fredag den 24. marts 2017

Anmeldelse: Jo Nesbø - Tørst


Tørst… titlen kunne være valgt – og velvalgt – til alle de mange Jo Nesbø-fans, som har tørstet efter mere Harry Hole så længe. Jeg selv er en af de mange. Jeg har aldrig helt troet på, at Harry var et afsluttet kapitel, men han er en af den slags mænd, som er værd at vente på! 😊

Der er gået tre år, siden vi sagde farvel til Harry Hole efter Politi. Han er ikke længere efterforsker, men underviser i stedet på Politiskolen i Oslo. Det kræver nok ikke den store detektiv at regne ud, at Harry bliver overtalt til at medvirke i opklaringen af endnu en sag, for Oslo politi. Morderen – Dæmonen, som Harry aldrig fangede, er på arbejde igen. Denne gang giver han den som vampyrist – en person som dræber for at drikke blod. Og jeg lover jer, at der bliver drukket blod. Før jeg startede på bogen, forstod jeg ikke coverbilledet. Det kom jeg til på kvalmende vis 😀😱

Jeg må indrømme, at jeg havde spekuleret på, om denne 11. bog, nu kunne leve op til de skyhøje forventninger jeg havde til den. Det kunne den i allerhøjeste grad. Jeg synes faktisk det er svært at skrive anmeldelsen af den, for jeg er så højt oppe at ringe, at jeg har svært ved at begrænse mig. Jeg har lyst til at fortælle og fortælle, for den indeholder bare så meget genialitet. 
Den starter lækkert, den slutter lækkert og alt der imellem er også bare gennemlækkert. Den har blod, den har uhygge, den har grusomhed, den har dybere tanker, den har det psykologiske spil og så har den samtidig følelserne med. De kærlige af slagsen. Den har vist egentlig bare det hele. Dens plot er snørklet og selvom jeg faktisk tidligt havde gennemskuet hvem morderen var, og hvad der var motivet, så fik jeg aldrig lov helt at tro på det. Der er så mange mistænkelige personer, at det var umuligt at føle sig sikker. Det holdt min hjerne i omdrejninger hele vejen. 
Om bogen slutter med en vild cliffhanger eller bare har en grum afslutning, ved jeg ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at ventetiden til Harry Hole 12, kommer til at føles ekstremt lang!













Vil du følge med på Facebook?

onsdag den 15. marts 2017

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Ligblomsten


”You had me at Hello”, lyder en kendt kærlighedssætning fra filmen Jerry Maguire. På præcis samme måde, havde jeg det med Ligblomsten. Fanget og fastholdt fra første side. En af den slags bøger der får mig til at længtes efter at læse i den, når jeg lægger bogen fra mig.
Bogen er skrevet i et dagligdags talesprog, som for mig, får hele læseoplevelsen til at glide endnu bedre.

Vores hovedperson er journalisten Heloise Kaldan, som pludselig begynder at modtage breve fra en morder. En ung kvinde, som koldblodigt dræbte en rigmandssøn, for derefter at stirre direkte ind i overvågningskameraet på hans bopæl. Derefter forsvandt hun sporløst. Så hvorfor sender hun pludselig kryptiske breve til Heloise? Politimand Erik Schäfer, der havde sagen, er på sporet igen. Heloise vil helst ikke blandes ind i sagerne, men da der bliver begået endnu et drab, og denne gang på en i hendes omgangskreds, kan hun ikke længere slippe udenom.

Tingene eskalerer, kan jeg godt afsløre. Og fra at være en mere almindelig krimi med et mord der skal opklares og en morder der skal findes, så tager historien pludselig en drejning, jeg ikke havde set komme. En af den slags drejninger der helt tog vejret fra mig. En af dem hvor du holder vejret når du læser. En af dem der gør ondt helt ud i fingerspidserne. Jeg tog mig selv i at være tæt på tårer i medfølelse hos en af dem vi bør hade. Og jeg hadede ham stadig, men mennesket bag, bliver skildret så hjerteskærende. Det samme gælder vores offer. Det virkelige offer, for intet er som det ser ud her. Ikke før det hele falder på plads med et brag.

