makker, Naja. Men… desværre synes jeg, at historien og mordopklaringen, begyndte at trække i langdrag. Det blev meget det samme og jeg var desuden en smule skuffet over slutningen. Jeg havde lidt håbet på en anden morder, som havde været mere oplagt :)

3 krimiperler herfra 


Har du også lyst til at følge Frk. Tines Krimitanker på Facebook? 



tirsdag den 17. januar 2017

Anmeldelse: Lotte Petri - Sort død og Hvidt snit


SORT DØD:

Man skal ikke skue hunden på hårene og heller ikke skue en bog på dens cover. Jeg bøjer hovedet i skam, bukker og skraber og indrømmer, at det er jeg kommet til. Jeg synes omslaget på Sort død, er så kedeligt, at jeg har udsat bogen længe fordi der hele tiden kom andre bøger ind foran, som umiddelbart virkede mere interessante. Heldigvis kan jeg godt indrømme, når jeg tager fejl. Og jeg tog grueligt fejl i dette tilfælde, for det viste sig, at være en virkelig god, spændende og yderst interessant bog!

Vores hovedperson er Selma Eliassen, som er chef for Overvågningstjenesten på Epidemiologisk Institut. Med andre ord, er det hendes opgave, at forhindre biologisk terror. Når vi tænker på biologisk terror, går vores tanker ofte i retning af breve med miltbrand, for at skade flest muligt mennesker. Det er ikke den slags terror vi har at gøre med i bogen her. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men jeg kan nævne, at vi kommer omkring syge fanatikere, forsøg på mennesker, som stammer helt tilbage fra 2. verdenskrig, et brutalt mord i en MR-scanner, på en person med metal indopereret i kroppen. Og så er der pest – en genmanipuleret og menneskeskabt type!

Her er masser af uhygge, her er masser af spænding og uventede twist. Og så er der tankerne, som hurtigt begyndte at krybe rundt i hovedet på mig – det ville kunne ske i virkeligheden. Eller i hvert fald noget tilsvarende, for der findes syge mennesker derude. Og hvem i bogen kan vi stole på. Når man ser film om biologisk terror, så er det ofte sådan, at smitten får udryddet en masse mennesker eller også er den tæt på at gøre det. Mennesker i rumdragt-lignende tøj, render rundt og er helte. Sådan er denne bog ikke. Forfatteren får det hele flettet fint ind i en mere typisk krimi, men med biologien som mordvåben frem for knive og pistoler eller andre makabre genstande. Det er det som efter min mening, gør den ekstra god. At sagen også har hold i virkelighedens grumme eksperimenter tilbage under 2. verdenskrig, gør kun det hele bedre pga den viden vi får med som ekstra materiale. 


Jeg vil straks gå i gang med næste del i serien :)



HVIDT SNIT:

I Hvidt snit møder vi igen Selma Eliassen som vores hovedperson. Denne gang er der et par personer, som også fylder lidt mere i bogens handling, nemlig politikommisær Ian Buchanan og Selmas studiekammerat og veninde, retsmediciner Lone Olsen. De var også med i Sort død, men det er som om de får lidt mere plads og karakter nu, hvilket er positivt.

Også i denne bog, er mordene utraditionelle og pænt rædselsvækkende. Ud fra bogens titel, er det nok ikke den store hemmelighed, at morderen udfører det hvide snit på sine ofre. Men hvorfor? Det er Buchanans opgave at finde ud af, og da der samtidig ser ud til at være en sammenhæng mellem nogle giftmord, bliver det også Selmas opgave.

Hvidt snit, hænger på flere måder sammen med Sort død, så jeg synes ikke jeg vil komme ind på for meget af handlingen, med fare for, at komme til at afsløre noget, som ikke skal røbes, hvis man endnu ikke har læst denne serie. Der er generelt er et rimeligt pace hele vejen igennem. Jo, der går lidt parforhold og privatliv i den, men det er minimalt og mest bare fremmende for handlingen. Hovedsageligt, er vægten lagt på sagen og opklaringen af den. Det sætter jeg pris på. Jeg synes det er ret fedt, at der er så meget læring undervejs. Måske er det bare mig, der ikke har fulgt ordentligt med i historietimerne, men jeg blev i hvert fald oplyst og forfærdet over de grusomme forsøg der er foretaget på mennesker tilbage i tiden. I bøgerne her, er der folk, som stadig deler og fastholder de nazistiske ideologier og kæmper for bl.a., at udrydde mennesker med visse genfejl.

Da jeg gik i gang med Sort død og Hvidt snit, troede jeg faktisk at det var del 1 og 2 af en serie. Da jeg skulle skrive anmeldelsen her, fik jeg vendt bogen og kunne se, at de er nr. 3 og 4. Jeg synes ikke det er et problem at starte her, men det er lidt vigtigt, at man læser dem i rækkefølge, da Sort død ikke afsluttes helt og fortsætter ind i Hvidt snit.

Efter min mening, er dette et par virkelig gode og anbefalelsesværdige bøger. Jeg håber meget, der snart er en del mere på vej :) 


Vil du også være med på Facebook?