Ligblomsten er forfatterens debutkrimi, men hovedpersonerne Heloise Kaldan og Erik Schäfer, er beskrevet så fint og stærkt, at de nærmest er nødt til at komme på banen igen. Jeg er ret sikker på, at størstedelen der læser Ligblomsten, vil have mere mere mere, når sidste side er vendt. Jeg vil i hvert fald!!

5 kæmpe krimiperler af 5 mulige














Ligblomsten udkommer 1. april

Har du lyst til at følge med på Facebook? Klik lige 👉 HER 📖📖

onsdag den 1. marts 2017

Anmeldelse: Chris Carter - Mordoffer


Den her bog, har saft susme været længe ventet! Ligesom vi har en J-dag (J for Jussi – ikke Julebryg 😀), så burde vi også indføre en CC-dag. Det er altid lidt farligt, at sætte sine forventninger for højt, men i dette tilfælde, er det okay. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang 😊

I Mordoffer, drejer emnet sig om de sociale medier. Hvor meget og måske især hvad, vi lægger på vores Facebookprofil, Instagram, Twitter osv. At hvem som helst kan se ekstremt meget om vores privatliv, som ikke er så privat alligevel, hvis vi vælger at have en åben profil. Det er der overraskende mange som vælger.

Har du prøvet videoopkald? Det bliver måske aldrig helt det samme igen, efter du er færdig med Mordoffer. Der lægges hårdt ud med et brutalt mord, hvor Tanya modtager et videoopkald fra sin bedste veninde. Karen er bundet og kniplet. Bag hende står en person med en dæmonisk forvrænget stemme. Han tvinger Tanya til at svare på spørgsmål om sit eget liv og om sin venindes. Svarer hun forkert er konsekvenserne yderst grufulde. Morderen tvinger Tanyas blik på skærmen. Kigger hun væk, går det ud over veninden og dernæst hende selv.

De fleste inkarnerede Carter-fans, har nok regnet ud, at det ikke ender rosenrødt for de to veninder. Eller for nogen af de andre ofre, der bliver udsat for denne galnings syge værker. Detaljerne bliver vi ikke skånet for, men det ønsker vi heller ikke – eller hvad? Jeg synes det er detaljerne, som gør Carters bøger anderledes gruopvækkende.

De sidste par bøger fra Chris Carter, har været en smule mere ovre i det psykologiske og spillet mere på vores følelser. Med Mordoffer er vi tilbage til udgangspunktet, med de brutale mord og indviklede plots. Selvom der måske er en spirende forelskelse på vej for Robert Hunter, så er det ikke noget der på nogen måde fylder. Det er opklaringsarbejdet og de morderiske scener, som får lov at stjæle billedet. Tak for det! At det indimellem bliver en anelse McGyver og Hunter er en tand for skarp i hjernen, kan måske irritere nogen læsere. For mig er det ikke så vigtigt, når bare resten holder og det hele hænger sammen. Og det gør det her.  Jeg synes ikke det er hans bedste - måske fordi slutningen bliver lidt upti vupti, så er den sag opklaret, men som med sex og pizza, gælder det også for Carterbøger – selvom det ikke er det bedste vi har fået, er det stadig virkelig godt 😊



For at følge på Facebook, kan du klikke lige H E R 🙏

tirsdag den 28. februar 2017

Anmeldelse: Emelie Schepp - Ondt blod


Ondt blod, er mit første møde med Emelie Schepp, selvom dette er 3. bind i en serie. Hvem der helt præcist er hovedpersonerne sådan gennemgående i serien, er jeg derfor ikke sikker på. Umiddelbart, synes det at være betjentene Mia og Henrik, samt anklager Jana Berzelius. Omkring sidstnævnte er det tydeligt, at der er sket noget forudgående, som dels er blevet afdækket i de forrige bøger og som dels stadig mangler at blive afsløret. 

En teenagepige kommer hjem og finder sin mor bundet fast til en stol, med hænderne skåret af. Falckredderne Phillip og Sandra er hurtigt på stedet, men kvinden står ikke til at redde. Det indbyrdes forhold mellem Phillip og Sandra, er i forvejen ikke super godt og det bliver ikke bedre, når begge forsøger at placere skyld på hinanden, for ting der er gået galt. Endnu et offer bliver fundet og betjentene Mia og Henrik samt anklageren Jana, er på sagen. Morderen er iskold og beregnende og pilen peger i retning af en blodig hævn.

At dømme ud fra bagsideteksten på Ondt blod, skal dette være en krimi i højt tempo. Lige det, synes jeg ikke den lever op til, selvom jeg godt fornemmer, at det er hensigten. Tvært imod, synes jeg den blev langsommelig og meget forudsigelig. Morderen havde jeg hurtigt gennemskuet og så bliver resten nemt kedeligt. Selvom det er blodige og ondskabsfulde mord, så er det som om det ikke helt slår igennem. Det samme gælder for de følelsesladede steder i bogen, som på en eller anden måde også virker lidt flade. Janas historie virker interessant, så jeg håber næste del, giver os større indblik i hendes fortid og hvad det er hun vil gå så langt, for at beskytte.
Jeg tror desværre det har en betydning for min oplevelse, at jeg kommer ind midt i en serie, så har du stadig Emelie Schepp tilgode, vil jeg anbefale at du starter fra bog 1. 


Er du på Facebook, kan bloggen følges der 💖



torsdag den 16. februar 2017

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Domino


Sidste side er vendt i sidste del af Carin Gerhardsens serie om Hammarbypolitiet. 8 bøger er det blevet til og jeg har nydt dem alle. Denne var ingen undtagelse og jeg synes egentlig det er lidt trist at det er forbi.

Vi starter ud tilbage i 1997, hvor hele to dødsfald sker i samme lille by. Det ene er et brutalt mord på en syvårig dreng, begået af hans femårige kammerat. Drengen er dræbt ved slag i hovedet med en hammer. Fremme i nutiden, sker der endnu engang drab med samme fremgangsmåde.

Sjöberg, Gerdin, Petra og alle de andre på det tæt sammentømrede team, har en svær opgave foran sig. En opgave som bliver endnu sværere, fordi holdet er amputeret på flere måder. Gerdin har lagt sig syg, Hamad fungerer ikke psykisk efter overfaldet i forrige bog, hvilket også nedbryder Petra. Sjöberg er presset af den nye stedfortrædende chef, som gør alt der står i hendes magt, for at pille ham ned. Men holdet er stærkt og de står sammen om at opklare de brutale mord.

Efter min mening er det her en rigtig fin afslutning på en god serie. Jeg har altid nydt at læse Carin Gerhardsens bøger, som ikke er hverken hyggekrimi eller neglebidende uhygge. De ligger et sted midt imellem og har som regel et godt plot og masser af opklaringsarbejde. Det samme gør sig gældende denne gang og jeg blev både fanget af spænding og plot og rørt over de skæbner der har betalt en høj pris gennem årene. En lille smule langtrukket, synes jeg dog den blev engang imellem, når vi følger opklaringen, ved hvad de når frem til og alligevel får det hele gentaget når de briefer hinanden. Jeg mener der også kunne være skåret nogen ting væk fra historien omkring Hamad, men på den anden side, er det med til at øge spændingen i en anden sidehistorie, så alt i alt er jeg nået frem til, at det er fint nok.

Når jeg læser forfatterens ord tilsidst i bogen, så tolker jeg det som om, hun er færdig med at skrive. Ikke bare Hammarbyserien, men helt færdig. Hun skriver, at hun nu får tid til være sammen med hendes nære, nu hvor hun ikke skal svede ved sit skrivebord mere og at hun vil komme til at savne læserne. Jeg håber jeg tolker det forkert, for jeg vil rigtig gerne læse mere af Carin Gerhardsen og havde glædet mig til at finde ud af, hvad hun ellers kunne finde på. Der er ikke andet at gøre, end at krydse fingre 😊

Hvis du har kunnet lide de andre bøger i denne serie, så tror jeg ikke, du vil blive skuffet over Domino. Den har lidt af det hele, uden dog at tage mig ud på kanten af stolen. Den gav mig en lille klump i halsen tilsidst. Som sagt – en rigtig fin afslutning på en rigtig fin serie!!








tirsdag den 7. februar 2017

Anmeldelse: B. A. Paris - Bag lukkede døre


Uh altså, det her var en læseoplevelse udover det sædvanlige. Bag lukkede døre, er i genren domestic noir, som kendetegnes ved, at handlingen mestendels udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge. Titlen ”Bag lukkede døre”, siger egentlig det meste for denne bog.

Jack og Grace bor sammen i et stort smukt hus. De har været gift et års tid, men opfører sig stadig som nygifte og nyforelskede. Alt er perfekt i deres liv. Jack er en dygtig advokat, som aldrig har tabt en sag. Grace går hjemme og er tilsyneladende den perfekte husmor, som ikke har brug for andet end sin elskede mand. Udover Jack, er det vigtigste i Graces liv, hendes søster Millie, som har Downs syndrom. Millie bor i øjeblikket på en skole, men snart skal hun hjem og bo i kærlige omgivelser hos sin søster og svoger.

Men som den kvikke læser nok har regnet ud, så er der revner i det perfekte glansbillede. Grace har ingen veninder, Grace ejer ikke en mobiltelefon, Grace melder altid afbud til planlagte arrangementer. Grace bevæger sig ingen steder hen, uden Jack ved sin side! Hvorfor?
Bag lukkede døre er ikke en hæsblæsende thriller. Den foregår i et stille og roligt tempo og der pilles langsomt flere og flere lag, af den grusomme historie. Bogen er fortalt i jeg-form af Grace, hvilket gør, at vi kommer dybt ind i hendes tanker og følelser. Helt derind hvor frygten og fortvivlelsen bor. 

Gennem hele bogen ligger en mørk sky af gru og ondskab. Den gjorde mig ikke bange, men den gav mig klump i halsen og ondt i maven. Den fik mig til at krydse fingre for, at de rigtige sejrede til sidst.

4 store krimiperler fra mig, til denne creepy, men særdeles realistiske fortælling!


Kom gerne og følg med på Facebook 💖




søndag den 5. februar 2017

Anmeldelse: Geir Tangen - Maestro


Her har vi at gøre med en helt ny krimiforfatter, men en som tydeligvis har styr på at skrive en krimi der fænger fra første side.

Den ene af vores hovedpersoner, journalisten Viljar Ravn Gudmundson, modtager en mail, der forudsiger et mord. Viljar tager det ikke rigtig seriøst, men sender det alligevel til politiet. Da mordet bliver en realitet, bliver Viljar mistænkt og beskyldt for at ønske opmærksomhed. Snart dukker endnu en mail op og det bliver hurtigt tydeligt, at der er tale om en bindegal morder, som ikke er bange for at efterlade sig spor, i jagten på den helt rigtige måde, at udføre sine brutale mord. Og lad mig bare slå fast, at her ikke er sparet på mord eller detaljer omkring dem. Som regel er der en eller anden grænse, for hvem der bliver slået ihjel og ”de gode”, bliver som regel reddet i sidste øjeblik. Sådan er det ikke her. Der myrdes løs til højre og venstre. Vi har at gøre med en morder, som har skrevet sin egen drejebog og hvor han selv er dukkeføreren, der planlægger hvordan tingene skal foregå. Viljar er ikke længere mistænkt, men jaget.

Jeg kan virkelig godt li den her bog og den her forfatter. Jeg synes også godt om bogens hovedpersoner, journalisten Viljar og politiefterforskeren Lotte Skeisvoll. Jeg oplevede bogen som spændende fra start til slut. Et enkelt sted, måtte hånden lige op foran munden i forfærdelse. Der er masser af små drejninger, som gør, at morderen ikke er sådan lige at regne ud. Jeg havde en i kikkerten længe, men var samtidig klar over, at det nok var et twist. Ganske rigtigt. Jeg blev overrasket, selvom det alligevel ikke var så overraskende endda.

Bogen manglede på ingen måde spænding, men alligevel savnede jeg noget uhygge. Jeg blev ikke skræmt på et eneste tidspunkt. Derfor lander Maestro på 4 krimiperler i stedet for 5.


Jeg sætter pris på at vide, at der er planlagt en trilogi. Så håber jeg der er skrevet lidt mere af det creepy ind i de næste to. Fantastisk med en ny og lovende forfatter på banen. Nårh ja... så er der også skrevet en sjov lille, men meget overraskende og original, gimmik ind i bogen :) 


Synes du det kunne være hyggeligt at følge med på Facebook også? Se med lige H E R  :)